Socialistisk Arbejderavis
Nr. 14 – November 1985 – side 1
Organiser mod racisme
Racisme er ikke noget nyt i Danmark eller i den kapitalistiske verden. Racismen opstod som massefænomen samtidig med, at slaveriet og imperialismen voksede. Racismen blev central for borgerskabets ideologi, for at retfærdiggøre umenneskelig udbytning af sort arbejdskraft.
Længe efter at de materielle betingelser, der oprindelig var forudsætningerne for racistisk ideologi, forsvandt, har disse ideer redet befolkningen som en mare.
I 50erne og 60erne var der mangel på arbejdskraft i Danmark. Derfor blev der lempet på immigrationsbestemmelserne. Men fordi indvandrere blev tvunget ud i de dårligste jobs og de dårligste boliger, bidrog det til at styrke racistiske ideer om, at indvandrere var mindreværdige, uvidende og beskidte.
Med krisens indtog midt i 70erne, hvor arbejdsløsheden steg og nedskæringerne holdt deres indtog, fik racismen vind i sejlene. Med Glistrup og Fremskridtspartiet som chefideolog blev der rejst argumenter om, at »fremmedarbejderne tager vore jobs, ødelægger vor kultur« osv.
Racistiske ideer
Selvom der ikke har været mange, som har turdet optræde åbent racistisk, har racistiske vittigheder og ideer floreret åbent på de fleste arbejdspladser.
På grund af regeringens stadig hårdere nedskæringspolitik på den ene side og stigningen i antallet af flygtninge på den anden er det blevet mere legalt at optræde åbent racistisk. Grønjakkerne, som oprindelig var en ungdomsbande på Østerbro i København, fik vind i sejlene ved at optræde åbent som de mest rabiate racister i Danmark. På Vesterbro i København har der for nylig været flere sammenstød mellem grønjakker og indvandrere.
Grønjakkerne er netop udtryk for frustrerede unge, der ikke kan få noget arbejde eller et sted at bo. Nogle af dem er af samme grund også småkriminelle. De fleste har aldrig oplevet den styrke, arbejderklassen igennem kollektive aktioner har.
Det er typisk for pjalteproletariatet, at de vender deres vrede nedad mod de endnu svagere. I stedet for at angribe staten og kapitalen som er ansvarlige for krisepolitikken. Racistiske og fascistiske grupper vil netop blandt disse grupper kunne rekruttere deres gadekæmpere.
Krisepolitik
Regeringens krisepolitik styrker racistiske tendenser i befolkningen. Enhver hytter sit eget skind af rædsel for at blive en del af de arbejdsløses rækker. Fordi selvtilliden i arbejderklassen er svækket og der er få sejre at henvise til, er det heller ikke fra arbejderklassen de solidariske svar og aktioner som præger billedet. Et mindretal i klassen bekæmper og argumenterer mod racistiske ideer. Og jo højere kampniveauet er, jo svagere står den racistiske propaganda. Under påskestrejkerne var det enheden mellem danske og udenlandske arbejdere på arbejdspladser og blokader, som prægede billedet.
Men fagbevægelsens top nægter at tage den antiracistiske kamp alvorlig. SiD har fornylig afvist at lave specielle aftaler, som sikrer, at flygtningene har en fair chance for at få job. De står overfor valget mellem livslang arbejdsløshed eller at blive offer for arbejdsgivere, som tager dem som løsarbejdere uden overenskomst, tarifmæssig løn eller aftalefæstede arbejdsmiljøforhold. De forhold, Günter Walraff har afsløret om udnyttelse af fremmedarbejdere i Vesttyskland, kan blive en truende realitet i Danmark.
Beskidte jobs
Allerede i dag har indvandrerne de dårligste lønninger og de mest beskidte og sundhedsfarlige jobs, som det bl.a. er dokumenteret på A. P. Møllers virksomhed Rostiplast. Udnyttelsen af indvandrerne er også med til at øge modsætningerne i arbejderklassen ved, at indvandrere kan fungere som løntrykkere.
Kampfællesskab på arbejdspladser og i boligområder er den bedste måde at svække racistiske ideer. Det er typisk, at mange arbejdere har racistiske ideer, samtidig med de synes deres farvede arbejdskammerat er OK. Den støtte, som kom fra mange sorte fagforeningsmedlemmer til minearbejdernes kamp, har svækket racismens udbredelse i minerne mere effektivt end tusinder af oplysningskampagner.
Kampen mod racisme bliver virkningsløs, hvis den ikke samtidig tager stilling mod nedskæringer, arbejdsløshed og bolignød. Den koncert som blev lavet i København under navnet SOS-Racisme gør det modsatte. De forholder sig moralsk til racismen og indbyder alle, inklusive regeringen til at være med.
Antiracister må organisere sig og organisere mod racismen, hvor den end findes. På Vesterbro mod Grønjakkernes overfald på flygtninge og i boligkvarterer, som i Trige i Århus hvor der er organiseret underskriftskampagne mod flygtninge i boligkvarteret. Men den anti-racistiske kamp skal ikke begrænse sig til dette.
Konkret støtte til arbejdere i kamp, hvad enten det er de danske stilladsarbejdere eller de sydafrikanske minearbejdere er en del af kampen. Kapitalismen skabte den materielle basis for racismen. Den er ikke noget naturligt eller uundgåeligt. I enhver kamp mod kapitalismen kan arbejdere – hvide som farvede – skabe betingelser, hvor racismen kan overvindes.
Billedtekst:
Grønjakkerne vender deres vrede nedad i stedet for at gå mod de der er ansvarlige for krisepolitikken.
Se også:
SAA 14: Sparekniven mod flygtninge: Der er råd
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed