Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 148 – 5. december 1996 – side 4

Deres moral og vores

Hvor blev moralen af?

Martin B. Johansen

Da Nyrup-regeringen kom til i januar 1993, var det blandt andet på løftet om en ny regering med en helt anden moralsk standard end den forrige, der blev væltet på tamil-sagen.

Men bare indenfor den sidste tid er Nyrup selv blevet afsløret i to gange at have ført offentligheden bag lyset.

Den ene gang var, da Helvegs bog afslørede, at formandsskiftet i Socialdemokratiet var planlagt i godt tid sammen med de Radikale. Den anden gang var Rushdie-sagen.

[ Salman Rushdie ]

Regeringen forlanger, at vi overholder vores moralske pligter, når vi skal have bistandshjælp eller dagpenge. Men Rushdie-sagen viser, hvor lav regeringens egen moral er.

Alligevel har regeringen afløst al snak om sociale forbedringer med moralens pegefinger.

Vi hører stadig oftere udtalelser fra ministre og embedsmænd om, at hvis man ikke vil tilpasse sig, så får man ingen hjælp fra det offentlige.

I forslaget til en ny bistandslov er moralen ligefrem indbygget i lovteksten, når man kræver, at bistandsmodtagere skal arbejde for at få penge.

Moraliseringen går også igen i det såkaldte “sæbecirkulære”, som lægger op til, at arbejdsløse kan miste understøttelsen, hvis Arbejdsformidlingen mener, at de i kraft af påklædning, udseende eller personlig indstilling ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Vi hører også moraliseringen igen og igen, når ministre siger, at “man må yde, før man kan nyde”. De giver også forældre skylden for, at deres børn klarer sig dårligt i skolen. Og nogle politikere har luftet tanker om, at alkoholikere og rygere ikke skal ret til gratis lægehjælp, fordi de med deres misbrug er en byrde for samfundet.

Når politikerne fremturer med deres moralisme, så er dobbeltmoralen til at få øje på. For mens de har travlt med at fortælle os, at vi selv må spare sammen til pensionen, så forærer de penge væk til de rige gennem skattenedsættelser og fjernelse af formueskatten.

Det stank også af dobbeltmoral, da Birthe Weiss hængte Citra Rajendram ud som løgner kort tid efter, at hendes egen partiformand, Poul Nyrup, i samme periode to gange blev afsløret som løgner.

Al deres snak om moral handler ikke om at opbygge et samfund på moralske værdier. Politikerne og den herskende klasse lever ikke op til den moral, som de kræver af alle andre.

Moraliseringen handler om et skift i velfærdsstaten fra at tale om folks rettigheder til at fokusere på deres pligter. Det betyder et skift i retning af mere autoritære holdninger fra de offentlige myndigheders side.

Al snakken om moral og pligter i stedet for rettigheder er ikke rettet mod de rige og magtfulde. De bliver ikke ramt af tvangsarbejde, arbejdsløshed og begrænsninger i offentlige ydelser. Moralismen skal bruges til at skabe en opfattelse i middelklassen og arbejderklassen af, at der findes en klasse under dem, som er dovne og lever af at svindle sig til offentlige midler.

Målet er at få arbejderklassen til at sparke nedad i stedet for at slås mod den rige overklasse, som er de egentlige samfundssnyltere.

Følelsen af uretfærdighed

De fleste socialisters reaktion på moralismen er helt naturligt at forsvare de grupper, som bliver hængt ud af moralisterne.

Men diskussionen kan ikke stoppe her. Selv om det er åbenlyst, at meget af moralismen skal dække over planlagte nedskæringer, så rejser hele moraldebatten nogle mere generelle spørgsmål.

For det første: Findes der overhovedet nogle universelle moralske principper, som er fælles for alle mennesker uanset social position?

Karl Marx afviste at opstille generelle moralregler. Moralske regler kan ikke ses isoleret fra historien og samfundets udvikling. Det betyder, at de samme handlinger kan være acceptable i én type samfund, men forkastelige i et andet.

Moral er også afhængig af den sociale position. Drab er forkasteligt, med mindre det er iværksat af regeringschefer og generaler og udføres af mennesker i uniform – så hedder det ikke drab, men krig. Det er også forkert at stjæle, med mindre det hedder skat og moms og primært tages ud af lommerne på arbejderklassen.

Abstrakte moralske principper – “man må ikke slå ihjel”, “man må ikke stjæle”, “det er forkert at lyve” – ender altid med enten at acceptere den slags dobbeltmoral eller med at tage afstand fra folk, der slås imod systemet og i kampen tager “umoralske” metoder i brug, fx at bruge vold mod politiet.

At afvise abstrakt moralisme er dog ikke det samme som at afvise moral overhovedet. Gennem arbejderbevægelsens historie er der opstået en række moralske pligter – pligten til ikke at bryde en strejke uanset det pres, der hviler på en selv eller familien; pligten til at vise solidaritet; pligten til ikke at hænge etniske eller religiøse minoriteter ud som syndebukke.

Desuden er de fleste socialister motiveret af en følelse af, at mange ting i samfundet er forkerte – ikke blot fordi de står i modsætning til ens egne materielle interesser, men fordi en række forhold opleves som forkerte i sig selv: racisme og sexisme, fattigdommen i store dele af verden, truslen om atomkrig osv.

Et andet spørgsmål er, hvordan socialister skal blande sig i diskussioner om fx prioriteringer i sundhedsvæsenet. Der produceres en lang række debatter om moralske spørgsmål i stil med: Hvordan skal man vælge, når valget står mellem én hjertetransplantation på en 20-årig eller ti hofteoperationer på 60-årige?

Den slags debatter er velegnede til at splitte folk og ender oftest med vurderinger af hvilket valg, samfundet har størst “gavn” af.

Men det vigtigste spørgsmål bliver ikke berørt – spørgsmålet om hvorfor ressourcerne er begrænsede, og hvordan vi kan ændre på fordelingen af ressourcerne, så vi i fremtiden kan vælge begge dele.

Når man rejser spørgs målet på den måde, så er det ikke længere et moralsk, men et politisk spørgsmål. Det viser igen, at moral og etik ikke er hævet over de samfundsmæssige forhold.

Kapitalismen er umoralsk

I “Det kommunistiske manifest” formulerede Marx og Engels et meget stærkt moralsk princip for kampen mod det borgerlige samfund: At skabe et samfund, hvor “hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling.”

Størstedelen af Marx’ arbejde gik i virkeligheden ud på at fastlægge betingelserne for at skabe et sådant samfund.

Marx’ udgangspunkt var, at mennesker af natur er sociale væsener. Ingen af os kunne overleve i naturen, hvis vi ikke samarbejdede med andre. Alle vores følelser, glæder og sorger afhænger af vores forbindelser med andre mennesker som en del af et større samfund.

I et klasseløst samfund fortæller de moralske normer, hvordan man skal opføre sig, hvis man vil have andel i det fælles arbejde og det sociale liv, som udvikler sig i den forbindelse. Det betyder, at der er en tæt forbindelse mellem moralske normer og den faktiske opførsel.

Men så snart der opstår klasser i samfundet, så bliver de moralske normer tolket forskelligt af de forskellige klasser. Den herskende klasse vil forsøge at påtvinge andre klasser sit syn på, hvordan mennesker skal leve – således bliver “godt” lig med at acceptere de sociale forskelle; “ærlighed” betyder, at de rige skal have lov til at forblive rige; “dyd” betyder, at man indretter sig efter et fastlagt familiemønster.

I et sådant samfund bliver forbindelsen mellem hvad, der er moralsk, og det, der kan sikre hver enkelts fri udvikling, så godt som brudt. Den herskende moral bliver på den ene side et sæt regler, der skal få den undertrykte klasse til at acceptere magthavernes prioriteringer og beslutninger. På den anden side kommer de moralske normer til at svæve frit i luften, fordi de er tvetydige og ikke handler om at forbedre det sociale liv.

Derfor bliver moral for de fleste mennesker et tilfældigt sæt antagelser, som man frit kan vælge imellem. Moralen skaber på den ene side skyldfølelse og følelse af utilstrækkelighed, på den anden side skaber den egocentreret opførsel.

Det var på baggrund af den store afstand mellem det kapitalistiske samfunds tvetydige moral og den rolle, som moral kunne spille som udgangspunkt for fælles handling, at Karl Marx forsøgte at opstille et alternativ.

Marx’ vigtigste udgangspunkt var den simple kendsgerning, at for at kunne udvikle sig frit måtte mennesket være i stand til at sikre sig mad, tøj, bolig osv. Det betød, at jo mere effektivt mennesket kan producere disse ting, desto bedre er mulighederne for at sikre alle menneskers fri udvikling.

I sine værker om kapitalismens økonomi fastslog Marx, at kapitalismen på den ene side har betydet enorme fremskridt i menneskets produktive evner. På den anden side betyder klassedelingen og markedsøkonomien, at produktionen planlægges anarkistisk og med det ene mål skaffe individuelle kapitalister størst mulig profit.

Derfor kunne den dybest set moralske målsætning om at sikre enhvers fri udvikling kun opnås ved at fjerne hindringerne for, at menneskehedens produktive evner kommer hele menneskeheden til gode. Altså handlede moral for Marx om at fjerne kapitalismen.

For Marx var hjørnestenen ikke individets personlige opførsel, men kampen mellem sociale kræfter – moral handlede ikke om personlige dyder, men om kampen for et ordentligt samfund.

Vores moral

Selv om marxismen har et fundament i moralske normer, så sker kampen for disse normer på et helt andet plan end den gængse diskussion om individuel moral og opførsel.

[ Leon Trotskij ]

Trotskij mente, at selv om arbejderklassen måtte overskride den borgerlige moral, så kunne målet ikke altid hellige midlet.

I modsætning til individuel moralisme har arbejderklassens kamp gennem de sidste 150 år vist, hvordan nye moralske værdier er opstået i kampen for arbejderklassens frigørelse. Det er værdier, der i stedet peger på solidaritet, gensidig støtte, om at udnytte individuelle evner til kollektivets fordel, om at forene de individuelle ønsker i fælles kampe.

Selv om marxismen afviser abstrakt moraliseren, så viser den alligevel, hvordan et konkret udgangspunkt i arbejderklassens kamp for et mere humant samfund kan begynde at opbygge retningslinjer for, hvordan en socialistisk moral skal se ud.

Leon Trotskij skrev i midten af 30’erne, at under visse betingelser kan målet hellige midlet, nemlig "hvis det fører til udvidelse af menneskets magt over naturen og til ophævelse af menneskets magt over mennesket".

For at nå det mål, kan det være nødvendigt at tage midler i brug, som forskrækker det nuværende samfunds moralister – fx brug af magt for at neutralisere statsmagtens voldsapparat. Men det betyder ikke, at ethvert middel kan retfærdiggøres.

Som Trotskij udtrykte det:

“Tilladte er kun de midler, som forener det revolutionære proletariat, fylder dets hjerte ned uforsonligt had mod undertrykkelse, giver det bevidsthed om sin egen historiske mission og højner dets mod og selvopofrelse i kampen.

Præcist deraf følger, at ikke alle midler er tilladte. Det store historiske mål afviser de falske midler og veje, som sætter den ene del af arbejderklassen op mod den anden, eller som foringer massernes tro på sig selv og deres organisation.”

De utilladelige midler omfatter alt, som holder arbejderklassen i uvidenhed, alt som spiller forskellige grupper ud mod hinanden, alt som afleder vreden over undertrykkelsen i retning af at finde syndebukke – alt som i sin konsekvens forringer arbejderklassens mulighed for at erobre hele samfundet.

Derfor kan en socialistisk moral aldrig udvides til at retfærdiggøre forfølgelse af seksuelle eller etniske minoriteter, demagogi eller oprettelse af diktaturer.

Flere artikler fra nr. 148

Flere numre fra 1996

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1827 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside