Socialistisk Arbejderavis

Nr. 15 – December 1985 – side 8

Solidarnosc lever stadig

Arne Lorenzen

General Jaruzelski er trådt tilbage som Polens statsminister. Det sker 10 år efter, at det uafhængige fagforbund Solidarnosc’s ledere blev arresteret i deres senge og slæbt i interneringslejre.

I dag kan generalen »træde tilbage« til parti-sekretærposten med sikker vished om, at den engang mægtigste og mest demokratiske fagforening i verden er blevet tæmmet.

I løbet af de 16 måneder, der var gået forud, havde den polske arbejderklasse vist en overvældende selvtillid, organisation og styrke. En overgang havde den været i stand til at ryste Polens herskende klasse.

Sommeren 80

Den kapitalistiske polske økonomi havde de sidste par år forinden været i dyb krise. Bureaukraternes løsning i Polen som i Vesten var, at arbejderne skulle betale krisen. Men en kraftig forhøjelse af kødpriserne i juli 1980 udløste en strejkebølge over hele landet.

For at begrænse strejkerne forsøgte staten at købe sig fri ved at give indrømmelser. Men i august kom en ny strejkebølge.

Efter 6 uger med omfattende strejker over hele landet nedlagde 16.000 værftsarbejdere i Gdansk arbejdet. Strejker spredtes på få dage til næsten alle arbejdspladser langs Østersøkysten.

Værftsarbejderne i Gdansk fik opfyldt de fleste af deres krav. Men andre arbejdspladser opfordrede dem til at fortsætte strejken, for at de ikke skulle blive ladt i stikken med deres krav. Resultatet blev en fælles strejkekomité i Gdansk for 24 arbejdspladser (til sidst for 500). Arbejdere i andre byer tog hurtigt ideen op og dannede fælles strejkekomiteer.

Strejkekomiteen Gdansk forhandlede med regeringen om 21 krav. Det vigtigste krav var selvstændige, uafhængige fagforeninger, krav som 5-dages-uge og løsladelse af politiske fanger var med.

Til sidst måtte regeringen bøje sig og underskrev Gdansk-aftalen 31. august. Denne sejr udløste krav fra arbejdere over hele Polen om, at Gdansk-aftalen også skulle gælde for dem. Efter en ny strejkebølge led regeringen igen nederlag. 14 dage senere blev Solidarnosc stiftet som landsorganisation og havde et par måneder efter 10 millioner medlemmer.

Arbejderklassen begyndte nu for alvor at bruge sin nye organisation. I de følgende måneder fulgte strejkebølge på strejkebølge. Økonomiske og politiske strejker, lokale og landsdækkende aktiviteter afløste hinanden på skift.

Dobbeltmagt

Det var den polske arbejderklasse, som havde vundet de centrale konfrontationer med statsmagten. Spørgsmålet om hvem der skulle udøve magten i Polen – om det skulle være bureaukrat-klassen eller Solidarnosc, stod på dagsordenen. Konfrontation var uundgåelig.

Den herskende klasse i Polen mobiliserede sin hær, men stolede ikke på soldaternes loyalitet.
Truslen om sovjetisk invasion og blodbad blev hyppigt brugt for at standse arbejderklassens kamp i »arbejderstaten«.

Solidarnosc havde valget mellem at øge mobiliseringen, smadre den eksisterende stat og selv tage magten – eller at undlade at tage stilling til magtspørgsmålet og selv blive slået.

Solidarnosc’s begrænsninger

Solidarnosc var ikke klar på, at dobbeltmagts-situationen ikke kunne fortsætte. Der var ikke noget revolutionært parti eller en organiseret fraktion i bevægelsen, der erkendte det polske samfund som et klassesamfund og tog konsekvenserne heraf.

Flertalsfløjen i Solidarnosc omkring Walesa troede, det var muligt at nå et »fornuftigt kompromis« med regeringen ad forhandlingsvejen . Derfor forsøgte de at svække spontaniteten i arbejderklassen, for at Solidarnosc kunne fremstå som en ansvarlig forhandlingspartner.

Kursen mod katastrofen var sat. Arbejderne blev demoraliserede over Solidarnosc-ledelsens aflysning af strejker og mådehold over for systemet. Biskopper og præster fik en mere central rolle. Samtidig kunne Jaruzelski holde Walesa hen med snak, mens han forberedte smadringen af Solidarnosc. Og så var det for sent at opbygge en effektiv modstand.

Stadig aktiviteter

På trods af den voldsomme undertrykkelse fra parti og militær er det alligevel lykkedes en kerne på tusinder af aktivister at holde meget af Solidarnosc's organisering på fabriksniveau i live. Solidarnosc er stadig i stand til at mobilisere arbejdere til forsvar for deres levevilkår og rettigheder.

Der har ikke været omfattende strejkebevægelser siden den militære undtagelsestilstand, men der berettes om korte økonomiske strejker på lokalt plan og også enkelte mindre politiske strejker. På Nowa Huta stålværket i Krakow betaler ca. 4.000 ud af 30.000 arbejdere til en hemmelig social-hjælpefond.

Solidarnosc-aviser udgives og læses på mange arbejdspladser. Nu og da sender Solidarnosc-radiostationer fra forskellige byer. Fabrikskomiteer på tværs af arbejdspladser eksisterer stadig i Warszawa og Gdansk-området. Også i de nye statsstyrede fagforeninger intervenerer fagligt aktive for at politisere og rejse dagsspørgsmål.

Men de folk, der er fortrolige med en revolutionær politik, kan stadig tælles på få hænder i Polen. Det er en brændende opgave i Polen i dag at opbygge et revolutionært parti, som er forberedt til et kommende klassekampsopsving.

Et parti som vender sig mod den stalinistiske forvrængning af marxismen, som har betydet en svækkelse i orienteringen imod revolutionær politik blandt de progressive i Polen. Kun på den måde kan vi undgå, at kommende »Solidarnosc«’er ender i nye nederlag.