Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 131 – 21. marts 1996 – side 4

Er Danmark et klassesamfund? Vi er ikke i samme båd

Harald Lillevang + Martin B. Johansen

Myten om, at der ikke findes klasser i Danmark, og at vi “alle er i samme båd”, florerer stadig.

[ Børsspekulanter ]

Den herskende klasse spiller hasard med arbejderklassens fremtid

Det bliver den dog ikke sand af. Klasseforskellene viser sig tydeligt på områder som indtægter, boliger, sundhed og uddannelse. Det lille mindretal af rige sidder ikke alene fedt på flæsket, de skalter og valter også med det store flertals liv. Senest med lukningen af B&W, som udelukkende sker, fordi der ikke kan hives nok profit hjem.

De rige véd selv, at myten ikke passer. De véd, at de udgør en klasse for sig, som skal værne om sine privilegier. For de arbejdere, der er ude i hårde og uforsonlige kampe for at forsvare deres leveforhold, klinger myten om fred og fordragelighed i den hjemlige andedam hult.

Den herskende klasse spiller hasard med arbejderklassens fremtid

“Vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, udmærker sig ved, at den har forenklet klassemodsætningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.”

Dette skrev Karl Marx i Det kommunistiske manifest for næsten 150 år siden.

Men er det en passende beskrivelse af samfundet i dag? Mange – ikke mindst de rige – vil påstå, at Marx er forældet.

Et blik på nutidens Danmark viser, at Marx havde ret.

Afstand

Overklassen holder sig pænt på afstand af arbejderklassen. Over en tredjedel af erhvervslivets topledere har bosat sig i et lille område nord for København – Charlottenlund, Hellerup osv. Her bor direktørerne for bl.a. Aller Press, Den Danske Bank, Danisco, DSB og Carlsberg.

Ingen af lederne har adresse på Nørrebro eller det fattige Nordvest-kvarter i København.

De riges ghettodannelse betyder, at i et område som Rungsted Kyst er husstandsindkomsten i gennemsnit på næsten 750.000 kr, i Vedbæk 685.000 kr. Til gengæld er kommuneskatten de laveste – kun 13,5 procent, mens landsgennemsnittet er næsten 20.

Vi hører tit, at der ikke findes rige mennesker i Danmark. Men for nylig kom det frem, at familien bag Aller-koncernen i 1995 hævede næsten 36 mio. kr. til sig selv – fordelt på seks personer. Det kom frem, fordi andre fire familiemedlemmer var utilfredse med kun at få 5 mio. kr.

Formuerne er samlet på ret få hænder. I 1986 ejede den rigeste femtedel hele 87 procent af de samlede formuer. Flertallet – 70 procent af befolkningen – havde tilsammen en negativ formue, altså gæld.

Den gæld er udtryk for, at mange almindelige arbejdere har kunnet købe hus, lejlighed eller bil. Men det er stadig sådan, at mens 80 procent af overklassen ejer deres bolig, så er det stadig under halvdelen af almindelige lønarbejdere, der bor i ejerbolig.

Og de ejer ikke boligerne – det gør bankerne og kreditforeningerne. Og de har en institution som Fogedretten til at sørge for, at folk betaler – ellers bliver de sat på gaden. I nogle tilfælde sættes folk på tvangsauktion, fordi de skylder få tusinde kr.

Betaler ikke

Det sker ikke for de rige. Direktørerne og investorerne i B&W betaler ikke for værftets lukning. De bliver ikke arbejdsløse eller sat på tvangsauktion. Men de er ansvarlige for, at mange familier nu må skære ned i levestandarden.

De rige forsvarer deres rigdom med, at de løber en stor risiko ved at investere. Men den største risiko er den, de løber på andres vegne ved – som med B&W – at trække pengene ud, når profitten er for lille. Ellers vil de have staten til at betale for deres tab. Når de skal eksportere til “risikable” lande som Rusland, så forlanger de garantier i form af eksportkredit eller kreditsikring – samtidig med at de kritiserer de fattige for at hæve bistandshjælp.

Samfundets opdeling i klasser viser sig også, når man ser på sundheden. For arbejderklassen er der en klar overdødelighed i forhold til de rige. Det betyder, at hvis man er arbejder, så må man forvente at være mere syg og dø tidligere, end hvis man tilhører den herskende klasse.

Det bliver påstået, at uddannelse er en vej til at kæmpe sig ud af fattigdom. Men en undersøgelse, der for nylig er afsluttet, har vist, at den sociale baggrund er vigtigere end karakterer og eksamen, når børn skal vælge uddannelse.

Det er velkendt, at de riges og middelklassens børn får de højeste karakterer. Men undersøgelsen viste, at selv hvis man tog udgangspunkt i karaktererne, så var den sociale baggrund det mest afgørende. Af den tredjedel af eleverne, der fik de højeste karakterer, fik kun hver tiende af de ufaglærtes børn i denne gruppe en universitetsuddannelse – mod halvdelen af middelklassebørnene i den samme gruppe.

Den slags mekanismer sikrer, at klasseskellene bliver opretholdt, blot på et højere niveau.

Frygter arbejderne

Så når arbejdsgivere, medier og videnskabsfolk påstår, at klasserne ikke findes, så er det, fordi den herskende klasse bevidst vil tilsløre klassemodsætningerne. Det er i deres interesse at bilde arbejderklassen ind, at vi alle har de samme muligheder for at blive rige.

Det var på den baggrund, at Karl Marx skrev: “Den herskende klasses tanker er i hver epoke de herskende tanker, dvs. den klasse, som er den herskende materielle magt i samfundet, er tillige den herskende åndelige magt.”

Men overklassen frygter arbejderklassen. Arbejdsgivernes organisation praler med, at de har “penge til fem års arbejdskamp” i deres konfliktfonde, som er gemt i bl.a. Luxembourg.

Bygget på klassekamp

Det er en udbredt holdning, at klassekampen er død i Danmark. Danmark er efter sigende et “konsensus-samfund”, hvor konflikter på arbejdsmarkedet løses gennem dialog. Den opfattelse ligger langt fra virkeligheden.

Holdningen om, at Danmark er et “konsensus-samfund”, bygger blandt andet på, at vi har et fagretligt system. Forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere bliver reguleret af et omfattende juridisk system, der skal sikre freden på arbejdsmarkedet og forhindre konflikter gennem forhandling og klassesamarbejde.

[ Demonstration, Christiansborg 13. april 1956 ]

Demonstration foran Christiansborg 13. april 1956

Dette system er imidlertid ikke opstået som et resultat af konsensus, men som et resultat af konflikt.

Rødder i 1899

Det fagretlige system har sine rødder tilbage fra Septemberforliget i 1899. Her indgik De samvirkende Fagforbund (DsF), datidens LO, den såkaldte hovedaftale med arbejdsgiverne. I hovedaftalen anerkendtes arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger. Men samtidig blev det fastslået, at det er arbejdsgiverne, der har retten til at lede og fordele arbejdet.

Retten til at strejke blev anerkendt i hovedaftalen. Men der blev samtidig indført en række regler for varslinger af strejker, så spontane arbejdsnedlæggelser blev overenskomststridige. Samtidig indførtes organisationsansvaret, der betød, at fagforeningerne fik ansvar for opretholdelse af arbejdsroen.

Septemberforliget knæsatte det danske samfund som et klassesamfund, og det var et resultat af en flere måneder lang og bitter arbejdskamp. Årene forud var præget af mange lønstrejker, som medvirkede til, at både arbejdere og arbejdsgivere organiserede sig.

Storkonflikten i 1899 startede med en strejke blandt snedkerne i syv jyske byer, der krævede samme løn som snedkerne i resten af landet. Arbejdsgiverne optrappede konflikten med en lockout af hele snedkerfaget. Under konfliktens forhandlinger fremsatte arbejdsgiverne kravet om en hovedaftale.

Da DsF ikke ville acceptere dette krav, udvidede arbejdsgiverne lockouten. 40.000 arbejdere blev udelukket fra deres job under konflikten, og 8,7 millioner arbejdsdage gik tabt. Efter fire måneder endte den bitre konflikt med, at alle arbejdsgivernes principielle krav til hovedaftalen blev accepteret.

Septemberforliget var en sejr for arbejdsgiverne og for fagbevægelsens top, som fik deres position som professionelle forhandlere slået fast. Men det lykkedes ikke at "aflyse klassekampen". Lige siden har der med jævne mellemrum været store konflikter på det danske arbejdsmarked, hvor arbejderne som klasse har kæmpet for bedre forhold.

Lønnedgang

I starten af 1920’erne var den danske kapitalisme præget af krise. Arbejdsgiverne angreb arbejderklassens leveforhold, men det skete ikke uden voldsomme konflikter. I 1921 var der strejker, der svarede til 1,3 millioner tabte arbejdsdage, og i 1922 var tallet 2,2 millioner. Arbejdsgiverne vandt kampen og kunne i 1922 gennemføre lønreduktioner på ikke mindre end 15%.

I forbindelse med afslutningen af 2. verdenskrig, var den danske arbejderklasse igen ude i en periode med voldsomme kampe. Krigsafslutningen gav næring til håbet om reelle forandringer for mange arbejdere. Et håb, der resulterede i omfattende strejker i både 1945 og 1946.

10 år senere kom der igen gang i strejkerne. Ved overenskomstfornyelsen i 1956, ville arbejderklassen have sin del af kagen for den store produktivitetsstigning, der skete i løbet af 1950'erne, og krævede bl.a. nedsættelse af den ugentlige arbejdstid fra 48 til 44 timer. Overenskomstforhandlingerne brød sammen, og en storstrejke med op mod 65.000 deltagere var en realitet.

De “vilde strejker”

Slutningen af 1960’erne var præget af “de vilde strejker”, som var en omfattende bevægelse af spontane, overenskomststridige strejker. I maj 1974 brød en strejke ud med 250.000 deltagere, der protesterede over regeringens indførelse af en række afgiftsforhøjelser.

I påsken 1985 lammede en strejkebevægelse det meste af landet i 10 dage. Mere end en halv million mennesker nedlagde arbejdet i protest mod regeringens indgreb i overenskomstforhandlingerne. Det lykkedes ikke at vælte den borgerlige regering, men påskestrejkerne dæmmede op for regeringens offensive arbejdsgiverpolitik.

Historien om klassekampen fortsætter til i dag. De esbjergensiske buschauffører kæmpede mod privatiseringer og lønnedgang gennem næsten hele 1995. En kamp, der aktivt blev støttet af store dele af arbejderklassen.

Trods vedvarende rygter om det modsatte, er klassekampen ikke indstillet her midt i 1990’erne.

Kapitalismens banemand

Klassekampen er ikke et fænomen, som socialister har opfundet, fordi de ønsker uro og kaos.

Klassekampen er en “historisk bevægelse, der udspiller sig for øjnene af os,” skrev Marx i Det kommunistiske Manifest for 150 år siden. Den foregår med andre ord, om vi vil det eller ej, og på trods af, at borgerskabet forsøger at bilde os ind, at den er død.

Socialister ønsker ikke klassekamp. Det ville være dejligt at kunne leve og arbejde uden konstant at være på vagt over for angreb fra grådige arbejdsgivere, og uden at være tvunget ud i hårde arbejdskampe, som slider på familie og helbred.

Men man kan ikke melde sig ud af klassekampen. Og det er også netop gennem klassekampen, at der en gang for alle kan sættes en stopper for den. “Kapitalismen skaber sin egen banemand,” er et andet berømt citat fra Det kommunistiske Manifest.

Banemanden er arbejderklassen, der gennem kollektiv kamp kan tage magten fra borgerskabet og gøre en ende på klassesamfundet.

Arbejderklassen er nemlig den eneste klasse, der ikke behøver nogen under sig til at arbejde for sig.

Flere artikler fra nr. 131

Flere numre fra 1996

Se flere artikler om emnet:
Arbejderklassen

Se flere artikler af forfatter:
Harald Lillevang
Martin B. Johansen

Siden er vist 1759 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside