Socialistisk Arbejderavis
Nr. 160 – 5. juni 1997 – side 4
Politisk tumult i Afrika
Vesten holder med vinderne
Tom Christiansen
Det var en stor dag for Afrika, da Zaires diktator, Mobuto faldt. Men det er samtidigt slående, hvordan Vesten lavede en kovending fra at støtte Mobuto til at afskrive ham som en korrupt diktator.
Siden Mobuto kom til magten i 1965, har alle med bare et nogenlunde kendskab til afrikansk politik vidst, at CIA og de tilsvarende franske og belgiske organisationer bakkede ham op på trods af, at han var skamløst korrupt, fordi Zaires mineralforekomster havde en strategisk vigtighed.
Det interessante spørgsmål er, hvorfor specielt USA nu har undsagt Mobuto efter at have støtte ham en hel generation.
Svaret skal søges i den katastrofale økonomiske forfatning, som ikke bare det land, der nu igen hedder Congo, men hele det afrikanske kontinent syd for Sahara befinder sig i. En rapport som blev offentliggjort for nyligt fra Valutafonden, tegner et skræmmende billede.
Regionens andel af verdenshandlen er faldet fra 3 pct. i midten af 1950’erne til 1 pct. i 1995. Siden 1965 er den gennemsnitlige indkomst faldet fra 14 pct. af niveauet i de industrielle lande til 7 pct.
Regionens nationalindkomst udgør kun 2,5 pct. af verdens nationale indkomst, og heraf kommer næsten 40 pct. af produktionen fra Sydafrika og Nigeria.
Afrikas position i udkanten af verdensøkonomien betyder, at kontinentet kun tiltrækker 3 pct. af de udenlandske investeringer i udviklingslandene. Og størsteparten af de udenlandske investeringer går til en håndfuld olieeksporterende lande som Nigeria, Angola, Cameroun og Gabon.
Tilbagegang
Økonomisk tilbagegang har på den måde været den vigtigste erfaring i Afrika. Væksten på 5 pct. sidste år skal ses på baggrund af de sidste 20 års fald i real indkomst.
Denne forfærdeligt depressive udvikling er en arv fra kolonialismen, som efterlod de nye uafhængige afrikanske stater med en økonomi, som var afhængig af verdensmarkedspriserne på ganske få råvarer.
Det kan det fri marked ikke hjælpe de afrikanske lande ud af.
Sidste års vækstfremgang var stort set et direkte produkt af højere priser på olie og andre råstoffer.
Et sådant vækstmønster uddyber afhængigheden af råstofferne og er ikke tilstrækkeligt til at skabe en industriel og eksportmæssig vækst som i Asien.
Valutafonden og Verdensbanken har gjort tingene værre med deres krav om, at de afrikanske regeringer skal foretage økonomiske omstruktureringer. Privatiseringer og nedskæringer i de offentlige udgifter har forøget arbejdsløsheden og lagt et yderligere pres på levestandarden.
Det er denne fælles oplevelse af økonomisk forarmelse under korrupte og diktatoriske regimer, som har skabt en bølge af politisk ustabilitet i store dele af Afrika i 1990’erne.
Domino
I Øst- og Centralafrika er en række dominobrikker væltet gennem det sidste årti.
Milton Obotes tyranni i Uganda var det første, som faldt i 1986. Senere kom Derg-juntaen i Etiopien. Begge regimer blev væltet af guerillabevægelser.
Yoweri Musevis nye regime i Uganda støttede tutsioprørerne i Rwanda, hvoraf en del havde deltaget i kampen mod Obote. Oprørernes sejr i Rwanda i 1994 ændrede den regionale magtbalance.
Sejrherrerne forenede sig i kampen mod Mobuto, som i 30 år havde været regionens største forhindring for forandringer. Rwandiske, ugandiske og angolanske tropper kæmpede side om side med Kabilas styrker i Zaire.
Vi har endnu ikke set, hvor godt Kabila og hans allierede vil være i stand til at løse deres opgaver. Men USA har i sandhed været hurtig til at skifte hest og bakke det nye regionale magtcenter med Museveni i spidsen op.
Billedtekst:
En diktator går på pension.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe