Socialistisk Arbejderavis
Nr. 14 – November 1985 – side 8
Greenpeace
Økologernes flagskib
Anne Kaltoft
Den franske efterretningstjenestes agenters fiasko i forbindelse med sænkningen af Rainbow Warrior har endnu engang bragt Greenpeace i mediernes søgelys.
Greenpeace begyndte i 1971 som et forsøg på at stoppe USA’s atomprøve-sprængninger på Aleuterne. I løbet af et år havde de deres første sammenstød med den franske regering, da de sejlede deres yacht ind i et atomprøvesprængningsområde.
Deres forsøg på afbrydelse af yderligere atomprøvesprængninger blev det følgende år brutalt stoppet, da den franske flåde entrede deres yacht og gennembankede besætningen. Men begivenheden gav dem meget reklame og kapital.
Greenpeace er siden kommet på forsiderne med afsløringerne af British Nuclear Fuel's »utætte« Sellafield-værk, med deres dumdristige forsøg på at stoppe dumping af atomaffald og anden farlig forurening i havene og med deres konsekvente overvågning af miljøskader overalt i verden.
På grund af deres mod og stædighed har Greenpeace vundet støtte fra millioner, samtidig med at de har rettet opmærksomheden mod nogle af de ting, som truer vore liv.
På trods af at Greenpeace ofte kommer i konflikt med staten og storkapitalen, og på trods af deres klare ønske om at forbedre almindelige menneskers liv, er den politik, der ligger bag dem, katastrofalt svag.
Ingen af dem tager fat på klassenaturen af den verden, som de forsøger at. redde. Den måde, økologisterne fører deres kampagner på, forudsætter både en stat, som kan presses til at ændre politik og en storkapital, som kan presses til at se fordelene ved et »rent« miljø.
Økologisternes modstandere har alle ressourcer til at fremskaffe »videnskabelige beviser«, til at betale bøder eller til at udbedre skader med. Og når alt andet slår fejl, er de rede til at bruge vold for at afskrække deres kritikere som ved sænkningen af Rainbow Warrior.
Den lethed, hvormed økologiske kampagner enten kan besejres eller tilpasses kapitalen, er et udtryk for et mere fundamentalt problem.
Den nyere økologiske bevægelse udviklede sig i 60'erne og 70'erne ud fra den idé, at der er »naturlige grænser for vækst«. Den startede med en tro på, at der eksisterer en vis balance mellem naturen og menneskeheden, som det moderne industrisamfund har væltet.
I følge denne teori er der fødevaremangel i den tredje verden på grund af overbefolkning.
Men moderne teknologi tillader flere børn at overleve, uden der er mad nok til at føde dem.
Økologisternes begrænsning
Økologisterne ser den moderne industris teknologi som årsagen til verdens problemer. De forstår ikke, at økologiske katastrofer nærmere er et resultat af de sociale relationer, som denne teknologi anvendes i. Disse sociale relationer er kapitalisme – et økonomisk system baseret på blind jagt efter profit.
Det er dette, og ikke teknologien i sig selv, som ødelægger vor omgivende natur.
Selv om økologisterne ikke vil acceptere det, kan den logiske konklusion af deres analyser kun være at sløjfe moderne industriel udvikling og »vende tilbage til naturen« – en løsning. som ville indebære sult og massearbejdsløshed i en uoverskuelig størrelsesorden.
De mere ekstreme »tilbage til naturen«-løsninger er mindre populære i dag end i 60'erne. Den forværrede lavkonjunktur har bragt flere og flere af kapitalismens modbydeligheder op til overfladen, f. eks. de enorme summer, som bruges på våben i en tid med hungersnød.
For tiden er ca. tre millioner mennesker medlemmer af organisationer, som bekæmper syreregn, A-kraft, kemisk forurening eller som beskytter miljøet, hvalerne osv.
Som en konsekvens af at de ikke forstår, at det er kapitalismen, som ødelægger vores verden, mangler disse forskellige organisationer et klart politisk ståsted. Men det behøver ikke være sådan.
Sammenhængen
Der har altid været en sammenhæng mellem ideerne om socialisme og kampen for en bedre, sikrere og smukkere verden.
Det er en tradition rig på ideer og erfaringer. Og det er en tradition, som kan vinde genklang blandt de tusinde, der er forbitrede over denne verdens ødelæggelse.
Hvad disse folk behøver er at orientere sig mod arbejderklassens potentielle styrke, som er den eneste kraft, der er i stand til at gøre op med kapitalismen og dennes vanvittige jagt på profit.
De, der f. eks. er bekymrede for A-kraftværkernes opførelse, burde læse, hvad den engelske elektricitetsboss William Marshall har skrevet:
»Minearbejdernes kamp har på fremragende vis illustreret nødvendigheden af at reducere afhængigheden af kul,« skrev han.
Med andre ord, hvis de engelske minearbejdere havde vundet, ville den engelske regering have været tvunget til at tage hele A-kraft-programmet op til fornyet overvejelse.
Mange i økologibevægelsen støttede aktivt minearbejdernes strejke. De var i stand til at drage en parallel mellem minearbejdernes kamp for arbejdspladser og kampen mod A-kraft.
De mangler nu at generalisere disse erfaringer og forstå, at kun arbejderklasses kamp for socialisme kan redde den omgivende natur fra den ødelæggelse, som kapitalismen medfører.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed