Socialistisk Arbejderavis
Nr. 13 – Oktober 1985 – side 6
Folkefronten
Den umulige vej til socialismen
Ole Mølholm Jensen
Siden 1935 har mange opfattet folkefrontsstrategien som den eneste mulige vej til socialisme i den ikke-gennemindustrialiserede del af verden. ANC’s kamp mod apartheidregimet i Sydafrika bygger også på folkefrontsstrategien. Men hvad er erfaringerne?
En folkefront er en alliance, eller fælles front, mellem forskellige klasser og lag, som angivelig har et fælles mål.
Folkefronten har eksisteret i mange lande, hvor der har været gjort forsøg på at gøre op med den imperialistiske undertrykkelse. Ligeledes er folkefronten forsøgt flere steder imod enevældige, korrupte og terroragtige regimer.
Første gang tankerne om folkefrontsstrategien blev udformet var under Kominterns 7. kongres i 1935. Her foreslog Dimitrov folkefronten anvendt i kampen mod nazismen. Målet for folkefronten var i første omgang kun et opgør med nazismen. I strategien er der dog samtidig indeholdt en 2. fase. I den 2. fase skal de progressive kræfter forsøge at tilkæmpe sig socialisme.
Denne taktik, som Komintern foreslog i 1935, var ikke ny. Den havde været forsøgt før, som i f. eks. Kina i årene 1925-27, og dér endt i nederlag. Det var imidlertid første gang, det blev til en formuleret strategi for, hvordan socialismen kunne tilkæmpes igennem 2 faser.
Folkefronten har aldrig ført og kan aldrig føre til socialisme. Den 2. fase kommer nemlig aldrig i gang. Som eksempler herpå vil vi se på Nicaragua og Zimbabwe.
Somozas fald
Den nicaraguanske revolution i 79 var først og fremmest et opgør med diktatoren Somoza. Somoza og hans familie ejede kæmpegodser, kontrollerede statsapparatet og skummede fløden af den industrielle produktion. For at opretholde sit styre måtte Somoza udruste en civilgarde, der hårdt og brutalt forfulgte og undertrykte befolkningen.
Modstanden mod Somoza var derfor heller ikke isoleret til arbejderklassen og fattigbønderne. Store dele af borgerskabet ønskede også Somoza fjernet fra magten, fordi Somoza forhindrede borgerskabet i at få tilstrækkeligt af overskudskagen i Nicaragua.
Sandinisterne, som var de egentlige ledere af opgøret med Somoza, fik derfor både støtte fra arbejderne og bønderne samt industriborgerskab og borgerlig intelligentsia. På denne måde var den sandinistiske front en folkefront. Selv om det var arbejderklassens aktioner og kampe, især i hovedstagen Managua, som endeligt fældede Somoza, var det ikke arbejderklassens revolution.
Sandinisterne blev i stedet de nye herskere sammen med dele af industriborgerskabet og liberale borgerlige politikere. Sandinisterne var og er ikke nogen arbejderorganisation, men en guerillabevægelse, som er opbygget på basis af intellektuelle og småbønder.
Magten efter Somoza
Revolutionen i Nicaragua kom til at indfri den første fase i folkefrontsstrategien. Somoza blev væltet. Men revolutionen var ikke socialistisk. Arbejderklassen kom ikke til magten. Folkefrontsstrategiens anden fase skulle ifølge teorien være et opgør med borgerskabet. Dette opgør er aldrig kommet i Nicaragua og kommer ikke i forlængelse af sandinisternes politik.
6 år efter revolutionen er over 60 % af industrien privatejet. Industri-borgerskabet har stadig stor magt og indflydelse i statsapparatet og på regeringens politik. Arbejderklassens materielle levevilkår er blevet forringet.
Lønningerne er i lange perioder blevet fastfrosset, samtidig med at priserne er steget. Arbejderklassen har ikke selvstændige klasseorganisationer. I stedet har sandinisterne opbygget en topstyret fagforening (OST), som ikke tolererer konkurrerende fagforeninger. Strejkeforbud har været dagens orden i flere af årene efter revolutionen.
Udviklingen er gået imod stadig mindre indflydelse til arbejderklassen og masseorganisationerne i byerne. Det sidste afgørende slag mod denne indflydelse kom i forbindelse med valget sidste år, hvor masseorganisationerne mistede indflydelsen i statsapparatet.
En vigtig årsag til den materielle tilbagegang ligger i dels USA’s boycot og handelsblokade mod Nicaragua, og dels i den konstante krig mod de 15.000 USA-støttede »kontraer«, som hele tiden retter angreb ind i landet. Prisen herfor er bl.a., at over 1/4 af bruttonationalproduktet bruges på forsvaret.
Byrden for disse omkostninger, som i dag påføres Nicaragua, hviler på arbejderklassens skuldre. Det er deres knokleri i produktionen, som er garantien for, at sandinisterne holder skindet på næsen. Derfor strejkeforbud, lønfastfrysning og ingen selvstændige klasseorganisationer. Derfor den moderate kurs over for borgerskabet i Nicaragua.
Der var andre veje
Revolutionen behøvede ikke at være havnet i den situation. De vigtigste grunde til, at den anden fase blev til en fase vendt mod arbejdermagten, ligger i sandinisternes politik og arbejderklassens organisering under og efter revolutionen. Sandinistene har aldrig ønsket arbejdermagt. De har hele tiden satset på et borgerligt demokratisk styre, sammenkoblet med en selvstændig økonomisk vækst i landet.
Arbejderklassen blev bundet op på sandinisternes perspektiv, fordi den hverken havde et revolutionært perspektiv eller sin egen organisering. Netop det, at arbejderklassen i folkefronten smeltede sammen med andre grupper og klasser, gjorde, at revolutionen blev de andres, og deres perspektiv blev det dominerende.
En arbejderrevolution ville have satset på den øvrige arbejderklasse i hele regionen og Sydamerika. Sandinisterne derimod har satset på regeringerne i de omkringliggende kapitalistiske lande og har samtidig undsagt sig befrielsesbevægelsen i El Salvador.
Zimbabwe – fra farce til tragedie
Sideløbende med udviklingen i Nicaragua har Zimbabwe succesfyldt gennemført den første fase af folkefronten. I Zimbabwe havde der i årene op til 1979 været stærke guerillaaktiviteter, fra især to store grupper, ZANU og ZAPU. ZANU med Mugabe i spidsen støttede sig på folkefrontsstrategien og gik ud af kampene og valget i februar 1980 som sejrherre.
Før magtovertagelsen indeholdt ZANU’s program for udviklingen i Zimbabwe nationalisering af de store monopolinteresser i landbrug, minedrift og manufaktur. Opgøret med det hvide mindretalsstyre, ledet af Ian Smith, skulle føres over i en statslig socialistisk økonomisk planlægning. Fattigbønderne skulle have adgang til jord, eksproprieret fra de hvide farmere, og endelig skulle der oprettes frie og uafhængige fagforeninger.
ZANU proklamerede en socialistisk udvikling, hvis de fik magten. Kampen for magten skulle føres som guerillakrig mod styret. I årene op til 1979 voksede guerillabevægelsen meget på landet. ZANU alene kontrollerede 40.000 soldater. Samtidigt voksende støtten fra fattigbønderne, og flere områder blev gjort til såkaldte befriede områder, hvor ZANU havde magten. Denne kamp var i stor udstrækning baseret på støtte fra de omkringliggende lande, især Mocambique og Tanzania, hvor ZANU oprettede baser, hvorfra de kunne rette angreb ind i Zimbabwe.
Magtovertagelsen
Det afgørende spring i udviklingen i Zimbabwe kom i 79. Det hvide styre indså, at de var nødt til at få etableret et kompromis med dele af den sorte modstandsbevægelse. England som var den lokale koloniherre pressede på for en løsning for at sikre investeringerne i landet. Det afgørende træk fra regimet kom i form af et udspil til afholdelse af almindeligt flertalsvalg.
I 79 blev der indgået en aftale (Lancaster House-aftalen), som skulle sikre valgafholdelsen. Med i aftalen var, at guerillabevægelserne skulle afvæbnes op til valgkampen, og at sikkerheden skulle garanteres af det hvide styres sikkerhedspoliti. Det hvide styre fremmede samtidigt deres egen præsidentkandidat, Muzorewa, som var en sort samarbejdspolitiker.
Alt blev sat ind på at få ham valgt, hvilket bl.a. indebar arrestation af 3.000 ZANU-folk, konstant medieforfølgelse og antikommunistisk propaganda mod ZANU. Tingene gik dog stik modsat Ian Smiths og Englands beregninger. ZANU blev valgets store sejrherre, og Mugabe skulle indsættes som præsident.
Så snart det blev kendt, at Mugabe havde vundet valget, pulveriserede han selv hele ZANU’s grundlag. På valgaftenen forsikrede han, at der ikke ville komme nationaliseringer. Alle investorer kunne trygt holde pengene i landet. De hvide farmere ville ikke blive antastet, og det hvide mindretal ville ikke blive udsat for forfølgelse. Hele programmet om statslig socialistisk økonomisk planlægning røg på gulvet.
Forholdet til arbejderklassen blev også ændret radikalt. I kølvandet på valgsejren opstod der en række strejker. Arbejderne forventede, at Mugabes sejr ville forbedre deres levevilkår. De blev grundigt skuffet. De 16.000 arbejdere, der var i strejke, blev angrebet meget hårdt af ZANU. De skulle genoptage arbejdet, og de kunne ikke få forbedringer. ZANU sagde nu, at de kun havde lovet hårdt arbejde for et nyt Zimbabwe og aldrig lønforhøjelser.
ANC som er den kommunistisk dominerede modstandsbevægelse i Sydafrika mærkede også skiftet. De måtte ikke have baser i Zimbabwe. For ZANU var det vigtigere at sikre et godt forhold til apartheidstyret, fordi Sydafrika er den vigtigste handelspartner, og fordi den vigtigste transportvej for import- og eksportvarer går igennem Sydafrika.
Den 2. fase kom heller ikke i gang i Zimbabwe. I dag er det fortsat 6.000 hvide farmere, som producerer 77 % af landbrugsproduktionen. De store selskaber arbejder frit og trygt i landet, de hvide lever deres luksustilværelse og arbejderklassen har ikke fået mere magt.
Folkefronten bøjer altid af
Konklusionen på Nicaragua og Zimbabwe er den samme. Den 2. fase i folkefrontsstrategien kom aldrig i gang. Arbejderklassen kom aldrig til magten, men blev i stedet undertrykt og udbyttet af de nye magthavere. Folkefronten vil altid ende i en bøjning væk fra arbejdermagten. Dels fordi ledelsen af folkefronten ikke har perspektivet om arbejdermagt, og dels fordi arbejderklassen under folkefronten ikke har en selvstændig organisering og derfor intet selvstændigt perspektiv.
Billedtekst:
Mugabe lover Zimbabwes arbejdere kun hårdt arbejde og ingen lønforhøjelser.
Sandinisternes revolution har ikke afskaffet kapitalismen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed