Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 137 – 13. juni 1996 – side 6

Klassekampens historie i Danmark

Marie Nielsen: Den første kommunist

Jørgen Lund

Marie Nielsen betegnede sig selv som Danmarks eneste kommunist. Hun blev ekskluderet fra kommunistpartiet tre gange, fordi hun var for kritisk.

Marie Nielsen var revolutionær og kæmpede hele sit liv for socialisme. Hun stod i konstant opposition til højrefløjene inden for arbejder-partierne, både da hun var medlem af Socialdemokratiet og senere DKP.

Hun blev født i et sjællandsk husmandshjem i 1875. Efter konfirmationen var hun tjenestepige og senere vaskekone.

Der lærte hun noget om klassemodsætninger. “Jeg lærte at forsage egen og bøje mig for fremmed Vilje – lærte, at jeg var undergiven og maatte lyde.”

Det var, hvad de rige gerne ville lære deres tyende og arbejdere også for hundrede år siden. Men Marie Nielsen gjorde ikke, som man forventede af hende. Hun sparede op til en lærerinde-uddannelse, og da hun i 1908 var færdig, tilsluttede hun sig det socialdemokratiske ungdomsforbund (SUF).

Socialdemokratiet var det eneste socialistiske parti dengang, og Marie Nielsen tilsluttede sig partiets venstre-opposition. Og der var nok at være i opposition til: Det danske Socialdemokrati tilhørte højrefløjen i den internationale sammenslutning af socialdemokratier, 2. Internationale.

Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914 tilsluttede det danske parti sig den række socialdemokratier, der svigtede tidligere kongresvedtagelser og højtidelige løfter for at forhindre krig. Socialdemokratiet stemte for øgede militærbevillinger og tvangsindkaldelse af en såkaldt sikringsstyrke.

De førte en national samarbejdspolitik, den såkaldte borgfreds-politik. Partiet bakkede også op bag den borgerlige regering, ved at træde ind i den.

Men Danmark var ikke en fredelig borg under verdenskrigen fra 1914 til 1918. I begyndelsen var der økonomisk opsving på grund af krigen ude i Europa. Men mens arbejdsgivere og gårdejere dansede om guldkalven, var arbejdernes hverdag ikke nogen fest. Der var vareknaphed og rationering. Reallønnen faldt, mens inflation, priser, bolignød og arbejdsløshed steg.

Marie Nielsen forblev i den socialdemokratiske opposition under krigen og kæmpede imod partiets samarbejdspolitik, imod deltagelse i hoffester, og for at vende partiets kurs. Men i februar 1918 blev det klart, at det socialdemokratisk-radikale borgfreds-samarbejde skulle fortsætte også efter krigen.

Marie Nielsen og venstreoppositionen havde tætte kontakter til den øvrige skandinaviske og den internationale arbejderbevægelses venstrefløj.

Både i Norge og Sverige havde krigsmodstanderne inden for arbejderbevægelsen haft enorm fremgang i løbet af vinteren, og i en række europæiske lande var klassekampen blevet skærpet til den var på randen af borgerkrig og revolution.

Gennembruddet var kommet i Rusland, med revolutionen i november 1917. Den første socialistiske revolution i verdenshistorien viste, at det kunne lade sig gøre, og revolutionen blev en ufattelig inspiration for datidens socialister.

Også for Marie Nielsen, der i en stadig stigende radikalisering på arbejderbevægelsens venstrefløj og i den danske klassekamp skrev:

“Det store Socialdemokrati repræsenterer ikke mere arbejderklassens sande interesser, det har mistet evnen til at være det våben, hvormed arbejderklassen skal tilkæmpe sig økonomisk frigørelse. Jeg føler, jeg har min plads der, hvor der kæmpes, og ikke hvor der handles og sjakres.”

I marts 1918 var hun som følge deraf en af de ledende i dannelsen af Danmarks Socialistiske Arbejderparti (SAP), sammen med en række københavnske fagforenings-formænd.

For det nye SAP blev året 1918 et hidsigt år. Det blev præget af stadig flere strejker og store demonstrationer, ikke mindst mod dyrtiden og militarismen, hvad der satte en skræk i borgerskabet og regeringen, som i årets løb slog hårdt til mod “splittelsesmagere”.

De 15 vigtigste ledere af oppositionen uden for Socialdemokratiet blev efterhånden fængslet. Bl.a. Marie Nielsen, der sad 6½ måned i varetægtsarrest. Det var netop i en periode, hvor partiet havde brug for erfaring, da strejketallet fordobledes.

Borgerskabet og regeringen gav samtidig efter for flere af de krav, der både økonomisk og politisk var blevet rejst, bl.a. blev 8-timers-dagen indført i marts 1919.

Det tog i løbet af 1919 en del af vinden ud af arbejdernes utilfredshed, og kampaktiviteten dalede væsentligt.

Den borgerlige offensiv satte ind allerede i sommeren 1919 og blev et tilbageslag for arbejderbevægelsen i løbet af de næste år. Den socialdemokratiske ungdomsbevægelse brød med partiet i november 1919, omend på et tøvende og uklart grundlag med meget arvegods fra Socialdemokratiet.

Derefter dannede de Danmarks Venstresocialistiske Parti (der senere blev til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og det betød afslutningen på SAP. For det nye DKP betød det en årrække med fraktionskampe, ledelsesskift, 2 konkurrende partier en overgang og kaotiske tilstande internt. Det tog meget energi fra partiet. Det betød også, at den danske klassekamps muligheder ikke blev udnyttet.

Marie Nielsen blev offer for disse splittelser og kampe, idet hun blev ekskluderet af det ene parti, og ikke senere var med i ledende partiarbejde. Men partiet var også selv blevet offer: “Den kommunistiske bevægelse i Danmark er ved egne fejl fordømt til betydningsløshed,” skrev hun i 1923.

Hun var blevet fyret som lærer pga. fængslingen i 1918 og fik arbejde på et sygekassekontor, hvad der gav hende anledning til at være med i dannelsen af Arbejderkvinders Oplysningsforbund og dets bladudgivelse fra 1925 til 34.

Udover faglige spørgsmål arbejde man især for en seksualreform med offentlig seksualoplysning, straffrihed for svangerskabsafbrydelse og retten til fri abort.

Hun var også aktiv i en åben socialistisk fagopposition. Samtidig skulle DKP sidst i 20’erne omsætte den nye linje fra Sovjet: at Socialdemokraterne var fascismens venstrefløj, og at det faglige arbejde skulle foregå uden for LO.

Det betød en række eksklusioner, hvor Maria Nielsen igen blev udrenset fra partiet, – også fordi hun havde udtrykt bekymring for Trotskij og andre forviste eller fængslede bolsjevikker i Sovjet.

I 1932 blev hun imidlertid genoptaget i partiet, men DKPs holdning til kvindearbejdet var under ændring, og det faglige arbejde skulle skilles fra Arbejderkvinders Oplysningsforbund.

“Arbejdet for det seksuelle problems løsning har efterhånden fået et vist odiøst skær inden for partiet.”

I 1936 kom et forslag til ny seksuallov i Sovjet, der bl.a. afskaffede fri abort og indførte præmiering for det 8. barn og fremefter. Marie Nielsen fik i juni 1936 optaget sit sidste indlæg i DKP’s dagblad, hvad der blev betegnet som en liberalistisk fejl.

Hun kunne ikke se, at loven, som påstået, var en ny lykke for Sovjets kvinder. Hun mente, at loven ville reducere dem til fødemaskiner, genindføre selvhjælp og lemlæstede ukyndige hjælpere og “... drive seksualproblemet ind i den lumre sovekammer-atmosfære, [hvor] alt seksuelt samvær mellem mand og kvinde, der ikke har forplantning til formål, er ‘syndigt’. Om ikke mod Gud, så mod Stalin.”

Dette skete samtidig med, at man i Moskva begyndte processerne og henrettelserne – mod de gamle kommunister fra revolutionen, med beskyldninger for terrorisme. Marie Nielsen gav på et partimøde udtryk for sin tvivl om anklagerne og blev i september 1936 for 3. gang ekskluderet af DKP. Hun følte sig nu frit stillet til kort tid efter at udgive den første – og desværre eneste – pjece i en påtænkt serie med materialer, hun havde samlet siden 1924 om striden i det sovjetiske kommunistparti fra 1923 og frem, mellem Stalin og Trotskij.

Selvom Marie Nielsen startede som tjenestepige, var hun ikke noget tyende over for partiapparaterne, hverken i Socialdemokratiet eller Det Kommunistiske Parti.

Da hun meldte sig ud af SUF i april 1918, skrev hun: “Det er ikke visse partirammer, jeg har elsket og tjent, men derimod den klasse, jeg tilhører.”

I et 75-års-interview, 5 måneder før hun døde i 1951, sagde hun spøgende: “Selv om jeg ikke står i det kommunistiske parti, er jeg Danmarks eneste kommunist.” Hun var snarere den første. 

Billedtekst:
Marie Nielsen stillede sig stærk tvivlende over for de processer der blev ført i Sovjet, under Stalin i 1936, mod blandt andre Trotskij. Det førte til hendes tredje og sidste eksklusion.

Flere artikler fra nr. 137

Flere numre fra 1996

Se flere artikler om emnet:
DK Historie: 1900-1939
Biografi: DK 1900-1945

Se flere artikler af forfatter:
Jørgen Lund

Siden er vist 922 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside