Socialistisk Arbejderavis
Nr. 142 – 12. september 1996 – side 5
Marxisme i hverdagen
Et demokratisk diktatur
Martin B. Johansen
Magthaverne i den vestlige verden har i årtier fremhævet sig selv som forsvarere for den “frie verden”, for demokrati i stedet for diktatur.
De siger, at markedsøkonomi er en forudsætning for demokrati. Men realiteten er, at tilhængerne af kapitalismen altid har kæmpet imod parlamentarisk demokrati og kun modstræbende accepteret det. For eksempel var det kun et yderst lille mindretal af rige mænd, som fik stemmeret efter den første demokratiske forfatning i Danmark i 1849. Kvinderne måtte slås for deres stemmeret, før den blev indført i 1915.
Desuden har den såkaldt frie verden altid inkluderet tyranner og diktaturstater som for eksempel Sydkorea og Saudiarabien.
Magtcentre
Imidlertid er det parlamentariske demokrati grundlæggende et svindelnummer. Fordi de to vigtigste magtcentre i alle kapitalistiske samfund holdes uden for parlamenternes kontrol.
Det gælder for det første den magt, som ligger i hænderne på direktører og bestyrelser i bankvæsen og industrien. Her er den økonomiske magt samlet på meget få hænder, og det er her, at alle de grundlæggende beslutninger tages om produktion, investeringer og beskæftigelse.
For det andet er der selve statsapparatet – de offentlige institutioner, politi, militær og domstole.
Selv om disse områder formelt er underlagt politikernes kontrol, så er den reelle kontrol snarere omvendt. I realiteten er politikerne i lommen på embedsmændenes analyser og forslag, og det er også embedsmændene, der tager alle beslutninger i det daglige.
Et simpelt forslag, der kunne øge befolkningens kontrol over disse magtcentre, ville være at sætte alle direktører og chefer på valg og lade dem blive udpeget blandt de folk, der udfører det egentlige arbejde på fabrikker, skoler osv. Men det ligger fuldstændig uden for ideen om parlamentarisk demokrati at gøre noget sådant.
I virkeligheden er det parlamentariske demokrati en facade, der skal tilsløre, at vi lever i kapitalistisk diktatur, hvor det er en lille klasse, der suverænt tager alle de væsentlige beslutninger om, hvordan samfundet skal udvikle sig.
Marx argumenterede for, at dette kapitalistiske diktatur måtte afskaffes ved, at arbejderklassen erobrer magten fra den herskende klasse og etablerer sit eget diktatur, “proletariatets diktatur”.
På grund af stalinismen, der kom til magten på ruinerne af den isolerede russiske revolution i midten af 1920’erne, forbinder de fleste “proletariatets diktatur” med fangelejre og et-parti styre – altså diktatur over proletariatet.
Men Marx opfattede proletariatets diktatur direkte som etableringen af arbejderklassens magt over kapitalisterne – en magt som måtte udføres aktivt af det store flertal af arbejdere.
Proletariatets diktatur
Proletariatets diktatur betyder demokrati for det store flertal. Det går ud på, at arbejdere overtager kontrollen over fabrikker og alle andre arbejdspladser ved at vælge arbejderråd til at styre virksomhederne. Hele samfundet styres ved at mennesker på arbejdspladser og andre kollektive sammenhænge vælger delegerede til rådsforsamlinger på både lokalt og nationalt plan.
Hele pointen er, at denne arbejdermagt – “proletariatets diktatur” – vil være langt mere demokratisk end det nuværende system. I stedet for at nøjes med at stemme en gang hvert fjerde år vil det involvere alle mennesker i de daglige beslutninger om hvad og hvordan, der skal produceres.
Arbejdermagten vil afskaffe de professionelle politikere og skabe et system, hvor valgte delegerede kan erstattes af andre, i samme øjeblik de ikke længere har opbakning. Det vil betyde, at al ledelse udpeges nedefra, ikke fra oven.
Proletariatets diktatur vil være demokrati i ordets egentlige betydning – “folkets magt”.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed