Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 14 – November 1985 – side 6

V.I. Lenin: “Hvad må der gøres?”

Håndbog i revolution

Jason Meyler

»Giv os en organisation af revolutionære og vi skal løfte Rusland af hængslerne«. Det var hovedtanken i bogen »Hvad må der gøres«, skrevet af Lenin i 1902.

Bogen er nok en af de mest misforståede og kritiserede af Lenins tekster. Men når vi kigger rundt i verden i de sidste ti år, ser vi gang på gang stærke arbejderbevægelser, som har lidt nederlag. Centralt i disse nederlag er manglen på et revolutionært parti rodfæstet i arbejderklassen, som kan føre oprøret videre.

Her kan »Hvad må der gøres« bidrage meget. Ikke fordi dens opskrifter kan bruges altid og i enhver situation. Bogen er meget klart en respons til bestemte problemer i Rusland i de første år af dette århundrede. De problemer, revolutionære står overfor, er forskellige fra tid til anden. Deres prioriteringer og taktik er som konsekvens også forskellige.

»Ethvert spørgsmål,« skrev Lenin, »bevæger sig i en ond cirkel, eftersom hele det politiske liv er en endeløs kæde af en endeløs række af led. En politikers hele kunst består netop i at finde og hage sig meget, meget fast i det lille led, der vanskeligst kan rives ham af hænde, som i det givne øjeblik er det vigtigste, og som bedst garanterer leddets besidder besiddelse af hele kæden.«

Netop fordi Lenin stillede spørgsmålet om en organisation på spidsen, er »Hvad må der gøres« et vigtigt redskab for revolutionære i dag, hvis vi forstår baggrunden for dens udgivelse.

Da marxistiske ideer først fik opbakning i Rusland i 1880’erne organiserede man sig i studiegrupper uden nogen forbindelse med de få strejker, der fandt sted. Mange var så optagede af at dyrke deres egen viden, at de udviklede et nedladende forhold til arbejdernes kampe.

Det var først med strejkebølgen i 1893, at socialdemokraterne (som de revolutionære hed dengang) vendte sig fra abstrakt propaganda, til en agitatorisk linje. Lenin kastede sig ind i arbejdet. Han skrev en hel række løbesedler om arbejdsforhold og lønninger og var optaget af selv den mindste detalje.

Økonomisterne

Den nye linje var en stor succes og betød, at socialdemokraterne kunne forholde sig til den nye aktivitet i arbejderklassen, men selve successen gav problemer. Fra en ensidig understregning af propaganda og teori var grunden nu lagt for det modsatte problem. Mange mente, at de skulle begrænse arbejdet til at rejse arbejdspladsproblemer. Det var denne skarpe adskillelse af politiske og økonomiske spørgsmål, der fik navnet »økonomisme«.

Begrebet var ikke nogen kritik af dem, der forholdt sig til kampen på arbejdspladserne, som Lenin forsigtigt understregede. En økonomist var en, der hævede den økonomiske kamp over den politiske, så den blev et mål i sig selv. Arbejderne skulle langsomt vinde økonomiske reformer og først derefter kunne politiske krav kæmpes igennem.

Disse ideer korn klarest til udtryk i en pjece skrevet af Y. D. Kuskova. Pjecen, der hed Credo, sagde bl.a.: »For den russiske marxist er der kun en vej: at deltage i, d.v.s. at bistå proletariatets økonomiske kamp og deltage i den liberale opposition«. Det betød, at arbejderklassen skulle opbygge fagforeninger, mens det liberale borgerskab skulle gå i spidsen i kampen mod det zaristiske autokrati.

Økonomisternes indsnævrede politiske opfattelser havde også organisatoriske konsekvenser, som betød, at man opgav opbygningen af et revolutionært parti. Økonomisternes blanding af sektionalistisk agitation og en venten på borgerskabet førte til en meget løs organisationsform.

Partiopbygning

For Lenin var kampen mod økonomisterne også en del af kampen for at opbygge et centraliseret politisk parti. Uden et sådant parti ville den centraliserede russiske stat kunne slå ethvert revolutionært angreb tilbage. Det var baggrunden for den skarpe polemik i »Hvad må der gøres«.

Bogen beskæftiger sig med to spørgsmål. Opbygningen af en landsdækkende organisation omkring en avis, og den agitation organisationen skulle gennemføre. Det sidste punkt udviklede sig til en diskussion om, hvor revolutionære ideer kommer fra. Kan arbejdere udvikle en revolutionær bevidsthed alene, eller kan den kun indføres udefra af intellektuelle?

Lenin fremhævede, at »den politiske klassebevidsthed kun kan tilføres arbejderen udefra, det vil sige fra området uden for den økonomiske kamp, uden for den sfære, der består af arbejdernes forhold til arbejdsgiverne.«

Lenin overdriver klart argumentet om bevidsthed. Han siger, at arbejderne ikke kan udvikle revolutionære ideer. Hans adskillelse af spontaneitet og bevidsthed er mekanisk og firkantet. Han indrømmer selv senere i bogen, at »enhver ‘spontan’ bevægelse indeholder elementer af bevidst ledelse, af disciplin.«

Men på trods af problemerne i Lenins formulering skal man huske, at hans modstandere afviste både teori og organisation. De mente, at bevægelsen selv kunne finde ud af de næste skridt.

Deres holdning ignorerede og undervurderede de forskelle, der er i arbejdernes holdning og ignorerede den herskende klasses indflydelse på arbejderklassen. Som Marx udtrykte det, er »de herskende ideer i samfundet de herskendes«.

Lenins kritik

Lenin kritiserede økonomisterne for blot at følge efter arbejdernes spontane kamp, at være halehæng. Det var ikke et spørgsmål om at bøje sig for spontaniteten, men i stedet give kampen retning. Det var et spørgsmål om at generalisere den opsplittede lokale kamp.

»Når arbejderne på en enkelt fabrik eller i en enkelt branche deltager i kampen mod deres arbejdsgiver eller arbejdsgivere, er det så klassekamp?«, spurgte Lenin i et af sine første svar til Credo og svarer: »Nej, det er kun en svag spire til det.« Han sagde videre, at først når arbejdernes ledere var klar over, at det handlede om en samlet kamp mod »den samlede klasse af arbejdsgivere og deres regering«, kunne man snakke om klassekamp. Det krævede, at socialister organiserede arbejderne og generaliserede den spontane, sektionelle kamp.

Det var kun, når arbejderne rejste bredere spørgsmål og støttede andre undertrykte grupper, at man kunne snakke om revolutionære. Han kritiserer økonomisternes leder for mere at være en fagforeningssekretær end en socialistisk politisk leder.

»Formanden i en hvilken som helst fagforening, f. eks. en engelsk, hjælper altid arbejderne med at føre økonomisk kamp, organiserer afsløringer af fabriksforhold ... osv. Og det kan ikke ofte nok fremhæves, at dette endnu ikke er socialdemokratisme, at idealet af en socialdemokrat ikke bør være fagforeningsformanden, men folketribunen som evner at reagere på alle former for vilkårlighed og undertrykkelse ... og som evner at udnytte hver lille sag til, over for alle, at fremlægge sine socialistiske opfattelser ...«.

Over for økonomisterne, som var stolte af »deres snævre og organiske forbindelse med den proletariske kamp«, var det rigtigt på det tidspunkt at kritisere »deres knæfald for spontaneiteten« og den indsnævring af politikken der fulgte. Deres linje betød, at man skulle vente på arbejderklassen og afviste at opbygge et revolutionært parti.

Men i praksis er der ingen kinesisk mur mellem spontaneitet, bevidsthed og organisation. I 1902 var der få tendenser til, at kampen kunne generaliseres. Tre år senere, i en revolutionær situation, var det bolsjevikkerne, der haltede efter arbejderklassen. I 1905 skrev Lenin, at »arbejderklassen er spontant socialdemokratisk.« Det var ikke så meget Lenin der havde ændret sig, men derimod situationen.

Men hvordan kunne Lenin i 1902 forbinde sine drømme om at smadre den russiske stat med de barske realiteter: nogle få hundrede dårligt organiserede revolutionære?

Avisens betydning

Kernen i hans plan er enkel. Partiet opbygges omkring en landsdækkende avis. På samme måde som når man opfører en bygning, opstilles der et stillads. Stilladset gør det muligt for håndværkerne at kommunikere og koordinere deres aktiviteter. På samme måde kan forskellige aktivister kommunikere gennem avisen.

En avis vil kunne træne medlemmerne politisk, både når de skriver artikler, og når de skaber kontakter udadtil. De bedste erfaringer og ideer kan deles, og der kan drages lære af fejltagelser.

Lenins plan var mere vidtrækkende end den daglige partiopbygning. »Men et sådant arbejde er utænkeligt i vore dages Rusland uden et landsomfattende blad, der udkommer meget hyppigt. Den organisation, der af sig selv vil dannes omkring dette blad ... vil netop være beredt på alt, lige fra at redde partiets ære, anseelse og kontinuitet i en tid med den stærkeste revolutionære »depression« og til forberedelse, fastsættelse og gennemførelse af hele folkets væbnede opstand.«

Avisen kan opbygge den revolutionære organisation ved i første omgang at organisere aktivisterne. Når organisationens indflydelse og opbakning i klassen begynder at vokse, vil den kunne organisere klassen. Og til sidst vil avisen kunne organisere det centraliserede apparat, som er nødvendigt i en revolution.

Avantgarde

For Lenin var partiet ikke et parti bestående af hele klassen. Hvis det søgte at repræsentere samtlige arbejdere, ville det tilpasse sig de mere konservative dele af arbejderklassen, som reformistiske partier gør. Som konsekvens kan partiet kun organisere et mindretal, når revolutionen ikke er lige om hjørnet. Det er kun med en klar politik, at dette mindretal kan begynde at vinde indflydelse i arbejdernes kamp.

For en lille organisation er teori uhyre vigtig. »Vort parti er kun lige ved at tage form og skabe et ansigt og har endnu langtfra afsluttet opgøret med den revolutionære tænknings andre retninger, der truer med at føre bevægelsen bort fra den rette vej.«

Det første nummer af Lenins avis, Iskra, fremhævede også vigtigheden af politisk klarhed: »Inden vi samler os og for at kunne samle os, må vi først afgjort og bestemt afgrænse vores politik.«

Lenin skulle igen bøje stokken. Problemet var, at mange gamle bolsjevikker brugte »Hvad må der gøres« mod ham, fordi de ikke havde forstået at tilpasse partiet til de ændrede betingelser.

I 1905 var situationen anderledes. Der var massestrejker og revolution i luften. Lenin argumenterede for, at partiet skulle åbne op for alle arbejdere, der var blevet revolutionære. Perspektivet for opbygningen i et opsving er ikke det samme, som når arbejderne er i defensiven.

Billedtekster:
Lenin bøjede stokken for at kunne opbygge en revolutionær organisation.
Kopi af første nummer af lskra.

 

Flere artikler fra nr. 14

Flere numre fra 1985

Se flere artikler af forfatter:
Jason Meyler

Siden er vist 1863 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside