Socialistisk Arbejderavis
Nr. 159 – 22. maj 1997 – side 4
Strejketal for 1996
Er klassekampen gået i stå?
Danmarks Statistik har her i maj offentliggjort strejketallene fra 1996. Statistikken viser, at der var 930 strejker, og omregnet var der 75.700 strejkedage. Mange af strejkerne var kortvarige: 751 af strejkerne havde et omfang af under 100 strejkedage.
De nye tal fortolkes i de borgerlige medier som, at der næsten ingen strejkeaktivitet har været i 1996. Et historisk lavt niveau. Det er dog ikke helt rigtigt. Strejkeomfanget i 1996 var mindre end i 1995, og nogle få andre år i nyere tid, men adskiller sig ikke markant fra de øvrige år i firserne og halvfemserne.
På trods heraf, er strejketallet uomtvisteligt ikke særligt højt. De borgerlige medier forklarer det med tilfredshed, ro og stabilitet på arbejdsmarkedet. Forklaringen skal dog søges i andre forhold.
Fremgang
For det første var der i 1996 fremgang i økonomien. Der kom flere i arbejde, og inden for flere områder var der en stærk lønglidning. Især inden for bygge- og anlægsområdet er timelønnen i flere dele af landet steget med cirka 10 kr. Der har derfor ikke været så meget grund til at strejke for højere løn. Eftersom arbejdsgiverne har haft ordrebogen fyldt op, vil de hellere give lidt mere i løn, for at undgå strejker og andre faglige aktioner.
Den anden vigtige del af forklaringen, er at arbejdsgiverne og regeringen ikke har gennemført omfattende angreb på de, der har været i arbejde i 1996. Angrebene har i stedet mest været rettet mod de arbejdsløse, ved den såkaldte justering af arbejdsmarkedsreformen, hvor dagpengeperioden blev afkortet og mere tvangsarbejde indført.
Baggrunden for, at regeringen ikke har sat hårdere angreb ind, er at der ikke har været et akut behov for indgreb og nedskæringer, som det ellers er set i mange andre europæiske lande så som Frankrig, Belgien, Tyskland og Grækenland. I disse lande er indgrebene blevet mødt med massive strejker, protester og demonstrationer.
Den danske Nyrup-regering har i stedet satset på dels at gøde grunden for kommende indgreb ved ideologiske angreb på efterlønnen og arbejdsindsatsen hos fx. lærere og sygeplejersker. Dels har regeringen satset på, at øge vælgertilslutningen ved at køre kampagner for hårdere straffe, lukke Tvind-skoler og deltage i internationale krigseventyr som på Balkan.
Strejketallene skal derfor ikke tages som udtryk for tilfredshed. De skal ses som udtryk for at angrebene har været færre, og som konsekvens af den lille økonomisk fremgang. Samtidig skal strejketallene ses som udtryk for, at der stadigvæk er langt mellem den generelle utilfredshed, og så troen på, at strejker kan ændre på vilkårene.
Langt de fleste strejker kommer efter en provokation fra arbejdsgivernes side. Se blot på Ri-Bus, skraldemændene i Århus og Århus Taxa. Og de fleste strejker inden for fx. pædagogområdet kommer efter nedskæringer i det samlede antal timer i de enkelte daginstitutioner.
Modstand
De lave strejketal i 1996 betyder således ikke, at der i dag er mindre vilje til modstand, end for blot få år siden. Hvis regeringen fejlagtigt drager den konsekvens af de lave strejketal i 1996, vil de ret sandsynligt hurtigt få en vis legemsdel på komedie. Ligesom i de europæiske lande, hvor de forsøger at skære ned på arbejderklassens vilkår.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed