Socialistisk Arbejderavis
Nr. 13 – Oktober 1985 – side 8
Kampen mod gældspolitikken
Jørgen Lund
Latinamerika skylder over halvdelen af al international gæld, nemlig cirka 400 milliarder dollars.
Lånene fra mange vestlige banker og amerikanske storbanker gik til Latinamerika, fordi man her forventede en større industriel udvikling end i de andre såkaldte tredje verdens lande.
Samtidigt havde Latinamerika et stærkt undertrykkelsesapparat, som borgerskabet forventede var effektivt til at disciplinere arbejderklassen.
IMF’s pakkeløsninger for økonomisk genopretning som betingelser for yderligere lån er først og fremmest liberalisering af handlen, fjernelse af statstilskud på fødevarer og andre livsfornødenheder. Videre er det afskedigelse af offentligt ansatte, fastfrysning af lønningerne, øget effektivisering af industrien og større eksport af de varer, der ellers er så hårdt brug for i landet selv.
IMF’s betingelser varierer fra regering til regering. Deres logik er, at der skal eksporteres mere på et verdensmarked, hvor alle stater forsøger at overleve under en verdensomspændende krise. Derfor kommer meget forskellige økonomier som det statskapitalistiske Polen, olierige lande som Mexico og Venezuela, verdens 10. største økonomi som Brasilien og en lilleput økonomi som Bolivia i krise. Alle er de konkurrerende økonomier i een og samme økonomi.
Under presset fra verdensmarkedet, gælden og IMF’s betingelser er det nedskæringer i befolkningernes levestandarder, der er borgerskabernes måde at forsøge at sikre deres profitter på.
Generalernes fallit
Samtidig med at de latinamerikanske regimer er blevet stadig mere forgældede, er det også blevet vanskeligere at gennemføre IMF’s anbefalede stramninger. Arbejdernes modstand og voksende social og politisk uro skabte et behov for en ændring af styrerne i Latinamerika.
I 70’erne blev bankerne tiltrukket af militærdiktaturerne. Men de samme militærregimer har takket af i 80’erne og overladt problemerne med at løse gældskrisen til civile regeringer.
I syv af Latinamerikas elleve mest forgældede lande har udviklingen været den samme. I forsøgene på at sanere den økonomiske politik er man gået fra militærdiktaturer til borgerligt demokratiske styrer. Det har bestemt ikke afskaffet undertrykkelsen. De borgerlige demokratier med bl.a. statslige dødspatruljer er oftest karikaturer af parlamentarisme.
Det afgørende er, om disse regeringer har evne til at etablere et klassesamarbejde med arbejderorganisationerne og fagbureaukratiet for at sikre politisk og social ro. Dette er borgerskabets eneste mulighed for at sikre samarbejde om gældspolitikken og få folkets opbakning til at stramme livremmen.
Castros forslag
I forsøget på at etablere regeringer, der kan gennemføre gældspolitikken, er der sket et øget samarbejde mellem socialdemokrater og de kommunistiske partier og fagforeninger. Samtidig er der stigende interesse fra den socialdemokratiske Socialistisk Internationale og fra vesteuropæisk kapital for at få øget indflydelse i Latinamerika.
Cubas Fidel Castro ønsker også en rolle i Latinamerika. Han fremlagde nylig et forslag om fastfrysning af al gæld og rentebetaling. Hans hensigt er åbenbart den samme som borgerskabets og de internationale bankers, at det gælder at undgå risikoen for alvorlige sociale omvæltninger.
Fidel Castro vil have en alliance med de herskende klasser i Latinamerika, for en fælles politik. Det »er vigtigere end to, tre, fire eller ti revolutioner i den tredje verden«, som han udtrykte det i juni.
Castros forslag om betalingsboykot er en bred appel til både regerings- og oppositionskredse i de forgældede lande. Gældsforpligtelsen til de amerikanske banker skal erstattes af lån fra Vesteuropa og økonomisk hjælp fra de statskapitalistiske lande. Det vil styrke de stalinistiske kommunistpartier og fagforeningerne og åbne for øget samarbejde med de herskende klasser.
Castros forslag er ikke rettet mod øget modstand i arbejderklassen mod gældskrisen.
I Mexico har arbejderklassen for alvor kunnet true borgerskabets politikere og deres aftaler med IMF. Under indtryk af stigende modstand og valg i juli gav regeringen lønforhøjelser på 140%. Prisstigningerne er godt nok på 250%, men alligevel var IMF så utilfredse, at de i september nægtede et mindre lån.
Ny hjælpepakke
Jordskælvet for nylig har dog efter pres fra vesteuropæiske lande fået de internationale kapitalistiske kredse til at bevæge sig. IMF har stillet sig parat med en »økonomisk hjælpepakke«, der kan give borgerskabet et pusterum. IMF forudsætter, at levestandarden skal presses ned, og industri- og landbrugsproduktion skal orienteres mod varer til USA. Konsekvensen er, at landbrugere og arbejdere fra småbyer tvinges ind til storbyens slum. Det er denne politik, der ligger bag, at Mexico City nu er verdens største by med godt 18 millioner indbyggere.
Gældsbomben
Borgerlige økonomer og bekymrede liberale frygter naturkatastrofer og »den tikkende gældsbombe«.
Både Bolivia og Mexico har vist, at det ikke er gælden, som er hovedproblemet, men mulighederne for at få arbejderne til at betale. Borgerskaberne og den internationale kapital har fælles problemer og interesse i at øge udbytningen.
Billedtekst:
Arbejderne i Latinamerika demonstrerer: Ja til lønforhøjelser, nej til Valutafonden.
Se også:
SAA 13: Bolivias arbejdere viser vej
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed