Socialistisk Arbejderavis
Nr. 156 – 10. april 1997 – side 6
Tyskland 1918-23
Den tabte revolution
Kevin Ovenden
Den tyske revolution endte med nederlag. En sejr kunne have ændret det 20. århundredes forløb.
Den tyske revolution i 1918 der stoppede den Første Verdenskrig og ophævede det tyske monarki, er i dag overset af både historikere og skolelærere.
Men Tyskland oplevede 5 år mellem 1918 og 1923 med håb og kamp. Denne storslåede historie er netop udgivet i to genoptryk: Bogen The Lost Revolution af Chris Harman og den danske pjece Den tabte revolution af Charlie Lywood.
Historien viser, hvordan al den bitterhed, som millioner af mennesker følte ved 1. verdenskrigs fattigdom, blodbad og profitjagt, spontant brød ud i en demokratisk masseopstand i november 1918.
Arbejder- og soldaterråd sprang op over hele landet. Et øjenvidne beskriver hvordan “revolutionen inden for en uge var brudt ud over hele Tyskland. Der blev afholdt demonstrationer og arbejdermøder.
Røde flag smældede, røde bånd blev fremvist i knaphullerne og ansigterne lo. Det var, som om de tågede regnfulde novemberdage var blevet forvandlet til forår.”
Da 20.000 matroser og havnearbejdere i den nordtyske havneby Kiel demonstrerede til støtte for anholdte mytterister den 4. november 1918, havde de ingen idé om de vældige begivenheder, de udløste.
Inden for de næste fire dage var byerne Hannover, Magdeburg, Frankfurt, Braunschweig, Oldenburg og andre i hænderne på arbejder- og soldaterrådene. Der havde næsten ikke været nogen modstand.
Hovedstaden Berlin overgav sig den 9. november ved en opstand uden blodsudgydelse. Den tyske kejser Wilhelm, hvis Hohenzoller-dynasti havde regeret i århundreder, flygtede til Holland.
Den militære overkommando, som blot en måned forud havde været sikker på sejr i den Første Verdenskrig, tilkaldte den ene efter den anden af “loyale enheder” for at undertrykke revolutionen, men massen af hærens menige deserterede og tog deres våben med.
Mindre end fem dage efter mytteriet i Kiel, havde den tyske kapitalistklasse ikke noget undertrykkelsesinstrument at anvende.
Det centrale spørgsmål blev hurtigt: Ville arbejderrådene, sammensat af direkte valgte arbejdere og soldater begynde at regere samfundet, eller ville det gamle falske demokrati i form af rigsdag – og arbejdsgiverne – igen overtage samfundet?
Næsten alle tyske arbejdere støttede enten det Socialdemokratiske Parti (SPD) eller de Uafhængige Socialdemokrater.
SPD havde mere end en million medlemmer og et uhyre netværk af fagforenings- og lokale organisationer. Det var verdens største arbejderparti.
Men på trods af dets marxistiske sprogbrug kapitulerede det til det nationalistiske hysteri i august 1914, da krigen startede, og støttede den herskende klasse i Tyskland.
Revolten i 1918 skræmte partiets ledere fra vid og sans.
SPD gjorde alt, hvad det kunne for at halshugge revolutionen ved at presse kejseren til at abdicere frivilligt til fordel for nogle andre medlemmer af kongehuset.
SPD-lederen Friedrich Ebert bønfaldt regeringen under ledelse af prins Max: “Hvis kejseren ikke træder tilbage, er en revolution uundgåelig. Jeg ønsker den ikke. Jeg hader den som arvesynden.”
Få dage senere satte landets herskere Ebert til magten i forsøg på at svække revolten. Men det var ikke nok til at formilde mængderne af demonstrerende arbejdere.
Da SPD-lederen Philip Scheidemann talte til arbejderne fra en balkon på Rigsdagsbygningen, løb ordene “Leve den tyske republik” af med ham, og fjernede dermed i realiteten kejserdømmet.
Historien om den tyske revolution viser, hvordan SPD ikke ønskede at ændre samfundet grundlæggende, men at partiet vidste, det blev nødt til at tilpasse sig revolutionens sprog for at være på bølgelængde med massen af arbejdere.
Men den yderligtgående snak havde kun et formål: at stoppe revolutionen ved at svække arbejderrådene og afstive de herskendes rigsdag.
De Uafhængige Socialdemokrater var splittet ud fra SPD i 1917 på spørgsmålet om holdningen til krigen.
Partiet var til venstre for SPD, men som Chris Harman skriver, “det var på ingen måde et revolutionært parti. Der var den samme bredde i holdninger, som havde været inden for SPD. Nogle var for revolution, andre for reformer, og foretrak for det meste at tale revolutionært og opføre sig reformistisk.”
Det uafhængige Socialdemokrati voksede med rivende fart fra november 1918 og frem.
Partiet udtalte sig ofte til venstre for SPD, men flertallet af partiets ledere var vilde med at være med SPD i regering. På fløjen yderst til venstre for de Uafhængige stod den store revolutionære socialist Rosa Luxemburg.
Hun var i 1915 blevet fængslet for sin agitation imod krigen. Hun stod for en arbejderrevolution som den, der havde fundet sted i Rusland i oktober 1917.
Men hendes få tusinde tilhængere var knapt nok organiserede og havde været begravet i SPD i årevis.
Luxemburg og hendes meningsfæller grundlagde først det revolutionære Tysklands Kommunistiske Parti i december 1918 – efter at arbejderrådene allerede var blevet dannet.
Partiet var ikke stærkt nok til at modstå SPD’s fulde kraft, da den blev rettet imod det.
Millioner af organiserede arbejdere og de millioner, der under revolutionen for første gang var gået i aktion, så stadig hen til SPD og de Uafhængige Socialdemokrater som deres ledere, da revolutionen rullede.
SPD-lederne var desperate efter at genoprette parlamentet og de herskendes system, og indledte en massiv offensiv mod det unge kommunistparti. De vidste, hvad der var på spil og var parate til at slå ihjel.
Det lykkedes SPD-lederne at provokere det uerfarne unge kommunistparti ud i en for tidlig konfrontation i januar 1919 trods Rosa Luxemburgs advarsler.
Den uigennemtænkte opstand slog fejl og gav derfor SPD-regeringen anledning til at indlede en massiv heksejagt mod de revolutionære og mobilisere højrefløjs-morderbanderne – frikorpsene – imod dem.
SPDs avis ophidsede til vold mod Luxemburg og Karl Liebknecht, en anden leder af det unge kommunistparti. To dage senere blev Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht arresteret og myrdet.
De næste fire år så gentagne politiske og økonomiske kriser. Det nybagte kommunistparti havde en svær opgave. Og partiets umodenhed førte flere katastrofale fejltagelser.
Ved hver etape i den fem års revolutionære kamp blev arbejderne ustandseligt stillet over for spørgsmålet reform eller revolution, de herskendes parlament eller arbejdernes råd.
De Uafhængige Socialdemokrater forsøgte at skræve over dette spørgsmål og undgå at vælge side. Men begivenhederne umuliggjorde et sådant standpunkt, og partiet blev splittet.
Desværre var kommunistpartiet aldrig stærkt nok til at gennemføre perspektivet om revolution. Partiet rystede aldrig den svaghed af sig, som fulgte af dets meget sene ankomst på den politiske scene.
At partiet var ungt betød, at det manglende en erfaren og stabil ledelse, og at det havde begrænset fodfæste i arbejderklassen.
Og fordi forholdene var i en knivskarp balance, var det alene selvtillid og klarsyn, som kunne have gjort mulighederne for revolution til virkelighed.
Og der var virkelige muligheder for sejr.
Faktisk kom kommunistpartiet i 1923 meget tæt på at gribe magten, da millioner blev desillusionerede over SPD-regeringen.
Konklusionen på den tyske revolutions historie er ikke at dømme revolutionen til nederlag på forhånd. Når man læser den, må man hele tiden udbryde “Hvis bare de havde...”
Den fejlslagne tyske revolution efterlod den russiske revolution isoleret og åbnede vejen for Hitlers og nazisternes vækst.
Det er derfor, at den tyske revolutions historie er pligtlæsning for enhver, der ønsker at sikre, at socialister afgør udfaldet af fremtidens revolutionære opstande, i stedet for at sidde et par år efter og sukke: “Hvis bare ....”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed