Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 152 – 13. februar 1997 – side 7

Buschauffører i København

I aktion mod splittelse

Buschaufførerne i København har indset, at de selv må tage affære, hvis de vil sikre sig mod at få forringet arbejdsforholdene ved de kommende udliciteringer af busdriften.

Ved udliciteringen overgår chaufførerne til SiD’s overenskomst med Rutebilejernes Arbejdsgiverforening, som er dårligere end den nuværende mellem HT og Trafikfunktionærernes fagforening.

Chaufførerne har dannet en aktionsgruppe, som foreløbig har stået bag arbejdsnedlæggelsen på nogle af buslinierne i København og blokaden mod de resterende linier tirsdag 4. februar. På det efterfølgende møde hvor 200 chauffører deltog, besluttede chaufførerne at sende et ultimatum til arbejdsgiverne om inden 14 dage at tage initiativ til at løse problemet med de forskellige overenskomster.

“Vi vil ikke acceptere, at de vognmænd, der tilbyder chaufførerne de dårligste vilkår, skal vinde licitationerne. HT og Rutebilejernes Arbejdsgiverforening har nu et stort ansvar for at forhindre Ri-Bus lignende tilstande i HT-området,” hedder det i udtalelsen fra mødet.

Pauser

Det er især pauser og køretider, der bliver forringet, hvis chaufførerne går fra den offentlige overenskomst til SiD’s. Her er man fx ikke sikret pause efter 3 timers passagerkørsel, men må køre 5-6 timer uden pause.

Under Trafikfunktionærernes overenskomst er arbejdstiden højst 8,24 time. SiD’s overenskomst ikke sikrer andet end 11 timers-reglen. Det betyder, at chaufførerne i værste fald kan sidde bag rattet i 13 timer i træk.

Hans Erik Rasmussen, tillidsmand i selskabet Bus Danmark under HT siger til Socialistisk Arbejderavis: “Det er arbejdsgiverne, der er vores modpart. Vi ønsker at overkomme uoverensstemmelserne mellem vores forbund. Vi har indkaldt tillidsmandsmøde for både SiD-organiserede og organiserede i Trafikfunktionærernes forbund, og vi håber på en åben debat mellem chaufførerne om, hvor vi skal være organiseret. Hvis ikke forbundene vil forhandle fælles, så må vi jo organisere os ét sted.”

Flere aktioner

Bruno Ollerup Gisi fra aktionsgruppen siger til Socialistisk Arbejderavis, at der sikkert kommer flere aktioner. “Næste gang skal det forberedes godt med chauffører i begge forbund. Alle skal med næste gang. Arbejdsgiverne kan jo sidde tilbagelænede og grine af os. Det er dem, der høster af vores uoverensstemmelser i den sidste ende.”

Chaufførernes aktionsgruppe kan kontaktes hos Bruno Ollerup Gisi på telefon: 31 38 52 48

Flere artikler fra nr. 152

Flere numre fra 1997

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 1991-2000

Siden er vist 1704 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside