Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 155 – 27. marts 1997 – side 6

Karl Marx: “Lønarbejde og Kapital”

Arbejderne skaber samfundets rigdomme

Ole Andersen

I bogen Lønarbejde og Kapital gør Karl Marx op med de borgerlige ideologers myter og forsøg på at forklare ulighederne i samfundet.

Hvorfor er nogle mennesker i samfundet rige, lever i sus og dus og overflod, mens det uhyre flertal må knokle for at holde fogden fra døren? Og hvor stammer rigdommen egentlig fra?

Borgerlige politikere, økonomer og andet godtfolk forklarer fænomenet med, at nogle mennesker er rige, fordi de arbejder meget og hårdt. Den forklaring passer umiddelbart, hvis man sammenligner med arbejdsløse, bistandsmodtagere, pensionister og studenter, som ikke laver noget.

Men i forhold til lønarbejdere holder en sådan forklaring ikke en millimeter. Masser af arbejdere arbejder mere og hårdere end virksomhedsejere og aktionærer, som ikke risiker at blive nedslidt eller komme til skade i produktionen. For deres arbejde består for det meste i at holde møder og gå til receptioner.

Men hvorfor den slags arbejde skulle være mere værd end arbejdernes, forklarer de borgerlige ikke. “Jamen iværksætterne og de initiativrige skal da have kompensation for de risici, de løber ved at drive virksomhed,” jamrer det borgerlige hylekor.

Men når virksomheder går bankerot og lukker er det arbejderne, der bærer byrderne. De mister arbejdet, får en indtægtsnedgang, nogle må gå fra hus og hjem, familielivet smadres osv. Et mistet arbejde kan blive starten på en social deroute for arbejderne.

Mens kapitalisten i løbet af ingen tid er i gang med nye luftkasteller og har bevaret sit materielle livsniveau ved hjælp af juridiske spidsfindigheder.

Myten om “risiko-tillægget” forklarer heller ikke hvorfra disse initiativrige kapitalister har pengene til at kaste sig ind i jagten på profit på markedet.

Svarerne ligger faktisk for vore fødder; de er indbyggede i selve samfundssystemet, i kapitalismen. Kapitalismen er den mest dynamiske periode i menneskehedens historie, men er også et klassesamfund. Et meget lille mindretal ejer og kontrollerer produktionsmidlerne dvs. fabrikker, maskiner råstoffer osv., og det uhyre flertal har ikke andet end deres bare næver, som de må sælge for at overleve.

Karl Marx var den første, der var i stand til at give en forklaring på ovennævnte fænomener, og bl.a. i pjecen “Lønarbejde og kapital” er disse analyser beskrevet.

Et samfunds karakter bestemmes af under hvilke sociale forhold livsfornødenhederne produceres, og også hvordan produkterne fordeles blandt samfundets medlemmer. Under kapitalismen ejes produktionsmidlerne af kapitalisterne, og mennesker uden produktionsmidler er tvunget af deres sociale situation til at sælge deres arbejdskraft til kapitalisterne.

Disse mennesker udgør arbejderklassen.

Og dette er det altafgørende modsætningsforhold i det kapitalistiske samfund. For hvad er det som skaber værdierne, og hvordan fordeles overskudsprodukterne?

Der findes kun én værdiskabende kraft på jorden, og det er menneskeligt arbejde. Et træ i skoven får først værdi, når det er fældet og forarbejdet til tømmer, brændsel mv. ved hjælp af menneskelig arbejde. Ædle metaller har også først værdi, når de er brudt op fra jordens indre af mennesker.

Men hvad så med maskiner, producer de ingen værdi? Nej, ligegyldig hvor hurtig og kraftig en maskine er, producer den ikke værdi. En maskine er blot materialiseret arbejde, den er skabt af dele lavet af og samlet af mennesker. En maskine afgiver i løbet af dens “livstid” dens værdi til de varer, der produceres med maskinens medvirken.

Og hvordan måles værdierne så? For at måle noget er det nødvendig med en målestok. I dagligdagen måles værdier i kroner og øre, som kan aflæses på butikkernes prismærker. Med prismærkerne kan ikke forklare os hvorfor l liter mælk koster 8,75 kr. og et par kondisko 300 kr. Priser i kroner og øre er bare et andet udtryk for den egentlige værdiindikator, nemlig den mængde arbejdstid, som er materialiseret i en bestemt vare.

Denne lov for værdimåling, værdiloven, siger kort fortalt, at et produkts værdi er lig den mængde arbejde, som er forbrugt til dets fremstilling.

Varens værdi bestemmes af hvor meget arbejdstid, der er nødvendig til dens fremstilling under gennemsnitlige produktionsforhold i samfundet, altså værdien bestemmes udfra den samfundsmæssige nødvendige arbejdstid.

Et eksempel på værdilovens virke ses i computerindustrien. Tidligere kostede en computer en hel formue. I dag kan en computer købes for 5500 kr. Et resultat af effektiviseringer og masseproduktion, som betyder mindre arbejdstid nedlagt i hver enkelt computer.

Nu har vi slået fast, at det er arbejdet, som skaber værdierne i samfundet. Så rige mennesker må altså være nogle, som arbejder utroligt meget, og producer mange flere værdier end det store flertal af befolkningen. Det er bare ikke sandt.

Kapitalisterne udvinder ikke råstoffer, bygger fabrikker og maskiner, betjener disse og distribuerer de færdige varer egenhændigt. Det har kapitalisterne folk til – arbejderne.

Det er arbejderne, som udfører arbejdet, og således producer værdierne i samfundet. Og nu kommer så det store spørgsmål, som de borgerlige politikere og ideologer får mareridt af at få stillet; hvordan kan det være, at det er kapitalisterne, der lever i overflod, mens arbejderne må anstrenge sig for at få det til at løbe rundt?

Svaret findes i den gamle men stadig aktuelle sang om merværdien, som går således: “Det, jeg laver, er mere værd end det, jeg får. Hvordan skulle nogen mennesker ellers blive rige uden at lave noget?” Det er sådan at arbejderne producer mere værdi, end de får i løn. Arbejderklassen udbyttes.

For at få produceret værdi er kapitalisten nødt til at gå ud på markedet og udover at købe maskiner, råstoffet mv. også at købe den eneste vare, som er i stand til at skabe værdi – arbejdskraft.

Som alle andre varer bestemmes arbejdskraftens værdi også af den mængde arbejde, der er materialiseret i den. For arbejdskraftens vedkommende drejer det sig om arbejderens udgifter til mad, tøj, bolig og til arbejderklassens reproduktion – udgifter til børn, lægelig behandling ved sygdom, pension osv.

Set over en bestemt tidsperiode bliver varer solgt på markedet til deres værdi/naturlige priser. Udsving i udbud og efterspørgsel på markedet bevirker blot svingninger i priserne i forhold til den naturlige pris.

Husk at arbejderne sælger deres evne til at arbejde, arbejdskraften, og IKKE deres arbejde, resultatet af anstrengelserne.

Lad os se på et eksempel som kan illustrere teorien. En arbejder sælger sin arbejdskraft til en kapitalist for l dag til sin naturlige pris 400 kr. Arbejderen producer værdi svarende til 100 kr. hver arbejdstime. Når arbejderen har arbejdet i 4 timer har han produceret værdier svarende til hvad kapitalisten har betalt arbejderen. De har nu udvekslet lige værdimængder.

Vil arbejderen nu gå tilfreds hjem efter et reelt bytte, standser hr. fabrikant ham i porten og siger: “Jamen hov, min gode mand. Jeg har købt Dem til 1 dags arbejde, og her arbejdes der 8 timer om dagen.”

Arbejderen skal arbejde ikke i 4, men 8 timer. Han producer værdi for 800 kr., men modtager kun 400 kr. for sin indsats. Merværdien på 400 kr. snupper kapitalisten. Og det kaldes en retfærdig handel!

Se, der kommer de riges rigdom fra. Den stammer fra udbytning af arbejderklassen, ikke fra hårdt arbejde, medfødte evner eller et naturbestemt forhold.

Og udbytningen sanktioneres af den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Når ventelisterne til børnehaver, sygehuse, uddannelsesinstitutioner er kilometer lange, bolignøden hærger, ældresektoren udsultes, og miljøet sygner hen, er det ikke fordi, der ikke er råd. Men fordi rigdommene ikke bliver fordelt til alle i samfundet men forbeholdes en lille klike, kapitalisterne. For at gøre op med dette må arbejderklassen gøre op med kapitalismen og skabe en andet samfund – et socialistisk samfund.

Billedtekst:
Udbytning af arbejderklassen er bygget ind i kapitalismen. Det er ikke bare underbetalt børnearbejde, men noget der foregår på alle arbejdspladser.

Flere artikler fra nr. 155

Flere numre fra 1997

Se flere artikler af forfatter:
Ole Andersen

Siden er vist 1414 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside