Socialistisk Arbejderavis
Nr. 138 – 27. juni 1996 – side 8
Karl Liebknecht 1871-1919
Ja til revolution! Nej til krig!
Kevin Ovenden
Første verdenskrig splittede arbejderbevægelsen i reformister og revolutionære. Karl Liebknecht fastholdt sin krigsmodstand og argumenterede for nødvendigheden af revolution.
Den tyske socialist Karl Liebknecht er en af de mest inspirerende personer i den socialistiske bevægelses historie.
Han brugte det meste af sit liv på den yderste venstrefløj inden for det tyske socialdemokrati (SPD). Senere brød han dog med det, og var med til at starte et revolutionært parti.
Han blev myrdet sammen med Rosa Luxemburg, som han havde arbejdet sammen med hele livet, 15. januar 1919 under den tyske revolution.
Liebknecht fik international betydning ved starten af 1. verdenskrig i august 1914. SPD havde, som andre socialistiske partier i Europa, vedtaget på kongres efter kongres, at de ville tage afstand fra en sådan krig og samarbejde med arbejdere fra andre lande om at stoppe den.
Så sent som 25. juli 1914 udsendte SPD’s ledere en appel til arbejderklassen, hvori der stod:
“Den herskende klasse, som i fredstider undertrykker jer, foragter jer, udnytter jer, vil bruge jer til kanonføde. Overalt må råbet lyde i herskernes ører, ‘Vi vil ikke ha’ krig! Længe leve den internationale solidaritet!’”
Men 4. august stemte SPD i det tyske parlament for, at regeringen skulle støtte krigen økonomisk. Liebknecht og Rosa Luxemburg prøvede som rasende i flere måneder at organisere de i SPD, der var imod krigen. Men det var forgæves.
Den 2. december 1914 var der igen afstemning om, hvorvidt regeringen skulle bruge flere penge på krigen. Denne gang stemte Liebknecht som den eneste imod krigsstøtten. Nyheden om Liebknechts modstand spredtes over Europa. Det vat en stor inspiration for de socialister, der som Lenin og bolsjevikkerne i Rusland kæmpede mod krigen og deres egen herskende klasse.
I begyndelsen af 1916 besluttede Liebknecht og de, der var enige med ham, at starte en organisation som skulle trække de mest venstreorienterede fra SPD sammen. De kaldte organisationen Spartakus efter den slave, der ledte det legendariske oprør mod Rom.
![[ Karl Liebknecht ]](../saa/138/08karl.jpg "[ Karl Liebknecht ]")
I 1916 brød Liebknecht med det tyske socialdemokrati og startede, sammen med bl.a Rosa Luxemburg, den revolutionære organisation Spartakus
For at være i stand til at føre en ægte socialistisk politik, var det nødvendigt at bryde med SPD. Da Liebknecht senere blev kritiseret for at ødelægge “samarbejdet” med SPD, svarede han:
“Samarbejde! Hvem vil kæmpe mere for det end os? Samarbejde der giver arbejderklassen styrken til at gennemføre sin historiske mission. Men ikke alt samarbejde giver styrke. Samarbejde mellem en ulv og et lam, gør lammet til ulvens offer. Kun kræfter, der trækker i den samme retning, bliver stærkere ved samarbejde. Vi stræber efter at forene de kræfter, der trækker i samme retning.”
Spartakusgruppen indkaldte til en anti-krigsdemonstration 1. maj 1916. Omkring 10.000 arbejdere dukkede op, og gjorde det til den første betydelige protest imod krigen.
Liebknecht trådte op på podiet og indledte sin tale med: “Ud med krigen! Ud med regeringen!” Han blev øjeblikkeligt arresteret.
Han blev fundet skyldig i forræderi af en militærdomstol, og blev idømt to og et halvt års hårdt arbejde. Men utilfredsheden med krigen blev stadig større. Over 50.000 ammunitionsarbejdere strejkede den dag hans dom faldt.
Krigen fortsatte, og stadig flere arbejdere og soldater blev vrede og bitre over de store tab ved fronten og den faldende levestandart derhjemme. I oktober 1918 begyndte et stort antal arbejdere spontant at demonstrere imod regeringen. Regeringen blev tvunget til at løslade Liebknecht.
I november gjorde søfolk ved Kiel og Wilhelmshaven mytteri mod deres overordnede. Det satte gang i en mængde mytterier og strejker over hele Tyskland. Hundredetusinde arbejdere gik på gaden, og de soldater, der var ved fronten, lagde simpelthen deres våben ned og nægtede at slås.
I løbet af få dage var kongen nød til at abdicere og regeringen trak sig tilbage. Men hvem skulle så lede Tyskland nu?
Overalt lavede arbejdere og soldater demokratiske råd som organiserede strejker og mytterier lokalt. I mange områder begyndte disse råd at overtage nogen af regeringens funktioner; patruljering, maduddeling, priskontrol.
Magten lå faktisk i hånden på de valgte arbejderråd der var opblomstret over hele Tyskland. Liebknecht og Spartacus argumenterede for at den gamle stat skulle opløses og for at rådene skulle have den nationale magt.
Men de havde kun et par tusinde tilhængere. Selvom der var sket en venstredrejning blandt de arbejdere, der før havde stemt på de herskendes partier, kiggede de fleste efter det mest velkendte socialistiske parti, SPD.
Mange andre støttede et andet venstreorienteret parti, der havde brudt med SPD i 1917, nemlig Det Uafhængige Socialdemokrati.
SPD-lederne mobiliserede fagforenings- og partiansatte til at overtage magten i de lokale råd. De kæmpede for at ødelægge bevægelsen og give magten tilbage til regeringen.
De Uafhængige Socialdemokrater mente, at rådene fortsat skulle eksistere, men sideløbene med parlamentet og det gamle statsapparat. Derfor indgik de i regering sammen med SPD.
Liebknecht fortsatte med at argumentere for mere fundamentale ændringer. Ved et rådsmøde for Berlins arbejdere og soldater, fordømte han på brilliant vis SPD-lederne:
“Kontrarevolutionen er allerede på vej frem. Faren truer nu ikke kun fra dem der hidtil har styret landet – demagogerne, store gårdejere, kapitalister, imperialister, monarkister, prinser og generaler. Faren kommer også fra de, der i dag støtter revolutionen, men som var imod den så sent som i forgårs.”
Men de fleste arbejdere kunne ikke tro på, at deres venstrelydende SPD-ledere ville støtte den herskende klase.
Liebknecht havde ikke en stor organiseret styrke af støtter, der kunne vinde argumentationen overfor andre arbejdere.
De herskende og SPD-lederne vidste, at magten ikke kan deles mellem arbejdere og kapitalister. De slog hurtigt til for at fremprovokere kampe, før revolutionen for alvor fik tag i befolkningen.
Et sammenstød i forbindelse med fyringen af en kendt venstreorienteret, Emil Eichhorn, blev hurtigt en stor kamp.
Kommunistpartiet, som Luxemburg og Liebknecht grundlagde i januar 1919, argumenterede imod at lave revolution, når tiden ikke var moden. Men de fleste medlemmer var meget uerfarne. De kunne ikke gennemføre den svære opgave, at tage del i bevægelsen og samtidig vente til venstrefløjen blev stærk nok til at starte magtovertagelsen.
Selv Liebknecht blev revet med. Han udsendte en opfordring til at styrte regeringen. Rosa Luxemburg og andre ledere trak ham ned på jorden igen, men frustrationerne isolerede de revolutionære arbejdere. Januaroprøret endte i nederlag, da regeringen satte hæren ind for at knuse det.
SPD-lederne slap blodig undertrykkelse løs. SPD’s dagblad Vorwärts, trykte et digt den 13. januar, som opfordrede til at slå Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og Karl Radek ihjel.
Liebknecht og Luxemburg blev arresteret og “afhørt”. En soldat smadrede deres kranier. Vorwärts annoncerede at de var blevet skudt under flugtforsøg.
I de kommende måneder arbejdede regeringen på at gendanne staten, baseret på de samme folk der havde ledt den før og under krigen.
Men igennem de næste fire år var der gentagne udbrud af arbejderkampe. Mange arbejdere drog de revolutionære konklusioner Liebknecht havde argumenteret for. Aftenen før han døde, indså Liebknecht at januarkampen var tabt, men han vidste at kampen for socialisme langtfra var overstået.
Han skrev en artikel med titlen “Trods alting!”
Han så frem til den dag, hvor det store flertal af arbejdere ville indse deres egen styrke:
“De der blev slået i dag, har lært. De er blevet kurerede for den illusion, at de kan stole på deres ledere. Denne uges bitre erfaringer har givet en dybere mening til udtrykket om, at arbejderklassen kun kan befries af arbejderklassen selv.”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed