Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 149 – 19. december 1996 – side 4

Er statsgælden et problem?

De skylder os velfærden

Ole Mølholm Jensen

Gennem de seneste år er statens underskud igen og igen blevet hevet frem som det helt afgørende problem i den danske økonomi.

Det har især været de borgerlige partiers paradenummer at snakke om alle de penge, der “fosser ud af statskassen”.

OECD-rapporter på stribe har krævet nedskæringer på overførselsindkomster og sænkning af mindstelønnen som medicin mod statsunderskuddet.

Forskellige skrækvisioner er blevet tegnet af fremtidens danske samfund, hvor horder af krævende pensionister suger penge til sig og gør livet surt for de få, der fortsat er aktive på arbejdsmarkedet.

Vi får at vide, at det alt for gavmilde velfærdssystem er årsagen til statens milliardgæld – og at vi må indstille os på lavere pensioner, dårligere offentlig service, lavere understøttelse osv.

Men det mærkelige er, at statsunderskuddet i Storbritannien i dag er tre gange så stort som i Danmark, selv om velfærdsstaten i Storbritannien blev næsten afskaffet i 80'erne under den konservative Thatcher.

Problemet med statens gæld er stærkt overdrevet. Regeringens egne tal viser, at underskuddet er faldet i forhold til den samlede produktion i de sidste fire år. Økonomiministeriet regner med et overskud på statens budgetter i 1997 på to mia. kr.

Umulig

Underskuddet på statens regnskaber opstår, fordi den kapitalistiske økonomi i bund og grund er umulig at planlægge. Det burde ellers være simpelt at beregne kommende års udgifter til pensioner, børnepasning, skoler og sygehuse og fastlægge skatterne derefter. Men svingninger i arbejdsløshed og renter skaber konstant uforudsete problemer for enhver regering, hvad enten den er borgerlig eller socialdemokratisk.

Dertil kommer, at den rige overklasse konstant værgrer sig ved at betale skat af sine formuer.

Derfor er diskussionen om statens gæld i sidste ende udtryk for, at den herskende klasse vil have arbejderklassen til at betale for dens manglende evne til at styre økonomien.

Sugerøret i statskassen

Den mest almindelige påstand om statsgælden er, at den skyldes 60’ernes og 70’ernes overforbrug.

Men statsgælden er skabt af problemer i den kapitalistiske økonomi, ikke af for høj levestandard. En undersøgelse fra Aalborg Universitet viste således, at kun 14 pct. af statsgælden skyldtes stigende udgifter til offentlig service – resten er omkostninger til renter og valutareguleringer.

Den nuværende statsgæld opstod først i midten af 70’erne på grund af den økonomiske krise og stærkt stigende arbejdsløshed. Der var så sent som i 1974 overskud på statens budget.

Da den økonomiske krise satte ind i 1974 forventede regeringen, at det var et kortvarigt fænomen og satsede på at finansiere større udgifter til understøttelse via udenlandske lån.

Men arbejdsløsheden fortsatte med at stige, og det fik statsgælden til at stige i samme takt.

I dag er renteudgifter på grund af statsgælden en tung post på statens budget. De udgjorde 11,1 pct. i 1994 mod blot 3,1 pct. i 1972. I 1994 blev der betalt over 64 mia. kr. i renter på statsgælden – mens der blev brugt fx 51 mia. kr. på arbejdsløse og 34 mia. kr. på sygehuse.

Målt i forhold til bruttonationalproduktet (BNP), dvs. den samlede produktion i både offentlig og privat sektor, er renteudgifterne steget fra ca. 1,5 pct. i 70’erne til 8 pct. i 1994.

Omfordeling

De store renteudgifter udtrykker en betydelig omfordeling af penge fra almindelige lønarbejdere til banker, fonde og pensionskasser. For det første fordi renterne betales via skatten, og fordi det især er de store pengetanke, der låner penge til staten ved at opkøbe statsobligationer.

For det andet fordi regeringerne siden starten af 80’erne har ført en lavinflationspolitik. Den lave inflation har gjort det til en god forretning for banker og andre pengetanke at udlåne penge til staten.

Det er en almindelig påstand, at statsgælden betyder, at den danske økonomi er i lommerne på udenlandsk kapital. Men faktisk stammer 75 pct. af statsgælden fra indenlandske banker og pensionskasser.

I de sidste fire år er statsgælden reelt faldet, målt i forhold til bruttonationalproduktet. I 1993 svarede den samlede statsgæld til 80 pct. af BNP, og det tal er faldet til 70 pct. i 1996. Den seneste økonomiske oversigt fra Økonomiministeriet forventer et overskud på statens budget på to mia. kr. i 1997.

Kort sagt så bliver der produceret forholdsvis mere, end statsgælden vokser. Det betyder, at der reelt set er bedre råd til pensioner og andre overførselsindkomster end i tidligere år.

Hertil kommer, at staten hvert år bruger milliarder på en stående hær og politi og tilmed har sænket beskatningen for de rigeste ved sidste år at fjerne formueskatten. Her er der ingen smalle steder og problemer med statsunderskud.

Statens underskud er ikke et økonomisk spørgsmål, men et klassespørgsmål: Skal arbejderklassen betale, eller skal de rige punge ud? Regeringen og de borgerlige angriber arbejderklassen og freder de rige.

Det seneste eksempel var forsøget på at lempe virksomhedernes beskatning ved de hemmelige finanslovsforhandlinger mellem regeringen og de konservative. De brød sammen, men ideerne er ikke forsvundet. De vil også fremover forsøge at hente flere penge ved at skære i pensioner, forringe efterlønsordninger, reducere dagpenge og skære i bistanden.

Formålet er ikke at fjerne statsunderskuddet, men i stedet hele tiden at forøge den herskende klasses del af overskuddet af den samlede produktion.

En god forretning

Underskuddet på statens budget udtrykker meget enkelt, at statens udgifter er større end indtægterne. Staten finansierer det underskud ved at udstede statsobligationer, som først og fremmest opkøbes af banker, fonde og pensionskasser.

Staten har i modsætning til almindelige lønarbejdere aldrig problemer med at låne penge. Og det viser, at der grundlæggende er penge nok i samfundet til at betale statens udgifter.

I virkeligheden kunne staten undgå at låne penge ved at brandbeskatte de rige – de havde profitter på over 600 mia. kr. i 1995. Men hvor arbejderklassen tvinges til at betale en stor del af sine indtægter i form af skatter og moms, så kan de store pengetanke nøjes med at låne penge ud mod klækkelige renter.

På den måde bliver der hvert år omfordelt over 60 mia. kr. via skatterne til banker og fonde.

Reelt er statsunderskuddet et mindre problem for den danske statsmagt, og skåret ind til benet er det grundlæggende bare et nyt ideologisk redskab for magthavernes konstante jagt på vore lønninger og generelle levestandard for at hæve virksomhedernes profitter.

Det er et rigt samfund

Diskussionen om i hvilket omfang, der er råd til velfærd, tilføjes hele tiden nye afsnit. Problemstillingen er falsk. Produktionen stiger år for år i landet, og der er aldrig blevet fremstillet flere varer end netop nu.

På verdensplan er evnen til at producere fødevarer og andre forbrugsvarer blevet øget dramatisk. Forøgelsen af evnen til at producere har medført alle mulige forsøg på at begrænse produktionen. Kvoter på mælk, korn, fisk og mange andre basale fødevarer er mere reglen end undtagelsen. Der gives tilskud til nedlæggelse af landbrugsjord og slagtning af husdyr. Alt sammen for at holde produktionen nede, og dermed prisen oppe.

Selvom der er fødevarer nok i verden, må 840 millioner mennesker leve under sultgrænsen. Problemet er ikke manglen på mad eller for lidt råd til mad til de sultne. Problemet er den samfundsmæssige fordeling af det, der produceres, og den manglende planlægning af produktionen.

I dag produceres der ekstremt mange ting, som reelt ikke kan bruges. Reklamebudgetterne overstiger mange gange den pris, det vil koste at holde sulten fra døren i alle dele af verden. Alligevel postes der forsat milliarder og atter milliarder ind i reklamebranchen.

Der bruges forsat gigantiske milliardbeløb på våbenproduktion og indkøb af krigslegetøj. Det gir selvfølgelig en del job, men særlig fornuftig brug af ressourcer er det ikke.

Beregninger har vist, at mindst 50 procent af de samlede omkostninger til produktion går til militær, reklamer, indpakning og de riges luksus.

Milliarder

For de milliarder, der bruges på at få os til at købe den ene eller anden ting, kunne vi bygge bedre børnehaver, flere vuggestuer, give bedre pensioner og meget andet godt.

På samme måde er det med den danske krigsmaskine. Hvis den blev skrottet, ville det ikke være et problem at lave en god kollektiv trafik, forbedre sygehuse og meget mere.

Sagen er, at samfundet svømmer i ressourcer, der bare anvendes helt tåbeligt. Der er ikke nogen planlægning, som tager sit udgangspunkt i hvordan vi får en bedre velfærd.

Forklaringen er enkel. Ressourcerne anvendes til at forbedre borgerskabets vilkår og forsvare deres interesser og ejendom. Med andre ord hedder problemet kapitalisme.

Konkurrerer

Når der i dag snakkes om, at det er nødvendigt at begrænse folkepensionen, at skære ned på sygehuse og forringe forholdene i skolerne, hænger det sammen med de vilkår, som de enkelte kapitalister konkurrerer på. De konkurrerer nemlig på, hvor meget udgiften skal være til at holde arbejdskraften i gang.

Så jo mere det danske borgerskab kan trykke leveomkostningerne, jo bedre står de i konkurrencen med kapitalister i andre dele af verden.

Manglen på velfærd er derfor ikke et ressourceproblem, men et fordelingsproblem. Hvis velfærden blev fordelt efter behov og ikke efter at slippe så billigt som muligt, ville der være rigeligt til alle. Derfor kræver kampen for en ordentlig velfærd også kamp mod kapitalismens frådseri og tåbelige ressourceforbrug.

Går galt

Det går først galt, hvis vi som de borgerlige socialdemokratiske ledere bøjer os for markedsøkonomiens behov. Hvis vi skal tænke på mulighederne for profit før velfærd, er der nemlig aldrig råd nok til velfærd.

Selv i et samfund som det norske, hvor der i dag er kæmpeoverskud, vil den socialdemokratiske regering ikke investere i sygehuse, skoler, bedre understøttelse med mere. Baggrunden er ikke manglen på ressourcer, men de socialdemokratiske lederes angst for at komme til at skade industriens konkurrencevilkår.

Derfor er borgerliges og socialdemokraters snak om mangel på penge til velfærd det rene tågesnak ud fra, at markedsøkonomiens bevarelse skal ske på bekostning af vores fælles velfærd.

Billedtekst:
Vores børn kommer til at betale prisen – ikke for overforbrug, men for kapitalismens frådseri og tåbelige forbrug af ressourcer

Flere artikler fra nr. 149

Flere numre fra 1996

Se flere artikler af forfatter:
Ole Mølholm Jensen

Siden er vist 1436 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside