Socialistisk Arbejderavis
Nr. 15 – December 1985 – side 4
Grænser for faglig militans
Jason Meyler + Ågot Berger
De tre vigtigste strejker siden påsken er blevet tabt, Jason Meyler og Ågot Berger skriver om hvilke problemer, det stiller fagligt aktive over for.
Schlüter sidder mere sikkert ved roret i dag end nogensinde. På trods af at regeringens økonomiske politik står overfor flere problemer.
Mange trøster sig med SF’s store fremgang i kommunevalget. Der er stadig megen bitterhed. Men den passive afventen af, hvad SF kan gøre for os ud i fremtiden, er en helt anden kop te end stemningen blot for otte måneder siden.
Påskestrejkerne var den mest omfattende strejkebevægelse i mange år. Tusinder af arbejdere strejkede i protest mod regeringens 2%-lønramme.
Men i dag er den aktive modstand mod regeringen næsten fordampet. Antallet af strejker er lige så begrænset som inden påske, og der er endnu færre sejre.
2%-rammen er blevet brudt nogle steder, men det vækker ikke bekymring hos hverken arbejdsgiverne eller regeringen. Arbejdsgiverne vil gerne købe sig til arbejdsro med de såkaldte produktivitetsfremmende lønaftaler. Hvis de blot samtidig kan undgå, at arbejderne begynder at lave lønaktioner, er de øgede omkostninger godt givet ud.
Muligheder
Efter påske har der især været tre strejker af et vist format. De er alle endt med nederlag for de strejkende. Men samtidig giver de rige erfaringer, der viser, at det ikke behøver være arbejdsgiverne, som er stærkest.
Arbejderne på Århus Olie var ikke tilfredse med at vente på lokale forhandlinger efter påskestrejkerne. De fortsatte strejken i hele seks uger. Til det sidste stemte 75% stadig for at fortsætte. Man var netop kommet igennem en kritisk fase, hvor skruebrækkeri, politiovergreb mod blokader og nødproduktion ikke havde vist sig at svække moralen. Støtten til strejken var blevet stadig større, efterhånden som det gik op for folk, at strejken var en spydspids mod lønrammen. Det var første gang, fabrikken havde været ude i en langvarig strejke.
Sommerens syv uger lange ølstrejke rejste muligheder for, at de københavnske bryggeriarbejdere med deres militante traditioner kunne have været spydspids for en ny strejkebølge.
Det sidste stormøde, hvor det blev besluttet at gå i arbejde, viste også, at strejkeviljen var til stede. På trods af at både bryggeriarbejdernes fagforeningsledelser og aktionsudvalget opfordrede til at genoptage arbejdet, var der alligevel godt 900, der stemte for fortsat strejke mod 1816 for at stoppe.
Stilladsens styrke
Den nyligt afsluttede stilladsarbejderstrejke havde også muligheder for at give andre arbejdergrupper blod på tanden til at gå i kamp for at sprænge lønrammen. De strejkende var i stand til at forhindre skruebrækkeri og mødte stor sympati på arbejdspladserne for deres strejke.
De havde også en god klemme på arbejdsgiverne på grund af de mange opgaver, som skulle færdiggøres, inden vinteren kom. De så ud til at have alle de gode kort på hånden. Men sådan skulle det ikke gå.
Selvom de tre strejker omfatter arbejdergrupper med forskellige traditioner, er der fælles problemer i strejkerne, som gør, at de tabes.
Betingelser for sejr
En strejke kan ikke vindes i dag, hvis den bliver isoleret. Ideen om at det sikkert er nemmere at »narre« modstanderen, hvis man holder strejken inden for lokale rammer og krav, har gang på gang vist sig at spille fallit. Der gives ikke ved dørene i disse tider.
Enhver strejke må generaliseres til at omfatte flere og flere arbejdere, hvis man skal have en chance over for arbejdsgiverne.
Dansk Arbejdsgiverforening er utrolig klar over nødvendigheden af at generalisere. Giver de indrømmelser efter pres i en strejkesituation, åbner de samtidig op for, at andre faggrupper tager fat og går i kamp.
Det blev understreget af DA’s åbne garanti om at støtte Oliemøllen økonomisk, så længe konflikten varede. Det blev også understreget af DA’s trussel om sortlistning af bryggeriarbejderne ved at sende navnene på samtlige strejkende til DA's 22.000 medlemmer.
Mens arbejdsgiverne generaliserer, har strejkekampen været opsplittet. Viljen til at støtte de strejkende moralsk og økonomisk har været stor på de arbejdspladser, de har besøgt. Men kontante solidaritetsaktioner har manglet.
Under oliestrejken var lederne i Dansk Metal i Århus faktisk direkte med til at hindre, at kampen bredte sig, ved at lægge en dæmper på de lønkampe, som var ved at udvikle sig på Dannebrog Værft og Danfoss i Århus.
De strejkende oliearbejdere var ikke i stand til at opbygge de masseblokader, der var nødvendige for at forhindre skruebrækkeriet. Havnens arbejdspladser blev kontaktet, men det kom ikke til at fungere i praksis.
Aktionsudvalget på bryggerierne undlod bevidst at generalisere strejken som en del af kampen mod regeringens lønpolitik og at propagandere for 35-timers arbejdsuge som det eneste reelle svar på fyringer som følge af ny teknologi. Dette var katastrofalt.
Ølstrejkens svaghed
Denne indsnævring betød også, at spørgsmålet om masseblokader for at få sympatikonflikter igennem i provinsen, især i Fredericia, aldrig blev forsøgt.
Selv stilladsarbejderne så ikke deres krav om en højere priskurant som et led i kampen for at sprænge lønrammen.
I stedet for at sprede strejken til de traditionelt stærke københavnske stilladsarbejdere og sætte Entreprenørforeningen under et stærkere pres ved at gøre strejken landsdækkende og landskendt, lå de under for logikken om, at det ville blive for »dyrt« at trække de københavnske stilladsarbejdere med ud. Samtidig med at de troede, de selv var stærke nok til at tvinge Entreprenørforeningen i knæ.
Men i sidste ende har økonomien ikke været den største trussel mod strejkerne. Hovedtruslen i samtlige strejker har været dele af fagbureaukratiet.
Strejkeledelse
Strejken på Århus Olie manglede en reel strejkeledelse, direkte valgt af arbejdermødet, som kunne lede den daglige organisering. Manglen på et bredt militant lag og en valgt strejkeledelse betød, at tillidsmandskollegiet fik ret let spil med at få stoppet strejken ved at henvise til, at økonomien var på nulpunktet, en fritstilling var forestående, tab af arbejdspladser blev følgen af fortsat strejke.
I bryggeriarbejderstrejken havde man et aktionsudvalg. Men deres holdning var katastrofal. De kiggede konsekvent opad – fremfor mod gulvet! Et godt forhold til fagforeningsbestyrelserne, som reelt var strejkeledelsen, var i sidste ende vigtigere for det »røde« aktionsudvalg end satsningen på de strejkendes egne kræfter og selvtillid.
Kravene var således ikke »ultimative« for at bevare enhed blandt de forskellige fagforeningsledere. Provinsturneer og arbejdspladsbesøg var forbeholdt en udvalgt skare. De strejkende måtte heller ikke udtale sig til lokalradioer og aviser. Det var forbeholdt presseudvalget. Uden en aktiv oplevelse af strejkens muligheder og støtte var det sikkert, at et flertal på et eller andet tidspunkt kunne overbevises om deres manglende evne til at slå arbejdsgivernes offensiv tilbage.
Stilladsarbejderne viste på en eksemplarisk måde, hvordan man holder en strejke sammen. Man holdt fælles morgenmøder hver dag og afstemninger en gang om ugen med fælles afstemningstemaer de forskellige byer imellem. Strejkeudvalget var sammensat på tværs af de tre byer, og det var fra starten de aktive arbejdere, som kom til at sidde i det. Man var samtidig ude at hente støtte på andre arbejdspladser.
Selv med det høje aktivitetsniveau kunne man ikke hamle op med landsklub-formand Bjarne Høpners argumenter om at genoptage arbejdet for at lade forhandlinger komme i gang. Tre gange havde top-bureaukraterne fra SiD forsøgt at få forhandlingerne i gang igen. De vil forsøge at stoppe enhver strejke, som er organiseret »fra gulvet«, for det er en trussel mod deres rolle som ansvarlige forhandlere.
Det er en dyrekøbt erfaring, at en tidligere aktivist som Høpner begynder at se forhandlinger som mere vigtige end de strejkendes kollektive styrke og ender med at snitte en strejke.
Stilladsstrejken blev samtidig en prøve på, hvilken betydning og rolle en »rød« fagforeningsbestyrelse kan have, når arbejdere kæmper. Lager- og pakhusarbejdernes fagforening i Århus var en klar fordel for de strejkende. Men samtidig viste manglen på en klar politisk linje sig – især på spørgsmålet om tacklingen af arbejdsretten. Her blev de fanget ind af apparatet.
Hensynet til en fortsat »rød« fagforening og deres positioner blev sat over hensynet til de strejkende. De piskede de strejkende og sig selv ved at underlægge sig den fagretslige spændetrøjes værste funktion: selvjustitsen. Det skabte forvirring og svækkede strejken.
I dag er det svært for fagligt aktive og militante at opbygge et alternativt lederskab, som er stærkt nok til at gå i offensiven, når fagbureaukratiet eller en mere forhandlingsvenlig strejkeledelse forsøger at slagte strejken.
Det er styrken på gulvet, der kan få arbejdsgiverne til at vige tilbage. Derfor er det nødvendigt, at aktiviteten er bredere end i det lag, der er rundt om tillidsmændene og fagforenings-bestyrelserne.
Politisk organisation
De aktive arbejdere, som nu står med fletningerne i postkassen efter nederlagene, vil opleve, at det bliver sværere at overleve som militant på deres arbejdsplads og samtidig holde afstand til bureaukratiet.
En konsekvent praksis betyder i dag også en høj politisk profil og en konkret stillingtagen til en række politiske spørgsmål: Om man går ind for arbejderregeringer eller arbejdermagt, forandring
fra neden eller reform fra oven og om arbejdspladsens muligheder for at forandre verden.
For at fastholde de erfaringer der er gjort, må man organisere sig et sted, hvor den politiske profil kan udvikles og fastholdes. Det kræver en revolutionær organisation.
Billedtekst:
De revolutionære på bryggerierne forspildte nogle muligheder over for det militante mindretal, fordi de ikke havde et partiopbygningsperspektiv.
Se også:
SAA 15: Håbet fra påsken
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed