Socialistisk Arbejderavis
Nr. 15 – December 1985 – side 2
Stillads, Aalborg
Bedre uden bureaukrater
Hans Peter Lange
Stilladsarbejderne organiserede selv kampen – og vandt
Stilladsarbejdernes 5 uger lange strejke for nylig endte med nederlag. Men den viste også, at en strejke, der er opbygget som stilladsarbejdernes, med gulvplansorganisering uden om fagbureaukratiet giver styrke, en øget tro på egne kræfter.
I Århus har stilladsarbejderne vist styrke efter strejken. I firmaet Hünnebeck fik arbejderne 5 kr. mere i timen fra første dag de mødte på arbejde. I de øvrige firmaer er samme krav rejst, og i den forbindelse har man blandt andet nægtet overarbejde.
Under 5-ugers strejken meldte 3 stilladsarbejdere ved Bera i Aalborg sig ud af fagforeningen. De dannede et »firma«, JBJ, og udførte stilladsarbejde med hjælp fra Bera.
Konflikt
Umiddelbart efter strejken nedlagde stilladsarbejderne hos Bera arbejdet i 2 dage, fordi de ikke ville arbejde sammen med JBJ. JBJ blev sendt til Fredericia, men de ca. 50 stilladsarbejdere gik i strejke igen mandag, tirsdag samt onsdag formiddag ugen efter. Man forlangte nu, at Bera skulle bryde helt med JBJ. Onsdag formiddag fik de indrømmelsen på skrift.
Strejken i Aalborg var som den tidligere organiseret på gulvplan med mødepligt om morgenen, hvorfra man kørte aktiviteterne.
Blandt andet kørte man i bus til Fredericia for at vinde opbakning på Superfoss, den implicerede arbejdsplads.
Fagforeningsledelsen var sat på tilskuerpladserne. Det var stilladsarbejdernes egne tillids- og klubfolk, som kørte forhandlingerne. Formanden for Lager og Pak i Aalborg, Jørgen Jensens helhjertede opfordringer om at gå i arbejde, mens der blev forhandlet, blev ikke efterkommet.
Beras ledelse var tvunget i defensiven af stilladsarbejdernes konsekvente holdning og udsigten til endnu større tab af fortjeneste. Forløbet af stilladsstrejken i Aalborg viser, at arbejdsgivernes princip om, at der ikke kan forhandles, mens der strejkes, ikke holder, hvis de strejkende står stærkt nok.
Den 5 uger lange stilladsstrejke samt strejken i Aalborg har givet stilladsarbejderne styrke. Det havde ikke været tilfældet, hvis strejkerne havde været topstyret uden aktive arbejdere. Arbejderklassen er i dag i defensiven, men flere strejker som stilladsarbejdernes vil kunne vende billedet.
Manglende mobilisering
Under overenskomsten ‘85 var der strejker som aldrig før, men de var ikke organiseret som stilladsarbejdernes. Havde de været det, ville 2%- lønrammen være en by i Rusland.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe