Socialistisk Arbejderavis
Nr. 156 – 10. april 1997 – side 2
Kommentar
Fagpamperne har solgt ud
Charlie Lywood
Mange top-fagbureaukrater holder vejret i øjeblikket. De beder inderligt til, at stormen af utilfredshed, som har præget arbejderklassen overalt i Europa de sidste par måneder, ikke skvulper over grænsen og inspirerer til at stemme nej til de elendige overenskomster, de har indgået.
At de måske desværre kommer til at ånde lettet op, kan tilskrives flere faktorer.
Udgangspunktet var ellers ikke så dårligt. Beskæftigelsen er stigende. I mange brancher er der mangel på kvalificeret arbejdskraft. Aktionærerne har fået 8% stigning i deres udbytte sidste år. Men fagforeningerne bukkede sig i støvet. De købte Lykketofts og Jelveds sang om “ansvarlighed”.
De offentlige arbejdsgivere har sikret sig et nyt lønsystem, som gør det nemmere for dem at udskille de svageste på arbejdsmarkedet, og belønne de stræbsomme på bekostning af alle andre. De offentligt ansattes næsten enslydende krav om afskaffelse af individuelle og opsplittende lønsystemer, som de har døjet med siden 1989, er ganske enkelt blevet tilsidesat.
Indenfor det private arbejdsmarked bryster fagbureaukraterne sig af at have afvist 3 årige overenskomster (bortset fra HK og Dansk El-Forbund), og at der blev 2 mæglings forslag i stedet for et.
Men ingen af delene giver bedre løn og arbejdsvilkår. De 2,50 kr. mere i timen, de fleste har fået, holder ikke engang trit med inflationen. Arbejdstiden er uberørt. Tryghed i ansættelsen er lige ringe. Tempoet er lige højt.
Utilfredshed
Utilfredheden er derfor stor på arbejdspladserne. Ud over de faglige ledere er det svært at finde folk, som synes, de nye overenskomster er gode. Men fra at være utilfreds og til at kæmpe, er der et stort skridt.
For eksempel lod sygeplejerskerne sig lokke af deres faglige ledere, og 60 procent stemte ja. Det var ellers sygeplejeskerne, som sidste gang kæmpede i over et halvt år. Denne gang måtte der ekstraordinært 100 millioner kroner til, for at sørge for “ro og orden”. Men i København, på Fyn og i Århus var der alligevel et nej-flertal.
Hos lærerne, som gang på gang har afvist opsplittende lønformer, er 5 hovedbestyrelsesmedlemmer gået ud og opfordret til nej. Modstanden blandt de ufaglærte i Forbundet af Offentligt Ansatte er også mærkbar. Kun en af deltagerne på et møde mellem formand Poul Winkler og 1100 social- og sundhedsarbejdere talte for at stemme ja – gæt hvem?
Vil slås
Hovedproblemet er nemlig ikke, at folk ikke vil slås. Det har Ri-Bus, sygeplejerskerne og de Århusianske skraldemænd vist. Faktisk ligger strejketallene i 1994/95/96 gennemsnitligt højere end i 70’erne. Der mangler snarere en synlig og troværdig faglig venstrefløj, som kan organisere modstanden.
De mange faglige aktivister, som findes i dag, er isolerede fra hinanden. De fleste gamle aktivister fra 70’erne og 80’erne sidder i dag som fagbureaukrater selv, eller er endt i passivitet.
Arbejderklassen behøver socialister, som blomster behøver vand. Til at organisere, til at indgyde selvtillid, til at komme med argumenter for basis demokrati.
Og for at udbrede internationale arbejderes erfaringer, for at kanalisere vreden mod arbejdsgiverne og ikke indvandrerne. Socialistiske ideer og kampen for en god overenskomst går hånd i hånd. Når de gør det, får fagbureaukraterne for alvor grund til at være nervøse.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed