Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 159 – 22. maj 1997 – side 6

Da Stalin smadrede bolsjevismen

Dorte Lange

De statskapitalistiske regimer i Sovjet og Østeuropa frem til 1989 havde intet med Lenins og bolsjevikkernes ide om socialisme at gøre.

Stalins diktatoriske undertrykkelse af den russiske arbejderklasse og mord og forfølgelse af politiske modstandere, vækker afsky hos demokratisk indstillede mennesker. Mange afviser derfor tanken om, at arbejderrevolutioner kan føre til noget godt.

Men kimen til Stalins terrorregime lå ikke gemt i den politik Lenin og bolsjevikpartiet førte i ledelsen af den russiske revolution i 1917.

Selvom de statskapitalistiske regimer i Sovjet og Østeuropa fra Stalins magtovertagelse til Berlinmurens fald i 1989 hævdede at føre traditionen fra Lenin og bolsjevikkerne videre, så stod de i virkeligheden for en fundamentalt anderledes politik. En politik, som byggede på det herskende bureaukratis interesser i stedet for arbejderklassens.

Det var omstændigheder, som bolsjevikkerne ikke selv havde indflydelse på, der smadrede den russiske revolution og banede vejen for et statskapitalistiske samfund, der lå fjernt fra bolsjevikkernes ide om socialisme.

Lenin og bolsjevikkerne argumenterede for, at arbejderklassens magtovertagelse betød, at den både kunne gøre sig fri af undertrykkelse og udvide demokratiet. For arbejdernes magt byggede på deres egne demokratiske forsamlinger – arbejderrådene. På russisk: Sovjetter.

Samtidig mente bolsjevikkerne, at det var afgørende for revolutionens overlevelse, at den blev spredt til de lande i Europa, hvor kapitalismen var mere udviklet. Rusland var et tilbagestående land med kun lidt industri og derfor en lille arbejderklasse.

Den kapitalistiske konkurrence landene i mellem ville indfange Rusland, hvis revolutionen ikke blev spredt. Lenin skrev i juni 1918: "Vi har altid understreget, at i ét land er det umuligt at udføre en opgave som en socialistisk revolution."

Bureaukratiets magtovertagelse skete som en gradvis proces på grund af de vanskeligheder, den unge sovjetmagt mødte. Men perioden op til og efter revolutionen i oktober 1917 var domineret af bolsjevikkernes oprindelige politik.

Tiden fra den borgerlige revolution, der væltede zaren i februar 1917, til månederne efter den socialistiske revolution i oktober, var de mest demokratiske, man kan forestille sig.

Arbejdernes rådsorganisering bredte sig ud over hele Rusland. Og arbejderne kunne, fordi de var organiserede og bevæbnede, både forsvare det nye borgerlige demokrati mod generalernes forsøg på militærkup og føre bevægelsen videre mod rådenes magtovertagelse.

Bolsjevikkerne opnåede gradvis større indflydelse inden for rådenes demokratiske delegeretsystem. Og de vandt ledelsen af den russiske revolution op til magtovertagelsen i oktober 1917, fordi deres politik udtrykte dét masserne af arbejdere, bønder og soldater ønskede: brød, jord og fred. Det blev klart for flertallet i rådsbevægelsen, at den eneste måde at opnå disse grundlæggende krav på var at støtte bolsjevikkerne. Bolsjevikkerne kom til magten i den nye rådsregering i oktober 1917 i spidsen for en ægte folkelig bevægelse.

Men bolsjevikpartiet afgjorde ikke selv de betingelser, det måtte arbejde under.

Kort tid efter revolutionen startede en 4 år lang borgerkrig. Sovjetstaten blev både angrebet af russiske “hvide” hære ledet af gamle zar-generaler og invaderet af udenlandske hære, som ville søge at forsvare udenlandske kapitalinteresser i landet. Også partier, som tidligere havde været med i sovjetregeringen, men nu havde trukket sig ud, organiserede væbnede oprør mod sovjetregeringen.

Hvis ikke bolsjevikkerne satte alt ind på det militære forsvar, ville revolutionens resultater være tabt. Dér hvor de hvide hære vandt frem, blev jorden givet tilbage til godsejerne, og rene rædselsregimer blev oprettet.

Bolsjevikkerne håbede desuden hele tiden på, at arbejderne ville sejre i revolutioner i andre europiske lande.

Fordi alle ressourcer blev brugt til det militære forsvar af revolutionen, blev den russiske økonomi ødelagt. Industriproduktionen standsede, og antallet af arbejdere blev færre. Dermed blev demokratiet i sovjetsystemet udhulet, fordi det havde bygget på arbejderklassens aktive deltagelse.

Industriproduktionen faldt til en ottendedel af niveauet i 1913. De største byers befolkningstal blev halveret, og to tredjedele af arbejderklassen blev optaget i den administrative maskine, som drev den Røde Hær og sovjetinstitutionerne.

Den revolutionære stormbølge, som opstod i Europa som følge af 1. verdenskrig og inspirationen fra den russiske revolution, ebbede ud. Det havde dermed lange udsigter med revolutionens spredning.

For at få økonomien i gang igen satte de en kapitalistisk udvikling i gang. Den “ny økonomiske politik” – NEP politikken – fra 1921 betød indrømmelser over for privatkapitalismen. Den skabte økonomisk vækst og velstand i den nye middelklasse og den skabte en ny arbejderklasse.

Gennem 1920’erne forvandlede bolsjevikpartiet sig væk fra sit udgangspunkt i 1917. Det var flere gange større, men også gennemsyret af bureaukrati.

Lenin var bekymret over denne udvikling. På partikongressen i 1922 sagde han: “Hvis man tager Moskva med sine 4700 ansvarlige kommunister og tager denne bureaukratiske maskine, dette bjerg – hvem regerer så hvem? Jeg tvivler meget på, om man kan sige, at kommunisterne dirigerer dette bjerg. Sandt at sige er det ikke dem, der dirigerer, men dem, der bliver dirigeret.”

Lenin førte de sidste år før sin død i 1924 en kamp mod den bureaukratiske forvridning af staten og mod Stalins stigende magt som generalsekretær.

Men stats- og partibureaukratiet havde forvandlet sig til et uafhængigt socialt lag med egne sociale interesser om at bevare sin position og øge sine privilegier i statsapparatet. En ny herskende bureaukratklasse blev født.

Stalin lagde navn til den såkaldte teori om “socialisme i ét land” i 1924. Nu var formålet ikke længere at søge at sprede revolutionen til andre lande, men at bureaukratiet skulle fastholde sin magt og kalde det socialisme.

I 1928 var kontrarevolutionen en realitet. Nu satte bureaukratiet selv sine mål. Sovjets første femårsplan handlede først og fremmest om statslig akkumulation af kapital. Selvom bureaukratiet ikke ejede fabrikker og landbrug i juridisk forstand, så havde det fuld dispositionsret over såvel disse produktionsmidler og det producerede som over arbejderne.

Det statslige bureaukrati og dets magtinstrumenter fratog arbejderklassen og bønderne alle rettigheder.

Industrialisering og tvangskollektivisering af landbrugene blev forceret med det formål at styrke staten økonomisk og militært. Det var konsekvensen af Stalins teori om "socialisme i ét land". Stalin proklamerede, at Sovjetunionen på 10 år skulle nå det samme niveau af kapitalakkumulation, som den vestlige verden havde haft 30 år til at nå.

Dette vanvittige mål blev nået gennem en opfindsom udnyttelse af arbejderklassen. Akkordsystemer og arbejdspas som stavnsbandt arbejdere til de enkelte fabrikker, og arbejdslejre til de arbejdere som ikke makkede ret.

Mellem bolsjevismen og stalinismen blev der i de efterfølgende år ikke blot trukket en blodig linje, men strømme af blod. Moskva-processernes fysiske udryddelse af bolsjevikker som havde været aktive i revolutionen af hele generationen af bolsjevikker fra borgerkrigen og de unge, som tog den bolsjevikiske tradition alvorligt, viser at der ikke blot er tale om et politisk, men også et fysisk brud mellem bolsjevisme og stalinisme.

Selvom den demokratiske, bolsjevikiske tradition  blev smadret af stalinismen, dukker den op igen og igen i arbejderoprør, hvor arbejderklassen organiserer sig i arbejderråd. Vi kan bruge traditionen i dag, mens stalinismen er blevet sendt hen, hvor den hører hjemme. På historiens mødding.

Flere artikler fra nr. 159

Flere numre fra 1997

Se flere artikler om emnet:
Russ. rev. Nederlag og kontrarevolution

Se flere artikler af forfatter:
Dorte Lange

Siden er vist 2080 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside