Socialistisk Arbejderavis
Nr. 131 – 21. marts 1996 – side 5
Marxisme i hverdagen
Er vold en del af faglig kamp?
Martin B. Johansen
Et af de vigtigste temaer i de århusianske skraldemænds konflikt har været: “Det må ikke udvikle sig til Ri-Bus tilstande.” Det tema er blevet gentaget af byråd, fagforeninger, politi og medier.
Også blandt mange af de arbejdere, som har været involveret i konflikten, har advarslen været gentaget. Man ønskede ikke slagsmål med politiet – man ønskede ikke vold mod skruebrækkere.
Et tilsvarende tema har også tit været oppe i forbindelse med kampen mod nazisterne – Socialistisk Arbejderavis har mange gange argumenteret imod “militante”, hætteklædte aktioner og til fordel for massemobilisering.
Men spørgsmålet om brug af vold og fysisk styrke i klassekampen kan ikke besvares med en simpel, abstrakt erklæring om, at “vi vil ikke bruge vold”.
For sagen er, at den måde, som den herskende klasse opretholder sin magt på, i sidste ende hviler på vold. Regeringer går i krig mod hinanden, når de ikke kan enes om adgang til territorier og ressourcer. Magthaverne sætter politiet ind mod demonstrationer og strejker. Politiet smider folk i fængsel, hvis de ikke overtræder samfundets love. Hele vores samfund hviler på udstrakt brug af vold og tvang.
Hvis folk, der kæmper imod systemet, på forhånd afslår muligheden af at bruge vold, så har de tabt på forhånd.
Fredelig
En fysisk blokade er i udgangspunktet altid en fredelig aktion. Den består i, at blokadevagter stiller sig op og forhindrer ind- og udkørsel fra en virksomhed. Alene synet af blokadevagterne er tit nok til at afskrække skruebrækkere fra at forsøge at bryde blokaden.
Men politiet har sjældent reservationer over for at bruge vold. I Ri-bus strejken og i snesevis af andre konflikter har politiet mobiliseret store styrker, overfaldet blokadevagter med knipler og hunde og arresteret folk.
I den slags situationer er det nødvendigt at stå fast mod politiet. At lade sig fjerne passivt er det samme som at opgive kampen. Fordi den herskende klasse bruger vold, så er arbejderklassen nødt til at besvare volden med fysisk magt.
Det samme gælder kampen mod nazisterne. Deres demonstration i Roskilde sidste år viste, at nazisterne bevæbnet med køller og sten gik til angreb på anti-nazister. Fy-råb og passiv modstand skræmmer ikke nazisterne.
Det store spørgsmål er ikke, om der skal bruges vold, men hvornår.
Det er oplagt, at arbejderklassens største styrke er, at den er i flertal. Det første skridt i enhver kamp må derfor være at mobilisere flest muligt – den opgave må altid løses, før man overhovedet tænker på at yde fysisk modstand.
Rækkefølge
Hvis man stiller de to ting op i omvendt rækkefølge – først den fysiske modstand, dernæst massemobiliseringen – så ender kampen med at blive et spørgsmål om, hvem der har de bedste våben, hvem der er bedst kamptrænet, og hvem der er mest hensynsløs.
Det vil for det første udelukke alle dem fra kampen, som ikke på forhånd er indstillet på at bruge vold. For det andet vil det umuliggøre enhver form for demokratisk organisering af kampen. Og for det tredje fører det direkte til nederlag, fordi arbejderklassens modstandere råder over langt større ressourcer til at opstille og træne et politi til fysisk kamp.
Men hverken politiet eller nazisterne kan stille noget op over for store massedemonstrationer, som er indstillet på at tage slagsmålet. Og alene bevidstheden om at stå over for en massiv demonstration eller blokade, som om nødvendigt vil tage kampen op, vil ofte afskrække politibetjente eller nazister fra at bruge vold.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed