Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 153 – 26. februar 1997 – side 6

80 år for Februarrevolutionen 1917: Da arbejderne afsatte zaren

Freddie Nielsen

Da tusinder af kvindelige tekstilarbejdere i februar 1917 strømmede ud på Petrograds gader i protest mod fødevaremangel og elendige løn- og arbejdsvilkår, blev det startskuddet til en revolution.

1997 er firsåret for verdenshistoriens eneste succesfulde arbejderrevolution – den russiske revolution.

I februar 1917 blev zaren væltet af et oprør blandt arbejdere og soldater.

Revolutionen startede som en kamp for umiddelbare krav, men udviklede sig hurtigt og spontant. Da de første demonstrationer startede, kunne selv de revolutionære ikke forudse, at protesterne ville føre til, at en af verdens mest brutale regimer blev sat fra bestillingen.

Så sent som i januar 1917 midt i den 1. imperialistiske verdenskrigs myrderier var de, der troede på en revolution her og nu, ret få. Selv Lenin sagde året før, at han ikke forventede at komme til at opleve en revolution i Rusland i sin levetid.

Den 23. februar 1917 var kvindernes internationale kampdag (den daværende russiske kalender var 13 dage efter den vesteuropæiske).

Utilfredsheden med fattigdommen og fødevaremanglen var stor og situationen spændt, men ingen af de socialistiske partier mente, at arbejderklassen var stærk nok. Ikke mindst bolsjevikkerne mente, at arbejderne havde for få kontakter til de 150.000 soldater, der var udstationeret i Petrograd, og som man frygtede ville blive sat ind mod strejker.

Derfor opfordrede ingen socialister til strejker.

Men de kvindelige tekstilarbejdere ville det anderledes. Adskillige kvindelige arbejdere gik i strejke og sendte delegationer til metalarbejdspladser for at få støtte, mens en stor gruppe kvinder gik til by-dumaen med krav om brød.

Mange andre arbejdere sluttede sig til kvinderne; allerede den første dag var 90.000 i strejke.

Det forhadte politi blev sat ind flere steder, men alle bemærkede, at soldaterne forholdt sig passive og dagen forløb uden ofre.

Næste morgen holdt man vejret – hvad ville der ske? Men efterhånden som arbejderne mødtes, besluttede deres møder at strejke, og arbejderne gik derefter i processioner mod byens centrum.

Omkring halvdelen af Petrograds industriarbejdere var i strejke den 24., og politiet gik mere voldsomt frem.

Der var to ting, der blev karakteristiske for dagen. For det første blev gårsdagens parole om “brød” mere og mere afløst af kravene “ned med autokratiet” og “ned med krigen”.

For det andet fik man mere og mere opfattelsen af, at kosakkerne var meget passive, når de blev sat ind for at hjælpe politiet. Deres passivitet skræmte magthaverne og opmuntrede de strejkende og demonstrerende.

Arbejderne – i høj grad kvinderne – forsøge at skabe kontakter til soldaterne og vise, at de skelnede mellem soldaterne og politiet, som de så som fjender. Den socialistiske leder Trotskij fortæller: “Mod politiet viste mængden vildt had. De jog det beredne politi på flugt med piften, sten og isstykker. På helt anderledes vis mødte arbejderne soldaterne.”

Dette fortsatte den 25. Ifølge regeringens tal var en kvart million arbejdere nu i strejke, og myndighederne begyndte at slå hårdt tilbage. Politiet skød mod arbejderne, og mindst 40 blev dræbt.

Men samtidig begyndte arbejderne at angribe politistationer og afvæbne politiet.

En ny afgørende fase i kampen indtrådte. Den 26. var en søndag, og spørgsmålet var, om strejken kunne fastholdes søndagen over, hvor fabrikkerne var lukkede. Men allervigtigst var det, at bevægelsen ikke bare fortsatte men også blev udvidet.

Det helt afgørende spørgsmål var soldaterne. Kunne soldaterne vindes, eller ville officererne overvinde soldaternes modvilje mod af blive sat ind over for arbejderne.

Soldaterne måtte vindes, ikke bare til at være neutrale, men også trækkes over på arbejdernes side. Byen svirrede med historier om soldater, der havde vist tegn på støtte.

En ledende bolsjevikisk arbejder fortæller, hvordan han og andre arbejdere, der blev overfaldet af politiet, i stedet for at flygte, gik ydmygt med hatten i hænderne til en gruppe kosakker, der overværede optrinet, og klagede deres nød. Den ydmyge facon havde sin effekt – kort efter havde en af kosakkerne slagtet en politiinspektør med sin sabel.

Historier som denne og viden om det nødvendige i at vinde soldaterne fik arbejderne til at søge så megen fraternisering med soldaterne som muligt. Disse forsøg blev dog ofte afværget af officerer, og det blev klart, at soldaterne måtte vindes indefra.

Søndag eftermiddag skete der noget, der blev afgørende for revolutionen. En patrulje fra Pavlovski-regimentet havde skudt på mængden. Og da en gruppe arbejdere mødte op ved regimentets kaserne og bad soldaterne om at få deres kammerater til ikke at skyde på arbejderne, lavede en deling mytteri og drog bevæbnede ud i byen for at hente patruljen hjem.

Delingen blev selvfølgelig arresteret ved hjemkomsten, men der savnedes 21 mand med deres våben. For disse soldater var der kun een vej frem, nemlig at få udvidet deres mytteri, og det skete allerede den 27. om morgenen.

Mandag morgen mødtes arbejderne på fabrikkerne. Selv om myndighederne havde truet med at sende de strejkende til fronten, og selv om det næste skridt for bevægelsen klart var en væbnet opstand, var der ingen vaklen. De moderate socialistiske partier udsendte advarsler mod at begynde en opstand, og selv bolsjevikpartiets ledelse var uden initiativ – men arbejderne havde besluttet sig. Nu måtte det briste eller bære.

Men alt faldt ud mod regimet, og soldaternes støtte var central for udfaldet. Volynski-regimentet var det første regiment der revolterede; den specialenhed, der skulle sættes ind mod opstanden, nægtede simpelthen og skød deres officer.

Regimentet opsøgte straks to andre kaserner, og der skete det, regimet frygtede mest af alt – soldaterne sluttede sig til de strejkende arbejdere, og i fællesskab nedkæmpede de politiet.

Billedet var det samme over hele Petrograd og i nærliggende byer. Politiet og officererne blev nedkæmpet og fængslerne stormet. Næste dag blev zaren tvunget til at abdicere, og en provisorisk regering trådte i funktion.

Da først Petrograd var faldet, faldt hele Rusland. I Moskva startede strejkerne først den 27., og i mange byer skete der intet før de første dage i marts. Men det store læs var trukket i Petrograd, og alle andre steder kunne følge samme linie blot med betydelig mindre modstand.

På 5 dage havde Petrograds arbejdere gennemført den borgerlige revolution, som borgerskabet af frygt for arbejderne ikke selv havde turdet gennemføre.

Men de havde gjort mere end det. I løbet af kampen havde de opbygget deres egne råd, sovjetterne, der bredte sig blandt arbejdere og soldater over hele landet.

Sovjetterne blev kernen i arbejdermagten. De kunne udfordre statsmagten, fordi de byggede på arbejdernes styrke og havde opbakning blandt flertallet af arbejdere.

Men den provisoriske regering eksisterede stadig, og i længden er en dobbeltmagt situation uholdbar. Før eller siden må spørgsmålet om magten afgøres og falde ud til den ene eller den anden side. Det var situationen fra marts til den socialistiske revolution i oktober.

Februarrevolutionen fremstilles ofte som en spontan revolution. Og det er rigtigt på det plan, at strejkerne bredte sig, og arbejderne og soldaterne fandt hinanden. Og på det plan at ingen af partierne udsendte paroler om at strejke, mødes bestemte steder, om organiseringsformer eller om væbnet opstand.

Men under overfladen var der en vrimmel af agitatorer og ledere, der selv var arbejdere og soldater. Det havde været umuligt at gennemføre revolutionen uden partiernes – især bolsjevikkernes – utrættelige årelange indsats i dagligdagen.

Februarrevolutionen viser, at arbejderklassen fra tid til anden ikke bare rejser sig, men også går videre i en revolution.

Det er værd at huske på i dag, hvor liberalismen ser ud til at vinde frem overalt. Selv Lenin kunne ikke forudse den kommende revolution.

Flere artikler fra nr. 153

Flere numre fra 1997

Se flere artikler om emnet:
Russ. rev. 1917

Se flere artikler af forfatter:
Freddie Nielsen

Siden er vist 1928 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside