Socialistisk Arbejderavis
Nr. 151 – 30. januar 1997 – side 3
Socialistisk Arbejderavis mener
Folkestyret til grin
I fuld samdrægtighed roser både Uffe Ellemann Jensen og Poul Nyrup Rasmussen den tidligere statsminister H. C. Hansen for at føre den danske befolkning bag lyset i sagen om atomvåben på dansk jord.
De ville selv have gjort det samme, siger de. Spørgsmålet er ikke, om politikerne i dag er parat til at lyve, men hvad de lyver om.
Lyver
Fx lyver de for at sikre Danmarks tilslutning til EU. Et af de forbehold, der er for Danmarks deltagelse i Maastricht, er at Danmark ikke er tilsluttet krigsorganisationen, Vestunionen. Alligevel er den danske forsvarsminister Hans Hækkerup formand for et af Vestunionens udvalg.
I forbindelse med den samme Vestunion er det for nyligt blevet afsløret, at Frankrig og Tyskland har udarbejdet en atomstrategi for unionen.
Men det var ikke meningen, at vi skulle vide noget om det.
Schengen
Vi har næppe fået hele sandheden om Schengen-aftalen om politisamarbejdet, golfkrigssyndromet eller den internationale brigade i Bosnien eller ...
Politikernes troværdighed bliver naturligvis ikke bedre af, at de stiller sig i vejen for en undersøgelse af, hvad der skete efter 1968.
Når politikerne ikke vil give forskerne adgang til arkiverne, er det rent blålys at sige, at de "frie forskere" bare kan gå i gang.
I den forbindelse er det ligegyldigt, om de ministre, der skal undersøges, kommer fra Socialdemokratiet, Venstre eller de Konservative.
Noget at skjule
De dækker over hinanden, fordi de alle sammen har noget at skjule.
Sagen om H.C. Hansens dobbeltspil og Poul Nyrups og Uffe Ellemanns godkendelse af det, viser deres foragt for demokratiet.
H.C. Hansen var, umiddelbart før han gav USA grønt lys for deponeringen af atomvåben, netop blevet valgt på at love, at Danmark fortsat skulle være atomvåbenfrit.
I den danske befolkning var der altså et flertal for, at Danmark bedst kunne sikres ved at holde atomvåben ude fra dansk territorium.
I dag bliver H.C. Hansen rost for at gå imod det flertal.
Det viser, at stemmesedlen ikke giver indflydelse på, hvad regeringen foretager sig.
Når politikere næste gang maner til at lade stemmesedlen tale og lade være med at strejke eller aktionere, så ved vi, at de er fulde af løgn.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe