Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 159 – 22. maj 1997 – side 4

“Danmark som foregangsland”

‘Kejserens nye klæder’ – med Nyrup i hovedrollen

Frank Antonsen

Regeringen har indledt valgkampen med en rent ideologisk manøvre. I stedet for at love konkrete forbedringer har regeringen valgt at postulere “Danmark som foregangsland”. I rapporter, artikler og taler er regeringen begyndt at male et skønmaleri af dagens Danmark, som det er svært at genkende.

Især kan det være svært at se, hvorfor arbejdsmarkedsreformen og den ny bistandslov med indførelse af tvangsarbejde og “sæbecirkulærer” skulle være en succes.

Og hvad med at spørge de ansatte i TeleDanmark eller bankerne om de synes, den øgede konkurrence giver dem bedre vilkår?

Det seneste udspil fra kommunerne viser, at “Danmark som foregangsland” betyder nedskæringer. De vil have regeringens tilladelse til at skære effektivt ned i efterløn, børnecheck, boligstøtte og kontanthjælp.

Regeringens skønmaleri kan heller ikke findes i virkelighedens verden. En rapport fra Center for alternativ samfundsanalyse, CASA, fra marts i år viser netop, at ulighederne i samfundet øges dag for dag.

CASAs rapport viser, at de fattigste i samfundet har sværest ved at finde et arbejde og sværest ved at få en uddannelse. Hvorimod de rigeste næsten aldrig har været uden arbejde. Samtidig er det især dem, der i forvejen har en uddannelse, der bliver efteruddannet. På den måde vil ulighederne vokse og vokse.

Rapporten siger også, at det især er kvinder og indvandrere, det går ud over.

Ulighed

Uligheden gælder også fordelingen af indkomst og formue. Den nyeste statistiske oversigt viser fx, at den rigeste tiendedel af befolkningen ejede 63 pct. af al formue i 1986, og at det er steget til hele 78 pct. i 1992. Mens den fattigste tredjedel af befolkningen havde negativ formue.

Den tendens er stigende. Som eksempel kan man tage bankverdenen. Her ligger de ansattes lønstigninger i 1996 typisk på 2,5-3 procent. Samtidig giver Unibank deres direktører en stigning på 20 procent, og BG Bank kan tilbyde 16,3 procent. Aktionærerne bliver heller ikke glemt. I Unibank er deres stigning på næsten femten procent.

Det er også værd at bemærke, at erhvervslivets skattegæld er steget med 46 procent de sidste to år. Regeringen har ikke taget skridt til at inddrage de milliarder, det drejer sig om.

Indtjening

Og det er ikke fordi, erhvervslivet ikke har råd til at betale. Sidste år steg industriens indtjening med hele 15 procent, og de 30 rigeste familiers formuer voksede fra 105 milliarder kr. til 148 mia. – en stigning på næsten 50 pct.

Sammenholder man alt dette med det faktum, at Danmark er det EU land, der har haft de største prisstigninger sidste år, tegner der sig et noget mindre rosenrødt billede af hverdagen end det, regeringen maler.

Det betyder, at “Danmark som foregangsland” er et samfund, hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. Hvor arbejdsløse får det sværere og sværere, mens aktionærer og direktører scorer kassen.

Billedet er det samme i hele Europa. Og det er det, der har fået så mange arbejdere til at strejke og demonstrere i Frankrig, Belgien og Tyskland.

Det er det, der viser at det er nødvendigt at opbygge en anden verden. Og bygge den op nedefra denne gang.

Øger polariseringen i samfundet

Regeringens fremtidsplaner indeholder fromme ønsker, men vil først og fremmest styrke arbejderklassen. Resultatet bliver større polarisering i samfundet.

Regeringens meget omtalte udspil med den svulstige  titel “Danmark  som foregangsland” indeholder Nyrup og kompagnis tanker om samfundets udvikling.

Udspillet indeholder fromme ønsker om færre arbejdsløse, bedre miljø og lavere skatter.

Men de fromme ønsker forsvinder som dug for solen, når man ser på, hvordan regeringen har tænkt sig at opfylde dem.

Grunden er, at regeringen lægger størst vægt på at få en “sund økonomi”. Det vil først og fremmest sige så få offentlige udgifter som muligt. Og derfor flere nedskæringer, strammere regler for arbejdsløse og mere privatisering.

Generelt opererer regeringen med en “stok og gulerods”-metode. Stokken til arbejderne og de arbejdsløse og guleroden til de rige.

Der er fire hovedpunkter, som det er værd at kigge nærmere efter i sømmene: arbejdsmarkedet, uddannelse, miljø og det offentlige. Det er de punkter, der berører helt almindelige menneskers hverdag.

En af regeringens drømme er at få arbejdsløsheden ned på blot syv procent inden år 2000. Dette skal gøres ved at forbedre konkurrenceevnen. På den måde skal der skabes 30.000 nye jobs om året.

Men det er præcist det samme hensyn til konkurrenceevnen, der får TeleDanmark til at fyre 5.000 arbejdere, selvom firmaet har kæmpeoverskud. Så det må stå hen i det uvisse, hvordan konkurrenceevnen pludseligt kan skabe hele 30.000  nye  jobs.

Når det går dårligt for et firma, fyres arbejderne, eller de må i det mindste arbejde hårdere for samme løn. Den ekstra profit, der opnås på den måde, går lige i aktionærernes lommer. Når det går godt for et firma, så belønner man aktionærerne igen – og som regel fyrer man også lige et par tusinde arbejdere, for at få et ekstra godt resultat.

Regeringens forestilling om, at bedre konkurrenceevne automatisk skaber flere jobs, er ren ønsketænkning. Den udtrykker en naiv tro på, at arbejdsgiverne lige med ét holder op med at være grådige og i stedet lade profitten komme andre mennesker til gode. For eksempel ved at ansætte nogle flere, give dem mere i løn og ikke blot belønne aktionærerne.

Men det er jo netop konkurrencen med de andre firmaer, der får arbejdsgiverne til at handle, som de gør. Konkurrencen tvinger arbejdsgiverne til at skaffe aktionærerne det størst mulige overskud, og der er intet, der garanterer, at aktionærerne vil omsætte det til jobs, bedre miljø eller hensyn til svage grupper.

Arbejdspladser

En af regeringens yndlings kæpheste er fastholdelsen af svage grupper på arbejdsmarkedet. Blandt andet ønsker de, at folk med nedsat arbejdsevne ikke skal “forsørges” af staten, men i stedet blive på arbejdsmarkedet. Dette lyder jo umiddelbart så smukt, at man næsten får tårer i øjnene: Nu skal alle kunne yde efter evne, og der skal være plads til selv de svageste.

Virkeligheden ser noget anderledes ud. Hvis der skal skabes plads til de såkaldt svage grupper på arbejdsmarkedet, betyder det, at der skal være profit i at ansætte dem. Det kan kun gøres på én af to måder.

Enten betaler staten en del af deres løn, eller også arbejder de til lavere løn end andre. I alle tilfælde er de med til at holde lønningerne nede, på samme måde som med tvangsaktivering af arbejdsløse.

Resultatet vil også være, at der skabes et “B-hold” på arbejdspladserne, som bliver fastholdt som en udsat gruppe på arbejdsmarkedet. Ganske vist skal regeringen nok finde frem til enkelte, som via tvangsaktivering kommer i fast arbejde. Men det generelle billede er, at tvangsarbejde og andre beskæftigelsesforanstaltninger bliver brugt til at skaffe arbejdsgiverne – ikke mindst de offentlige – billig arbejdskraft.

Det gælder fx for kommunalt ansatte specialarbejdere, at antallet af ansatte i beskæftigelsesordninger på ti år er næsten tredoblet – mere end hver tredje arbejder nu på vilkår, som ikke er fastlagt i overenskomsten.

En rapport fra Centret for alternativ samfundsanalyse, CASA, fra marts i år, underbygger dette ved at pege på, at den såkaldte “marginalgruppe”, dvs. folk, der går ind og ud af arbejdsmarkedet, næsten er fordoblet i de sidste ti år.

Den indlysende måde at løse problemet på er at fordele arbejdet bedre gennem nedsat arbejdstid. Men det er ikke med i regeringens overvejelser.

Polarisering

CASA-rapporten viser også andre tendenser til øget ulighed i samfundet.

Rapporten dokumenterer, at fattigdom er “arveligt” i den forstand, at børn fra den fattigste del af befolkningen har sværest ved at få en uddannelse og derfor forbliver fattige.

Når regeringens udspil, "Danmark som foregangsland", således også indeholder planer om mere uddannelse, vil også dette være med til at øge uligheden snarere end det modsatte. For CASAs rapport viser nemlig også, at de folk, der får efteruddannelse netop er dem, der i forvejen er bedst uddannet. Hvorimod de, der ellers havde mest brug for det, nemlig dem med den laveste uddannelse, ikke får efteruddannelse og derfor får det endnu sværere.

Regeringen lover især at satse på videreuddannelse af dem med de korteste uddannelser. Men der er intet konkret i deres udspil om, hvordan dette rent faktisk skal gøres. Og det er katastrofalt, for CASAs rapport viser, at overlader man det til de “frie markedskræfter”, så vil udviklingen gå den stik modsatte vej.

Trafik

En anden af regeringens lyserøde ønskedrømme er at styrke den kollektive trafik. Men når det kommer til de konkrete planer, så handler de for fx DSB først og fremmest om at bygge nye og hurtigere tog, så rejsetiden mellem fx Århus og København kan reduceres yderligere med hele tredive minutter.

Det skal nok være tiltalende for erhvervslivets mappedrenge, så de kan blive transporteret hurtigt frem og tilbage mellem forretningsfrokosterne.

Men for størstedelen af arbejderklassen er problemet ikke, om man kan komme en halv time hurtigere til Århus, men at den kollektive transport er for dyr, at afgange ikke passer sammen, og at hele det kollektive trafiknet ikke er fintmasket nok.

Så selv om højhastighedstog ikke i sig selv er dårligt, så bliver fordelene udhulet af, at de indrettes efter erhvervslivets ønsker.

Regeringen gør et stort nummer ud af at være foregangsland på miljøområdet. Det officielle billede af Danmark på det punkt er jo netop et ultragrønt land, hvor økologiske køer og grise tumler sig forårskåde på de dugvåde enge.

Cheminova

At det til tider kan være så som så med det grønne, ses af fx Cheminova sagen, hvor et dansk firma gladeligt producerer og sælger giftige stoffer til landbruget i den tredje verden og spiller naivt uvidende om, at giftstofferne har mindst 100 landarbejderes liv på samvittigheden. Og Cheminova er ikke ene om at sælge giftige stoffer – ØK står for produktion og salg af giftstoffet paraquat i Thailand. Stoffet er forbudt i Danmark, blandt verdens absolut værste miljøgifte og vides at have kostet menneskeliv. Et andet eksempel er den lange tid, det tog at få lukket Proms kemiske fabrikker.

Den slags kedelige tilfælde beskæftiger regeringens udspil sig naturligvis ikke med. I stedet nøjes man med at understrege, at landet har forpligtet sig gennem flere internationale aftaler til at forbedre miljøet. Men oftest er den slags aftaler ikke det papir værd, de er trykt på.

I det hele taget er der ikke mange lyspunkter for almindelige mennesker i regeringens udspil. Arbejdsmarked, sundhed, uddannelse og miljø bliver alle  underordnet det store gyldne mål, nemlig at nedbringe statens gæld og øge konkurrenceevnen.

Prisen for Nyrup og Lykketofts luftkasteller bliver høj, og det bliver arbejderklassen, der kommer til at sidde med regningen.

Billedtekst:
“Danmark som foregangsland” angriber ikke, at Danmark også er et land med tvangsarbejde og med kemisk industri, der har menneskeliv på samvittigheden.
Nyrup-regeringens planer tager først og fremmest hensyn til erhvervslivets konkurrenceevne. Men der er intet, der garanterer, at større profitter kommer arbejderklassen til gode.

Flere artikler fra nr. 159

Flere numre fra 1997

Se flere artikler af forfatter:
Frank Antonsen

Siden er vist 1103 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside