Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 158 – 8. maj 1997 – side 6

Vi kan ikke stole på fagtoppen

Hans Erik Madsen

Det er vigtigt at arbejderklassen er fagligt organiseret. Men under en konflikt kan man ikke stole på, at fagbureaukraterne vil varetage arbejderklassens interesser.

Når arbejdere strejker mod magtfulde arbejdsgivere, så må de ofte se kampen begrænset af deres egne faglige ledere. Enten fordi fagforeningslederne opfordrer til at stoppe strejken, før det ønskede resultat er opnået, eller fordi de ikke vil give tilstrækkelig økonomisk støtte til de kæmpende arbejdere.

Lederne af fagforeningerne dækker sig ind under reglerne om straf for organisationsansvar, som betyder, at de kan idømmes kæmpebøder i arbejdsretten, hvis de opfordrer til eller støtter strejker. Men de faglige ledere har selv været med til at indføre reglerne i det fagretlige system, og de forsvarer deres eksistens.

Når de faglige ledere ikke har lyst til at støtte arbejderes egne selvstændige initiativer og kampe, er det fordi, de mener, at forbedringer i løn og arbejdsforhold bedst opnås i forhandlingslokaler, hvor de selv er placeret ved bordet.

Selv om faglig organisering betyder styrke for arbejderklassen, udtrykker fagforeningerne samtidig en modsætning.

På den ene side kan arbejderne i den faglige kamp vinde sejre og selvtillid. Karl Marx kaldte fagforeningerne “en skole i kommunisme”. På den anden side – som Marx også udtrykte det – er det organisationer, der skal “formindske udbytningen – ikke afskaffe den”.

Når de faglige ledere arbejder for at formindske, i stedet for at afskaffe udbytningen og andre af kapitalismens negative følger, ender de ofte med at forsvare systemet, når arbejderklassens kræfter er ved at underminere det.

For uden det kapitalistiske system har de faglige ledere ingen eksistensberettigelse. De er et professionelt lag af forhandlere – et fagbureaukrati, – som udspringer af behovet for at indgå kompromiser mellem arbejderne og arbejdsgiverne.

Fagbureaukratiets rolle er udviklet siden slutningen af 1800-tallet sammen med det omfattende fagretlige lovværk og Hovedaftalen mellem arbejdernes og arbejdsgivernes organisationer. Her blev det klassesamarbejde cementeret, der binder fagbureaukrati, arbejdsgivere og stat tæt sammen.

Fagbureaukratiet bliver presset af både arbejdere og arbejdsgivere og skal bevare sin troværdighed overfor begge parter. Overfor arbejderne ved i hvert fald en gang i mellem at sikre forbedringer, og overfor arbejdsgiverne ved at garantere ro på arbejdsmarkedet.

Angriber arbejdsgiverne selve den faglige organisering, er fagbureaukratiet pisket til at slås. For mister de medlemmer, mister de kontingentkroner og hermed i sidste ende deres egne job.

Det er det, Taxakonflikten i Århus handler om i øjeblikket. I den konflikt har fagbureaukratiet og deres medlemmer fælles interesser. De slås for, at alle taxachauffører fortsat skal være organiseret i SiD og hermed for ordentlige løn og arbejdsforhold.

Men handler strejken om at forsvare sig mod fyringer eller for mere i løn, er de faglige ledere ikke selv ramt direkte. Samtidig risikerer de, at deres position bliver undergravet, hvis arbejderne viser, at de selv kan skaffe resultater ved at strejke.

Derfor oplever mange strejkende, at deres egen fagforening og forbund direkte modarbejder dem, som tilfældet var, da skraldemændene i Århus blev fyret under deres faglige kamp sidste år.

Under Ri-Bus konflikten i Esbjerg blev dele af fagtoppen nødt til at støtte de strejkende, fordi solidariteten var så bred. 250.000 nedlagde en enkel dag arbejdet i sympati med Ri-Bus chaufførerne.

Ledelsen af SiD var klar over, at de ville miste opbakning blandt deres medlemmer, hvis de ikke støttede op om strejken. Hardy Hansen, daværende formand for SiD, holdt kamptaler i Esbjerg, og på forbundets kongres var Ri-Bus-chaufførerne hyldede helte.

Men i praksis gav SiD ikke den nødvendige støtte. Solidt plantet på pengekassen begyndte de at undergrave frem for at styrke konflikten. Det lykkedes. Nok et kompromis – nok et nederlag. SiD toppen ville hellere give indrømmelser til arbejdsgiverne, end risikere at strejke- og solidaritetsbevægelsen løb dem overende.

Fagbureaukraterne har ikke noget personligt socialt incitament til at slås for medlemmerne.

Bureaukraternes løn og arbejdsforhold adskiller sig væsentligt fra de medlemmer, der betaler deres løn. De omgås mere direktører, jurister og andre bureaukrater end menige medlemmer. De er fri for skiftehold, sundhedsfarlige opløsningsmidler, diktatoriske arbejdsledere og prikke-runder.

Forskellen i den sociale placering mellem top og bund i fagforeningerne betyder stor forskel i opfattelsen af, hvad det er nødvendigt at kæmpe for.

Derfor ser vi, at fagbureaukratiet har let ved at sælge ud af arbejdspladsernes krav til overenskomstfornyelserne, og tale om “ansvarlige” overenskomster.

Derudover er der tre forhold, som gør, at det er vigtigt at være klar over fagbureaukratiets rolle.

For det første vil fagbureaukratiet spille en direkte kontrarevolutionær rolle i en situation hvor arbejderne for alvor truer arbejdsgivernes magt. Herom var den russiske revolutionære socialist Trotskij ikke i tvivl, efter at fagforeningsledelserne havde sørget for, at arbejderne tabte en stor generalstrejke i England i 1926:

“Takket være bureaukratiet fungerer kapitalismen fortsat i Europa. Fandtes bureaukratiet ikke, ville politi, hær, domstole fremtræde som intet andet end ynkværdigt og latterligt legetøj. Fagbureaukratiet er den britiske imperialismes rygrad.”

For det andet vil arbejderne i en revolutionær situation ikke bruge fagforeningerne som redskab til at organisere kampene. I iveren efter at organisere kampene så effektivt og demokratisk som muligt, vil arbejderne ikke spekulere i langsommeligt at vinde post efter post i fagbevægelsen.

I stedet vil fora som tillidsmandsringe og strejkekomiteer tage hånd om selve produktionen og distributionen i samfundet. Akkurat ligesom arbejderne, bønder og ungdom har gjort i en lang række byer i Albanien – eller som arbejdere har gjort i tidligere revolutioner i Rusland, Spanien, Ungarn, Polen og Tyskland.

Det tredje forhold er, at al reel forandring kommer fra neden. Selv om fagbureaukraterne hævder, at de bedst mulige resultater opnås gennem forhandling, modsiges det af historien. De største landvindinger for arbejderklassen er altid opnået enten gennem direkte kamp, eller fordi borgerskabet har frygtet social uro.

Socialdemokraten og historikeren Søren Mørch, som er politisk enig med de faglige topledere, skriver i sin bog “Den sidste Danmarkshistorie”:

“I Danmark  er det forholdsvis simpelt at følge opbygningen af det sociale væsen og se den relation, som denne opbygning har stået i til det samfundsmæssige uroniveau. Tilsvarende gennemførtes ottetimersdagen og den største reallønsstigning, danske arbejdere nogensinde har opnået i lyset af forskrækkelsen over den russiske og tyske revolution fra 1917-21.

Nationalbankdirektør Carl Ussing betegnede i 20’erne disse foranstaltninger for kommunistforsikringen.

Venstrefløjens frigørelse for den sovjetiske statssocialisme efter opstanden i Ungarn, protesterne mod Vietnamkrigen og studenteroprøret i 1960’erne gik forud for vedtagelsen af den fulde folkepension til alle, arbejdsmarkedsordningerne og den socialreform, som vi har levet med i de seneste  snese år.”

Hvis de sociale kræfter, som arbejderklassen råder over, skal bruges til reelle forandringer, er det nødvendigt at udfordre fagbureaukratiets politiske dominans. Det kan kun lade sig gøre med en stærk revolutionær socialistisk organisation som ved at inspirere til arbejderklassens selvstændige kamp kan være et alternativ til de faglige ledere.

Trotskij skrev i 1926 om, hvordan de revolutionære ved at stå sammen med arbejderne i klassens faglige organiseringer kan tage den politiske udfordring op: “Med masserne – ALTID, med de tøvende ledere – SOMMETIDER – men kun så længe som de står i front for masserne.”

Flere artikler fra nr. 158

Flere numre fra 1997

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1340 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside