Socialistisk Arbejderavis
Nr. 151 – 30. januar 1997 – side 4
Kan vi få socialisme via parlamentet?
Den reformistiske blindgyde. Forandring kræver kamp
Charlie Lywood
Nyrupregeringens forlig med SF og Enhedslisten om finansloven satte fokus på muligheden for at føre en arbejdervenlig politik, der bygger på venstrefløjens indflydelse i Folketinget.
Disse forhåbninger blev hurtigt gjort til skamme. Regeringen lagde hårdt ud i det nye år med krav om hårdere straf til voldsforbrydere, med formaninger om at der ikke er råd til lønstigninger, og flere ministre snakker igen om, at efterlønnen er “for dyr” for samfundet.
Endvidere varsler regeringen omfattende nedskæring i boligstøtten som primært vil gå ud over ældre.
For ikke at tale om Karen Jespersens nye sociallov, som kombinerer bistandshjælp og tvangsarbejde i stedet for at være en sikring mod fattigdom.
SF’s indflydelse på disse nedskæringsforslag har været minimal. De har blot kunnet stå udenfor og sige fra eller til. Desværre siger de for meget "til" for at komme ind i varmen. Blot for at blive smidt ud i kulden igen bagefter.
Skuffelse
SF har flere gange forsøgt at få indflydelse på den siddende regering, men de fromme håb er hver gang blevet afløst af skuffelse. Sidste gang var i 1993, da SF gennem deltagelse i “Det nationale kompromis”, var med til sikre et ja ved folkeafstemningen om EU.
Straks efter kompromis’et vendte Socialdemokratiet tilbage til at samarbejde med de borgerlige partier og har lukket SF ude indtil november 1996.
Reformisme er ikke mere realistisk end revolutionær politik. Men den fostrer flere illusioner.
Hvorfor ofrede venstrefløjen chaufførerne?
Reformisternes strategi for en udvikling mod et bedre samfund vil afskære dem fra den eneste kraft, som er i stand til at modsvare kapitalens magt – arbejderklassen.
Strategien vil også bringe dem i et modsætningsforhold til arbejderklassen. Det var meget betegnende, at alt imens venstrefløjen reddede Nyrups nedskæringsregering ved at stemme for finansloven 1997, så tog de afstand fra eksportchaufførerne, som var ude i en arbejdskamp for ligestilling om skattefradrag på området.
I stedet for at bakke op så mente venstrefløjen, at chaufførernes krav var “egoistiske” og at de “stjal” fra den fælles statskasse. Denne holdning stammer direkte fra deres opfattelse af staten som repræsentant for hele folket, og at de ikke ser, at den er et redskab for den herskende klasse.
Modsat venstrereformisterne baserer revolutionære socialister deres strategi på arbejderklassens kamp.
Arbejderklassen er i besiddelse af en enorm magt, hvis den handler bevidst og samlet. Kapitalens sabotage kan modsvares af besættelser, spærring af kontoer, blokader af havne, generalstrejker og bevæbnede forsvar af lovligt valgte regeringer, hvis de trues af militære eller fascistiske bander.
Afgørende
Men også i dag er arbejderklassen afgørende. En passiv arbejderklasse betyder endnu hårdere nedskæringer og angreb fra oven. En kampvillig arbejderklasse betyder, at den herskende klasse betænker sig inden de forringer vilkårene. Derfor blander revolutionære sig allerede i dag i arbejderklassens kampe og diskussioner.
Disse to strategier for forandringer – forandring fra oven gennem Folketinget overfor oprør fra neden – vil kollidere med hinanden hele tiden. De vil spidse til under en revolutionær situation.
Venstrereformisterne vil forsøge at forene arbejderklassens interesser med borgerskabets. Mens revolutionære ønsker, at arbejderklassen kæmper for alles interesser ved at gennemføre en revolution mod borgerskabet.
Forandring kræver kamp
Det er et erklæret formål hos socialistiske partier som SF og Enhedslisten at bruge Folketinget til at gennemføre grundlæggende forandringer af kapitalismen.
Men trods årtiers forsøg er det aldrig lykkedes.
Hvorfor sker dette? Først og fremmest fordi SF og Enhedslisten er reformister.
Den tyske socialdemokrat Karl Kautsky, som var en af grundlæggerne af den moderne reformisme, udtrykte reformismens mål således i 1910:
“Formålet med vores politiske kamp er erobring af statsmagtens ved at erobre et flertal i parlamentet og en ophøjelse af parlamentet til at have en dominerende stilling indenfor staten. Absolut ikke en tilintetgørelse af staten.”
![[ Holger K. + Sjursen ]](../saa/151/05holg.jpg "[ Holger K. + Sjursen ]")
SF har travlt med at overbevise kapitalejere og borgerlige politikere om sine gode intentioner
Kautsky polemiserede mod de revolutionære i det tyske Socialdemokrati SPD som for eksempel Rosa Luxemburg. Hun havde kritiseret reformisterne for at tro, at kapitalismen ville lade sig demokratisere væk.
Det er Kautskys arv, som venstrefløjen i Folketinget bærer videre. Medlem af SF Hans Lassen skrev i 1992: “Vi ved, at vi vil komme til at bygge på parlamentarisme og markedsøkonomi i en eller anden form.”
Men den erklæring betyder for det første, at arbejderklassens egen kamp ikke har noget strategisk betydning i kampen for socialisme. Den må gerne støtte de gode forslag fra SF, men må ikke forstyrre folkestyrets arbejde.
Det udtrykte den tidligere SF-formand Gert Petersen meget tydeligt under de store massestrejker i 1985, idet han ikke mente, at strejkerne skulle “ryste samfundet i dets grundvold. Jeg foretrækker en mere fredelig udvikling.”
Markedsøkonomi
For det andet betyder det, at markedsøkonomien højest skal “demokratiseres” og ikke afskaffes.
Men socialisme er ikke kun et spørgsmål om demokrati. Det er også et spørgsmål om at fratage de rige deres magt ved at gennemføre samfundseje af produktionsmidlerne og demokratisk planlægning under arbejdernes kontrol. Derfor handler socialisme ikke kun om et fjernt mål, men også om hvilke midler, der skal anvendes for at nå det mål.
Selv om venstrereformisterne havde flertallet og ikke var bundet af hensyn til Socialdemokratiet, ville den parlamentariske vej være en blindgyde. Næsten al produktion og kapital her i landet tilhører ikke Folketinget, men nogle få tusinde ikke-valgte, ikke-repræsentative kapitalejere eller direktører.
Venstrefløjen ser det som sin opgave at overtale den nuværende magtelite til at overdrage dispositionsretten til deres formue til folket. Men for at gøre dette er man nødt til at sikre dem deres nuværende status som ejere.
Jes Lunde fra SF fortalte i 1986 om, hvordan en økonomisk politik under et SF-regime skal se ud: “Vi vil føre en økonomisk politik, der bliver langsigtet og stabil, så virksomhederne ved, hvad de har at gøre med. Alle lønmodtagere med indkomster over gennemsnittet skal regne med et betydeligt fald i købekraft.”
Siden da har SF gang på gang forsikret kapitalejerne om sine gode intentioner.
Men man kan ikke trække kløerne af en tiger én for én. Den herskende klasses lov er aktieudbytte og ikke social omfordeling. De ønsker at beholde den magt, de har, og historisk har de forsvaret den med magt.
Mitterand
Mitterands socialistiske franske regering måtte i 1980erne forlade den sociale omfordelingsplan, som de blev valgt på, på grund af få dages kapitalflugt og valutaspekulation. Resultatet var enorm skuffelse blandt hans tilhængere og massiv opbakning bag fascisten Le Pen.
I Chile i 1973 endte reformisternes forsøg på at ændre samfundet skridt for skridt i socialistisk retning i en blodig kontrarevolution med 30.000 dræbte.
Se også:
SAA 151: Chile 1970–73: Den blodige vej til nederlag
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed