Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 155 – 27. marts 1997 – side 4

Socialisme – fortid eller fremtid

Ole Mølholm Jensen

Lige siden sammenbruddet i Østblokken i slutningen af 1980’erne har der bredt sig en påstand om, at nu var socialismen færdig for altid.

Ikke mindst borgerlige politikere og medier har travlt med at fortælle os, at nu er der kun den rå, markedsorienterede liberalisme tilbage. De siger, at Østblokkens sammenbrud var et bevis på, at socialisme er lig med statsstyring, og at socialisme uundgåeligt fører til formynderi, diktatur og fangelejre.

Ideen om socialismens død har også fundet tilhængere i Socialdemokratiet og på venstrefløjen.

Det var ikke noget tilfælde, at den socialdemokratiske forskningsminister Jytte Hilden afviste at gribe ind over for TeleDanmarks bebudede massefyringer. Hun deler nemlig liberalisternes opfattelse, at alt skal tilpasses markedet.

Længere til venstre taler tilhængere af venstrefløjspartierne ganske vist ikke om socialismens død, men om at socialismen må fornys i lyset af erfaringerne fra Østeuropa.

Fornyelsen består som regel i at gøre plads til markedsøkonomien og afskrive arbejderklassen som den kraft, der kan forandre samfundet.

Reformere

Alle disse folk, der vil reformere eller dødsdømme socialismen, har i virkeligheden to holdninger til fælles:

For det første består deres “fornyelse” altid i, at de griber tilbage til ideer, som er ældre end socialismen – og som for længst har vist sig uduelige. De borgerlige tager fat i Adam Smiths ideer fra 1700-tallet. Venstrefløjen tager fat i ideer om at indføre socialismen fra oven – ideer som allerede Karl Marx forkastede.

For det andet deler de opfattelsen af, at de tidligere regimer i Østblokken i et eller andet omfang var socialistiske.

Men regimerne i Østeuropa havde intet til fælles med Karl Marx’ visioner om socialisme.

Det var tværtimod diktatoriske regimer, som i det militære oprustningskapløb med Vesten gennemførte en lige så hård udbytning af arbejdskraften som nogen vestlig kapitalist.

Socialisters opgave i dag er ikke at forkaste de grundlæggende ideer i socialismen, blot fordi de statskapitalistiske regimer i Øst kaldte sig socialistiske.

Erfaringer

Tværtimod skal socialister fastholde de centrale erfaringer og teorier fra 150 års klassekamp om, at socialismen er det eneste realistiske svar på de problemer, som tårner sig op for hele menneskeheden.

Socialisme er ikke en røst fra fortiden – det er fremtidens svar.

Billedtekst:
Da Berlinmuren faldt i 1989, var det stalinismen, der led nederlag, ikke socialismen.

Løgnen om socialisme i Øst

Påstanden om, at socialisme fører til diktatur og fangelejre, bygger på en forkert opfattelse af regimerne i Østeuropa. De byggede ikke på socialistiske ideer, men på Stalins kontrarevolution mod socialismen.

I år er det 80 år siden, at verdens første succesfulde arbejderrevolution fandt sted.

Ruslands arbejdere, fattigbønder og soldater tog i 1917 magten over samfundets økonomiske og politiske liv. I årene efter foldede et hidtil uset demokrati sig ud. Et samfund, hvor de mange havde magten, og de få var undertrykte.

Revolutionen spredte sig til en lang række lande i Europa, men alle steder led revolutionen nederlag.

Det førte i længden til, at socialismen i Rusland blev kortvarig.

I løbet af de første ti år efter revolutionen begyndte udviklingen i Rusland at gå den forkerte vej. En stor gruppe af bureaukrater omkring Stalin tiltog sig fra 1924 mere og mere magt, for til sidst at fjerne den sidste rest af socialismen.

Stalins første ti år ved magten var en blodig kontrarevolution, der genskabte kapitalismen i Sovjetunionen.

Kapitalismen blev ikke genskabt i samme form som før 1917, men som statskapitalisme, hvor det var bureaukratiet i stats- og partiapparatet, der havde den samlede kontrol over økonomien og det politiske liv.

Ikke blot blev revolutionens landvindinger rullet tilbage. Også rent fysisk blev 1917-revolutionen udslettet. Alle de gamle revolutionære blev ganske enkelt myrdet eller proppet i store fangelejre.

Men det var ikke blot Stalin og hans politiske fæller i og udenfor Sovjet, der forsøgte at smadre de positive erfaringer fra 1917. Også hele den samlede magtelite i resten af verden har siden revolutionen forsøgt at miskreditere erfaringerne.

Derfor har ideen om, at det er muligt som i Rusland i 1917 at skabe et samfund, hvor arbejderklassen har magten, været angrebet fra to fronter.

Den ene front har været stalinismen, den anden det internationale borgerskab, som – uden at skele til, at udviklingen før og efter 1928 var som ild og vand – hele tiden har brugt det stalinistiske Sovjet til at bagtale socialismen.

En kritik, der har været nem at rette mod socialismen, da stalinisterne også hele tiden har påstået, at der var socialisme i Sovjet, også efter kontrarevolutionen i 1928.

Siden Stalins kontrarevolution i 1928 har der i arbejderbevægelsen været to opfattelser af, hvad socialisme egentlig er.

Den stalinistiske udgave var, at socialismen skal bygges oppefra – fra ledelsen i parti- og statsapparatet.

Den anden tradition er, at socialismen kun kan bygges nedefra gennem arbejderklassens egen aktivitet og kontrol.

Af disse to opfattelser har den stalinistiske udgave været den dominerende fra 1928 og frem til Berlinmurens fald i 1989.

Mange andre lande end Sovjet kaldte sig i eftertiden socialistiske. Hele Østeuropa, Kina, Cuba og Vietnam, for blot at nævne de mest markante.

Fælles for disse lande er, at deres socialisme blev skabt af kræfter uden for arbejderklassen. Enten i form af, at Sovjets hær rykkede ind og satte et nyt herskende lederskab ind i statsapparatet, som det skete i hele Østeuropa. Eller gennem guerillakrig og militær magtovertagelse, som det skete i Kina og Cuba.

Netop fordi det var den stalinistiske udgave af socialismen, der triumferede, blev teorien om socialisme nedefra trængt. Teorien har siden 1930’erne kun været fastholdt af mindre venstrefløjsgrupper, selvom det netop var erfaringerne om socialisme fra neden, som var den russiske revolutions egentlige styrke – og selv om der mange gange siden i historien har været revolutionsforsøg eller opstande, som har aktualiseret traditionen om socialisme nedefra, blandt andet i Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968, Frankrig 1968 og Polen 1981.

Den stalinistiske udgave af socialisme har meget på samvittigheden.

Dels blev millioner af mennesker undertrykt og udbyttet i socialismens navn. Dels var det i årtier svært at få opbakning i arbejderklassen til en ide om, at socialisme i virkeligheden var noget andet og mere brugbart end den stalinistiske perversion.

Det betød, at de opstande og revolutionsforsøg, der kom efter 1928, altid havde et meget spinkelt politisk lederskab, fordi de ikke var i stand til at bygge videre på erfaringerne fra den russiske revolution.

Det præger også 1990’ernes klassekamp og opstande, at der i høj grad mangler en politisk tradition, der kan fremlægge socialismen som et aktuelt og tiltrækkende alternativ.

Vi ser det i øjeblikket i Albanien, hvor arbejderne i årtier har været holdt i et undertrykkende jerngreb af et stalinistisk regime.

Når de nu gør oprør og står med en virkelig mulighed for at erobre magten over hele samfundet, så er det ikke nemt at finde et publikum for socialistiske teorier og erfaringer.

Selv om oprøret i Albanien retter sig mod den højreorienterede præsident Berisha, er det ikke underligt, hvis mange afviser socialistiske teorier, selv om det i virkeligheden var socialismens modsætning, de slap af med i 1991.

Derfor søger mange albanske arbejdere løsningen i form af vestlig parlamentarisme. En løsning der på ingen måde vil give dem bedre forhold eller mere magt.

Stalinismens forbrydelser mod socialismen har derfor store konsekvenser. Selv om de stalinistiske regimer er faldet som dominobrikker, er der fortsat masser af points at hente for de borgerlige, når de miskrediterer socialismen ved at pege på stalinismen.

Når Vestens magthavere i dag kommenterer udviklingen i Albanien eller Serbien, så siger de stadig, at problemerne skyldes de kommunistiske regimer – helt upåagtet at markedsøkonomien for længst har holdt sit indtog i de lande.

Der er fortsat brug for at finde tilbage til den socialistiske tradition fra før Stalin og fremføre teorien om socialisme fra neden som løsningen på markedsøkonomiens mareridt og som løsningen på ikke blot de albanske arbejderes problemer, men for arbejdere og undertrykte i alle lande.

Billedtekst:
Oprøret i Albanien har mere at lære af den russiske revolution i 1917 end af vestlig parlamentarisme.

Kan markedet sikre demokratiet?

Efter Berlinmurens og Østblokkens fald i 1989 har en række borgerlige og nogle venstreorienterede akademikere fremsat en række nye påstande om forholdet mellem demokrati, marked og socialisme.

En af påstandene er, at demokrati og markedsøkonomi hænger naturligt sammen. Det er en påstand, som er designet til at angribe socialismen og samtidig forsvare kapitalismen.

Men markedsøkonomien har vist sig sagtens at kunne udfolde sig i diktaturstater. I lande som Kina, Sydkorea, Spanien under Franco og mange flere har markedet sagtens kunnet udfolde sig trods diktatoriske styrer. Andre steder har indførelsen af militærdiktatur direkte været forudsætningen for at indføre markedsøkonomi, fx i Chile under general Pinochet fra 1973.

Fortalere

Nogle af fortalerne for demokrati og marked har så den indvending, at når den økonomiske udvikling i et diktatur når et vist niveau med indførsel af moderne kommunikationsteknologi, så vil selv de hårdeste diktaturer bryde sammen og afløses af demokratiske tilstande.

Men det er en illusion, at teknologi som telefax og internet af sig selv skaber demokrati og ikke kan kontrolleres. Alle nye teknologier kan overvåges og aflyttes.

Det er ikke kapitalismens økonomiske udvikling, som i sig selv skaber demokrati. Men den økonomiske udvikling skaber den sociale kraft, som kæmper for at indføre og udvikle demokratiet – arbejderklassen.

I Østeuropa var det først, da befolkningen – arbejderklassen – satte sig i bevægelse, at diktaturerne brød sammen. Tilsvarende var det i lande som Chile, Sydafrika og Sydkorea først og fremmest arbejderklassens kamp for retten til faglig organisering og demokratiske rettigheder i det hele taget, som har skabt de nuværende parlamentariske tilstande.

Begrænse

Historisk har den herskende klasse altid forsøgt at begrænse valg- og stemmeret til kun at omfatte dens egne medlemmer. I perioder har kvinder, slaver, arbejdsløse og fattige været afskåret fra demokratiet.

I virkeligheden er markedsøkonomien med til at begrænse demokratiet. De vigtigste økonomiske beslutninger og planlægningen af produktionen er ikke kontrolleret af noget demokratisk organ.

Markedet skaber ulighed, organiserer udbytning af arbejderklassen og forhindrer samfundsmæssig kontrol med produktionen.

Markedet og konkurrencen har sin egen logik, hvor der hele tiden produceres tabere. Få indflydelsesrige personer kan bestemme over tusinders liv ved at lukke en virksomhed.

Derfor kan kampen for demokrati og indflydelse ikke forenes med markedsøkonomi. I længden vil kampen for demokrati også være en kamp mod markedet.

Flere artikler fra nr. 155

Flere numre fra 1997

Se flere artikler af forfatter:
Ole Mølholm Jensen

Siden er vist 1137 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside