Socialistisk Arbejderavis
Nr. 149 – 19. december 1996 – side 6
Mennesket skabte Gud
Anders Schou
De “faste” kristne værdier, som det er så populært at hylde, spænder fra jøders oprør mod romersk imperialisme til inkvisitionens afbrænding og tortur af hekse og kættere.
Vi får tit at vide, at vi som danskere er en del af en fælles kristen “kulturarv” – hvad enten vi vil det eller ej.
Men billedet af kristendommen som en sammenhængende religion, der gennem de sidste 2000 år har stået for de samme værdier, er falsk.
Kristendommen har gennem historien spillet rollen som de undertryktes håb om en bedre verden og samtidig beskyttet og været en del af den herskende klasse. Kirken har repræsenteret forskellige klassers interesser under forskellige samfundsformer og derfor også formidlet vidt forskellige ideer. Bibelens læresætninger er ikke udtryk for noget guddommeligt, men er skabt af mennesker, og er blevet vægtet og fortolket meget forskelligt gennem tiderne.
Den tidlige kristne bevægelse opstod for ca. 2000 år siden blandt jøder i Palæstina. På det tidspunkt var Palæstina besat af det romerske imperium.
Samtidige jødiske og romerske kilder fortæller, at tiden var præget af mange selvbestaltede messias’er, som med Gud i ryggen ville stå i spidsen for at smide romerne på porten. Alt tyder på, at Jesus var en af flere, der præsenterede sig selv som den nye befrier.
Modstanden mod romerne var stærkest blandt de fattige i byerne, mens det officielle præsteskab og de rige samarbejdede med besættelsesmagten. Det nye testamente indeholder derfor også angreb på magthaverne, som: “Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i guds rige.”
Også oprørets metoder var radikale: “Den som ikke har et sværd, må sælge sin kjortel og købe et.”
De tidlige kristne forventede at få deres belønning i deres levetid. Kristendommen blev kædet sammen med kampen for et bedre liv på jorden.
Det er således ikke underligt, at de kristne blev forfulgt af de romerske herskere, der så deres lære som en trussel.
Men det jødiske oprør blev knust i år 70, da romerne smadrede Jerusalem.
Derefter ændrede kristendommen karakter. Fra at være en oprørstro, prædikede den nu tilpasning.
Samtidigt voksede dens indflydelse og spredte sig blandt de fattige i det romerske imperiums store byer.
Budskabet var ikke længere befrielse her og nu, men at acceptere sin plads i samfundet og først finde frelse efter døden.
Lige som alle andre store religiøse værker indeholder den kristne bibel en masse selvmodsigende udsagn.
Disse selvmodsigelser, som giver mulighed for at vælge, hvad der skal fremhæves, er et vigtigt led i religionens evne til både at retfærdiggøre de eksisterende herskere og håbene fra dem, de hersker over.
Der var elementer nok i Biblen til at retfærdiggøre den nye passive kristendom, som accepterede den givne sociale orden.
Nu blev der lagt vægt på bibelcitatet “vend den anden kind til”. Ethvert håb om at ændre verden i dag skulle opgives til fordel for håb i det hinsides ved at bruge Jesus’ udsagn “Mit kongerige er ikke af denne verden.”
Alligevel blev de kristne fortsat forfulgt af den romerske stat. Det ændrede sig imidlertid i det 4. århundrede. På det tidspunkt var en bureaukratisk elite af præster og biskopper vokset op.
De var ofte velhavende og kontrollerede den voksende rigdom, som kirken nu besad.
De romerske herskere så ikke længere disse mennesker som en trussel. Tværtimod så de en kraft, som kunne være en vigtig allieret og spille en afgørende ideologisk rolle i at beskytte den eksisterende sociale orden.
I år 313 gjorde den romerske kejser Konstantin kristendommen til statsreligion.
Manøvren reddede ikke det romerske imperium, men kristendommen – i form af den romersk katolske og græsk ortodokse kirke – vedblev at være den officielle statsreligion i det meste af Europa og dominerede alt liv, ideer og politik.
Den katolske kirke kom til at spille en hovedrolle i at sikre den sociale orden i feudalismens Europa efter det romerske imperiums sammenbrud.
Kirken blev en stor feudal jordbesidder, som grundigt udbyttede de fæstebønder, den havde herredømme over.
Kirken kunne dog ikke undgå den virkelige verdens sociale modsætninger, som gang på gang skabte modstand. De mange kætterbevægelser var ikke blot udtryk for uenigheder indenfor kirken. De havde altid forbindelse til sociale bevægelser.
Modsætningerne kulminerede i 1500-tallet og resulterede i den lutherske reformation og kapitalismens fødsel.
Nye sociale klasser var vokset frem især i de voksende byer. De byggede på nye måder at lave profit på handel og industri, og begyndte i stigende grad at udfordre kirkens og de feudale herskeres kontrol over samfundet.
Disse sociale spændinger blev udtrykt i religiøse termer.
Luther angreb korruptionen og det luksuriøse liv i den etablerede kirke og prædikede en tilbagevenden til det, han så som de basale kristne værdier.
De emner, som den nye protestantiske religion satte på dagsordenen passede godt til den fremvoksende kapitalismes behov.
Den værdsatte egenskaber som simpel livsførelse, diciplin, arbejde og sparsommelighed. En historiker skriver meget rammende: “Sparsommelighed betød opsparing, opsparing førte til akkumulation og senere til investering. Det var netop hvad den nye kapitalisme behøvede.”
Den nye samfundsform blev dog først og fremmest skabt af de sociale spændinger mellem de nye sociale klasser, som voksede frem i byerne, og den gamle feudale adel.
I Danmark blev reformationen indført i 1536. Lige efter bondeoprøret og “Grevens fejde” i 1534-36, hvor bønderne i en alliance med det fremvoksende borgerskab kæmpede mod kirkens og adelens privilegier.
Selve bondehæren blev slået, og det var det nye borgerskab i byerne, som sammen med kongemagten og den tyske adel fik stækket den katolske kirkes magt i Danmark og Tyskland.
Luthers lære, som indtil da havde været en oprørsreligion, blev nu vendt mod dem, som ville fortsætte oprøret. Luther skrev meget barskt mod de fortsatte bondeoprør i Tyskland. Han mente, at den sociale orden var indstiftet af Gud, og at herremændene ikke alene havde ret men også pligt til at slå bønderne ned så bestialsk og blodigt som muligt for at afskrække andre fra at rokke ved den.
Den fortsatte samfundsudvikling med øget selvtillid hos borgerskabet og de videnskabelige fremskridt, som det tilvejebragte, banede vejen for forkastelse af al religion.
Så den franske revolution i 1789 proklamerede fornuftens triumf. Borgerskabets råb var ikke længere “Gud holder med os”, men “Frihed, Lighed, Broderskab”.
På trods af den franske revolutions sejr, fortsatte religionen med at spille en vigtig social rolle, og gør det stadig i dag. På den ene side, bruges den stadig til at retfærdiggøre den herskende klasse og den eksisterende orden.
På den anden side kan den også bringe trøst i den elendighed, som den sociale orden påfører flertallet.
Sommetider bliver den rejst som det banner, der samler dem, som gør oprør imod denne orden.
Karl Marx skrev i sidste århundrede: “Religion er de undertryktes suk, hjertet i et hjerteløst samfund, sjælen i de sjælløse levevilkår. Den er opium for folket.”
Det er stadig rigtigt i dag. Marxister forkaster alle religiøse ideer. Men når undertrykte kæmper mod deres vilkår under religiøse bannere, vil socialister stå side om side med dem i kampen.
Samtidigt vil vi altid fastholde vores kritik af religiøse bevægelser, fordi de religiøse ideer begrænser den selvsamme kamp, som de giver udtryk for.
I sidste ende er det ikke en gud, men mennesket selv, der i fællesskab kan ændre sine livsbetingelser.
Billedtekst:
Religion har altid spillet en dobbeltrolle som forsvarer af magthaverne og de undertryktes stemme. Men religion tilbyder ingen vej til reel befrielse.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed