Socialistisk Arbejderavis
Nr. 14 – November 1985 – side 4
Den permanente revolution
Pia Larsen
De russiske arbejdere har indtil i dag gennemført verdenshistoriens eneste socialistiske arbejderrevolution. Desværre forblev revolutionen isoleret, og i dag har stalinisme og statskapitalisme totalt fjernet sporene fra 1917.
Der er sket meget siden 1917. Kapitalismen er udbygget på verdensplan, og i dag findes der ikke det land på kloden, der ikke er berørt af kapitalismens lange arme. Selv i lande uden formel parlamentarisme og med feudale strukturer kan man se store kapitalkoncentrationer. Kæmpefabrikker med høj teknologisk produktion er naboer til marker, hvor småbønder høster med håndkraft. Overalt i verden forvandles bønder og håndværkere til arbejdere ved samlebånd og loddekolber.
At kapitalismen er et verdenssystem, og at socialismen nødvendigvis også må være det, var meget vigtigt for den russiske revolutions teoretikere. Lenin vidste, at den russiske revolution aldrig ville have en chance for at overleve, med mindre den ville blive efterfulgt af revolutioner i andre kapitalistiske lande – først og fremmest Vesteuropa.
Men i både Tyskland, Bulgarien, Ungarn og Italien blev de militante arbejdere slået ned, og den russiske revolution blev isoleret.
Arbejderklassens rolle
Marx anså kapitalismen for at være progressiv. Skønt indhyllet i blod banede kapitalismen nemlig vejen for socialismen. Det gjorde den, fordi den skabte
- det materielle grundlag for et klasseløst samfund,
- koncentrerede arbejdskraften,
- nedbrød grænserne og skabte en økonomi på verdensplan og
- skabte sin egen banemand – en arbejderklasse, der via sin magt og kollektivitet var i stand til at overtage produktionen.
Marx’s teorier fik mange revolutionære til at tro, at en socialistisk revolution derfor kun kunne gennemføres i et avanceret kapitalistisk land med en stor arbejderklasse.
Det var ikke tilfældet i Rusland ved århundredskiftet. Landet var enevældigt styret af zaren, de fleste russere var fattige småbønder, og borgerskabet var svagt og meget lidt oprørsk. Men i de større russiske byer havde udenlandsk kapital skabt kæmpefabrikker med tusinder af arbejdere.
Massive strejker og oprør i 1905 fik en af revolutionens store teoretikere, Lenin, til at vende sig mod arbejderklassen. Skønt lille i antal havde arbejderklassen nemlig demonstreret sin magt og vist, at den udgjorde en langt større trussel mod zaren end alle bønder og venstreorienterede intellektuelle tilsammen.
Lenin indså, at kun arbejderklassen kunne gennemføre revolutionen, men helt frem til 1917 mente han, at det var borgerskabets revolution, arbejderklassen skulle gennemføre.
Tværs igennem
Her kommer en anden af revolutionens store tænkere ind i billedet. Leon Trotskij havde også lært af 1905.
Hvor Lenin ikke troede, at en revolution ledet af arbejderklassen kunne føre længere end til en demokratisk stat styret af arbejdere og bønder, mente Trotskij, at revolutionen omgående kunne føres videre til smadring af kapitalismen og indførelsen af proletariatets diktatur:
»Mens det demokratiske småborgerskab ønsker en ende på revolutionen så hurtigt som muligt, er det vores opgave at gøre revolutionen permanent, indtil alle besiddende klasser er sat fra magten, indtil proletariatet har erobret statsmagten og proletariatet i alle fremskredne lande er holdt op med at konkurrere med hinanden og har produktionsmidlerne under kontrol.«
Trotskij var indtil 1917 medlem af mensjevikkerne, en politisk strømning, som Lenin allerede havde brudt med i 1903. Mensjevikkerne advarede mod at føre revolutionen for vidt. De mente, at arbejderklassen måtte underlægge sig alliancen med borgerskabet og for enhver pris undgå at skræmme dem væk. Hvis arbejderklassen blev for revolutionær, ville borgerskabet bare vende tilbage til zaren. Ruslands historie måtte ifølge mensjevikkerne følge Englands, Frankrigs og Tysklands dvs. at der først måtte indføres borgerligt demokrati og en udbygget kapitalisme.
Dobbeltmagt
Som så ofte før viste virkeligheden sig fra en lidt anden side end teoriens. Hverken Trotskij eller Lenin havde forudset den ni måneder lange dobbeltmagtssituation, der opstod i Rusland i 1917.
Allerede i februar tvang arbejderklassen zaren til at gå af, og i stedet blev der indsat en provisorisk regering. Sideløbende med denne regering havde tusinder af arbejdere dannet arbejderråd på fabrikker og blandt soldaterne. Arbejderrådene krævede retten til at bestemme over produktion og liv, og under mottoet »Brød og frihed« demonstrerede de imod krig og udbytning.
Mensjevikkerne var ikke i tvivl. Arbejderne skulle straks standse deres indædte modstand og overlade magten til borgerskabet og den provisoriske regering. Lenins parti, bolsjevikkerne, var mere i tvivl, men de begyndte at skride til højre. I avisen Pravda støttede de regeringen og satte kun vage spørgsmålstegn ved krigens fortsættelse.
Først da Lenin vendte tilbage til Rusland og formulerede de såkaldte »April-teser«, blev linjen igen klar. Arbejderklassen måtte fortsætte revolutionen, vælte borgerskabet og den provisoriske regering og via arbejderrådene overtage magten i landet.
Læren af Rusland
Trotskij fastholdt sine synspunkter om den permanente revolution.
- Det var arbejderklassen, der havde styrtet zaren i februar 1917, ikke det liberale borgerskab. At borgerskabet midlertidigt overtog magten, skyldtes simpelthen, at arbejderpartierne havde givet dem den på et fad.
- Borgerskabet viste sig ude af stand til at gennemføre den borgerlige revolution, at danne en demokratisk regering og løse jordspørgsmålet.
- Den borgerlige revolution voksede automatisk over i en socialistisk revolution og proletariatets diktatur (arbejderrådene).
- Revolutionen ansporede oprør i Tyskland, Ungarn, Italien etc.
- Hvis ikke revolutionen blev spredt; ville det betyde nederlag for arbejdermagten og den socialistiske revolution i Rusland.
Først demokrati – så socialisme!
Trotskij fik ret. Da den revolutionære bølge i Europa havde lagt sig, blev også revolutionen i Rusland tabt. Bureaukratisering og stalinisme skabt et statskapitalistisk styre, der i dag er en integreret del af verdenskapitalismen.
Stalin proklamerede socialisme i ét land, og i stedet for teorien om den permanente revolution fastslog han »to-fase-strategien«.
To-fase-strategien indeholder netop alle de elementer, som Trotskij advarede imod, og som fik ham til at udvikle teorien om den permanente revolution. Foruden troen på socialismen i ét land, betyder Stalins udlægning nemlig, at arbejderklassen skal underlægge sig det nationale borgerskab i kampen for frigørelse fra imperialismen.
Ifølge to-faseteorien, som alle Moskva-tro kommunister følger i dag, skal arbejderklassen i de tilbagestående kapitalistiske lande følge borgerskabet i en national frigørelseskamp. Denne opbakning bag borgerskabet betyder, ligesom mensjevikkerne sagde i Rusland, at arbejderklassen ikke må skræmme borgerskabet ved at være for militante.
Fra Spanien i 1936, til Chile i 1973 og til den iranske revolution har vi set resultatet af dette klassesamarbejde.
Teorien om den permanente revolution, som fastholder arbejderklassens ledende rolle, uanset om den er et mindre- eller flertal, er den eneste måde at skære igennem disse katastrofer og undgå terrorregimer som Pinochets Chile og Khomeinis Iran.
Uafhængigt arbejderparti
Ar arbejderklassen ikke skal underlægge sig borgerskabet betyder også, at klassen må have sit eget uafhængige parti, der uden tøven og vaklen i geledderne peger på arbejderklassens selvstændige rolle.
Desværre har historien fremvist flere eksempler på »revolutioner« uden en aktiv arbejderklasse. Kina og Cuba er de bedste eksempler. Begge lande var i stand til at frigøre sig fra imperialismen og styrte den herskende klasse. Senest har Nicaragua føjet sig til listen.
Men her er det vigtigt at se på, hvor disse lande står i dag. Det er ikke arbejderklassen, der har magten. Produktionsmidlerne er ikke i arbejdernes hænder, men derimod i statens. Og disse stater konkurrerer på verdensmarkedet på lige fod med »almindelige« kapitalistiske lande. Arbejderklassen må underlægge sig statens interesser, senest i Nicaragua med strejkeforbud, demonstrationsforbud og begrænsninger i organisationsretten.
Mao vandrede sin lange march uden opbakning fra arbejderklassen i de store byer, de blev »befriet«. Castro førte sin lille tapre hær over bjerge og dale og befriede arbejderklassen fra Batista. I Nicaragua er sandinisterne ikke et parti, der insisterer på arbejderklassens frigørelse fra udbytning, men derimod en alliance med borgerskabet, der sørger for ikke at skræmme privatkapitalen væk.
Når disse revolutioner er »uheldige«, så skyldes det, at de desværre lyser som gode eksempler for mange progressive i andre kapitalistisk tilbagestående lande. Stalinistiske og maoistiske partier blomstrer, og det kniber langt mere med andre revolutionære traditioner.
At fornægte arbejderklassens ledende rolle er direkte umarxistisk, og at tro, at en arbejderrevolution kan eller skal gennemføres i alliance med borgerskabet, er at fornægte læren af Rusland 1917.
Se også:
SAA 14: ANC: Sort medansvar eller revolution
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed