Socialistisk Arbejderavis
Nr. 16 – Januar 1986 – side 2
Brud på ANC’s politiske monopol
Pia Larsen
Fagbevægelsen i Sydafrika har efter langvarige forhandlinger dannet et fælles forbund. Forbundet hedder Kongressen for Sydafrikanske Fagforbund (COSATU) og samler omkring en halv million medlemmer.
Forbundet er først og fremmest dannet for at koordinere og organisere de mange arbejdskampe, som de sorte arbejdere gennem længere tid har ført mod Sydafrikas arbejdsgivere.
Allerede inden forbundets dannelse så man de første skridt i retning af sympatiaktioner for andre strejkende, men ellers har det knebet gevaldigt med koordinationen. Ofte har forskellige distrikter strejket hver for sig, ligesom de forskellige faggrupper har haft svært ved at finde fodslag.
Men det nye forbund kommer også til at spille en direkte politisk rolle. Det har allerede erklæret sig som modstander af apartheidstyret, og det kræver undtagelsestilstanden ophævet, paslovene fjernet og ANCs leder, Nelson Mandela frigivet.
Også disse krav markerer et brud på tidligere praksis. Mange af de faglige ledere har været imod at involvere arbejderne i den politiske kamp. De har hævdet, at fagforeningernes opgave udelukkende var at føre lønkamp, så måtte andre tage sig af »det politiske«. Fagbevægelsens nølen i det politiske spil kan bl.a. ses af, at den som en af de eneste modstandsgrupper ikke er medlem af det brede UDF, der ellers samler al opposition i Sydafrika.
ANC’s monopol
UDF præges kraftigt af Sydafrikas største og vigtigste opposition, ANC, der igen er præget af Sydafrikas Kommunistiske Parti. ANCs ledere har på samme måde som fagbevægelsen ment, at politik og lønkamp ikke skulle blandes. Og det har i høj grad lammet begge grupper.
Måske kan det nye fællesforbund rette op på nogle af manglerne. Strejkende har gang på gang oplevet, at de i lønkampe ikke bare står over for en enkelt arbejdsgiver, men hele statsapparatet.
Vilkårlige fængslinger, polititerror og paslove splitter familier og rammer de sorte arbejdere. Apartheid må bekæmpes af sorte arbejdere der, hvor de står stærkest. Derfor må kampene føres fra arbejdspladserne, og de må koordineres mellem arbejdspladserne og byerne.
Men det er ikke nok med et fællesforbund. Ud af den nye erkendelse om kollektivitet, må der også springe et arbejderparti, der konsekvent og i modsætning til ANC kæmper for arbejderklassens krav og ikke underlægger sig en strategi, der kun går ud på at fordele den kapitalistiske magi ligeligt mellem sorte og hvide.
Halvhjertet boykot
Efter en lille tur i arbejdsretten og løfter om skærpet dansk Sydafrika-holdning fra Folketingets talerstol stak fagbevægelsens bureaukrater halen mellem benene og afblæste boykotten af sydafrikanske varer.
I stedet for aktiv solidaritet fra danske arbejdere til sydafrikanske arbejdere foretrak bureaukraterne at undgå ballade og overlade solidariteten til den danske stat. Og man kunne ligefrem høre et lettelsens suk gå gennem LO-kontorerne.
Boykotten var blevet en lunken kartoffel, der hverken var effektiv eller helhjertet. Ofte helt uforståelig for medlemmerne, der hverken fik instrukser eller argumenter.
Politisk pres og moralske argumenter fik fagtoppen til at proklamere boykotten, fordi ingen, bortset fra Erhard Jakobsen, vil forsvare apartheidregimet i Sydafrika. Men så snart solidariteten skulle koste noget, det være sig strejkedage og konfrontationer med arbejdsgiverne, så trak samme LO-top sig tilbage.
Ikke race men klasse
»Pretoria siger, at uroligheder er uden forbindelse med apartheid.« Og så skal det jo nok passe. Overskrifterne i de danske aviser lød uden undtagelse: »Stammekrig i Sydafrika koster 53 livet.«
Ordvalget var maske forskelligt, men meningen var den samme. De sorte i Sydafrika slår hinanden ihjel, ikke af politiske grunde, men på grund af stammefejder. Tilpas primitivt.
Støtter regeringen
3000 pondoer stødte sammen med 2000 zuluer, og så startede blodbadet. Men hvis man kigger lidt bagved, så ledes zuluerne af den forræderiske høvding Buthelezi, der har deponeret sin loyalitet hos den hvide regering. Når premierminister Botha engang imellem taler om dialog med de sorte, så er det Buthelezi, han taler om.
I mange af de gadekampe, hvor sorte har dræbt sorte, er det Buthelezis folk, der har kæmpet sammen med statsmagten om at nedkæmpe modstanden mod apartheid.
Det er ikke hudfarve eller starnmetilhørsforhold, der er det afgørende i Sydafrika i dag. Det er et politisk valg, om man vil stå sammen med arbejdsgiverne og staten, som tilfældigvis er hvide, eller arbejderklassen, som overvejende er sort.
Billedtekst:
Unge sorte sætter ild til en politimands bolig i Johannesburg.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed