Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 16 – Januar 1986 – side 4

Smilet stivner – ny krise på vej

Jason Meyler

Schlüter forsøger at fastholde en illusion. Han bruger sit smil i håb om at aflede opmærksomheden, på samme måde som en tryllekunstner. Men smilet stivner i takt med, at det bliver endnu klarere, at regeringens »genopretnings-strategi« smuldrer.

Stik imod alle hensigtserklæringer og forventninger stiger betalingsbalanceunderskuddet måned for måned. Hver gang der kommer nye handelstal, forsøger regeringen at forklare, at gennembruddet snart kommer.

Og mens det udebliver, strides forskellige dele af borgerskabet om, hvad de skal gøre. Regeringen skændes først med nationalbankdirektør Hoffmeyer, siden med arbejdsgiverorganisationerne og til sidst indbyrdes.

Når tiden er svær for socialister, kan det fryde lidt, at der er andet end kogende selvtillid bag regeringens smil.

På papiret synes regeringen at have opnået meget for deres klasse. I de sidste fire år er den danske økonomi vokset med 15 %, mens den i resten af EF-landene har været ca. 8 %.

Industriprofitterne er på 2 år næsten fordoblet og nåede 15,2 mia. kr. i 1984. Samtidig er det skrappeste lønindgreb siden krigen efter påskestrejkerne generelt blevet mødt med relativt rolige forhold på arbejdspladserne.

Der er kommet 50.000 flere i arbejde, men der er stadigvæk 230.000 arbejdsløse. Antallet af bistandsklienter stiger, men der er stadig langt igen til det ledighedstal på 162.000, der blev nået ved det sidste mindre opsving i 1979. Baggrunden er, at mange af investeringerne har været arbejdskraftbesparende.

Men investeringerne er steget betydeligt. Industriens Realkreditfond har for eksempel oplevet en tidobling af' deres udlån i løbet af de sidste tre år, stærkt tilskyndet af renten, der er den laveste i 16 år.

Bankernes udlån til forbrug er steget med 58 %. Omsætningen i julehandelen steg med op til 15 % i mange forretninger.

Den faldende rente har sammen med de sociale nedskæringer bidraget til at opfylde regeringens mål om at nedbringe underskuddet på statsbudgettet. Ved at flytte ressourcer fra de fattige til de rige har det set ud, som om regeringen har skabt basis for et opsving i økonomien.

Men samtidig har der vist sig en hel række problemer, der truer med at slå opsvinget i stykker, inden det rigtigt er kommet i gang.

Betalingsbalancen

Regeringens største problem er, at målet om at afskaffe betalingsbalanceunderskuddet inden 1988, ser ud til at være uopnåeligt.

Det kan være svært at forstå, hvorfor borgerlige politikere og reformistiske partiet går så meget op i betalingsbalancen. Alle ville kunne se absurditeten i en påstand om, at det var et problem, hvis der blev sendt flere varer fra Jylland til Fyn end omvendt.

I en socialistisk verden ville det ikke være et problem, hvis det var mest hensigtsmæssigt, at robotter i Japan producerede og dækkede verdensbehovet for biler, og at alle andre lande derved fik et handelsunderskud i forhold til Japan.

Under ingen omstændigheder kan det være socialisters udgangspunkt, at det er et problem for danske arbejdere. Kapitalismens elendighed er ikke arbejderklassens ansvar.

For kapitalister er det heller ikke et problem, hvis underskuddet dækkes af privatkapitalisters lån i udlandet. Det er heller ikke gælden som sådan, kapitalisterne bekymrer sig om. Danmark har siden 1920 været gældsat til omverdenen med undtagelse af et par år i 60'erne.

Skrøbeligt opsving

Lånemarkedet spiller en vigtig rolle i kapitalismen. Virksomheder, som vil investere i dag, venter ikke til de har opsparet de nødvendige midler, men låner fra bankerne mod at betale dem en andel af den kommende profit – renten.

Bankerne låner samtidigt fra andre virksomheder, som ikke er parate til nye investeringer. Det betyder, at de fleste virksomheder og stater i verden har stiftet gæld hos bankerne.

Hvis en enkelt virksomhed ikke kan tilbagebetale sin gæld til en indenlandsk eller udenlandsk bank, bliver den erklæret konkurs, men som regel uden at skabe store problemer for resten af økonomien.

Hvis derimod en stat som Danmark ikke betaler, så er konsekvenserne mere omfattende. Værdien af den valuta, staten har til handel med omverdenen, trues., renten stiger og produktionen stagnerer.

Det er især et problem i dag, fordi over en fjerdedel af pengene på de internationale markeder er lånt med meget korte frister. Kortvarige spekulative bevægelser kan ramme enkelte økonomier meget hurtigt.

Derfor er det et problem for regeringen, at væksten i udlandsgælden overstiger væksten i både eksport og nationalprodukt.

Opsvingets skrøbelige basis skaber store problemer, blandt andet fordi den økonomiske vækst udelukkende sker på hjemmemarkedet. Flere internationale banker vil købe kroner, og kronekursen stiger derfor.

Eftersom dollarkursen samtidig er faldet med en tredjedel i løbet af det sidste år, er værdien af danske lønninger i realiteten blevet øget med 6-7% i forhold til andre lande. Danske varer er altså blevet dyrere i udlandet. Dette sker på trods af, at danske arbejdere reelt ikke har fået en krone ekstra i lommen.

I de sidste par måneder er opsvinget i USA blevet kraftigt neddæmpet. Som umiddelbar konsekvens af dette sker der en stagnation i dansk eksport, fordi USA er et vigtigt eksportmarked.

Lønfremgang?

Importen er stadigt stigende. Stigning i investeringer betyder samtidig en stigning i import, da mange nye maskiner skal købes i udlandet. Forbruget af især luksusvarer stiger også kraftigt. For eksempel er bilsalget steget med 40 % og udlandsrejser med 25 % i det sidste år. Det skyldes to ting. For det første er den internationale rente faldet, og da de penge, bankerne har til udlån, langt fra er blevet opslugt af investeringer, er det blevet betydelig nemmere at få forbrugslån.

For det andet har faldet i inflationen betydet, at mange lønmodtagere har oplevet en lille stigning i reallønnen for første gang i to år.

Inflationen falder, fordi krisen stadigvæk hærger i mange lande. Især råvarepriserne er blevet ved med at falde. I oktober steg forbrugerpristallet 3,8 %, det laveste i 16 år. Men lønningerne stiger hurtigere. Det betyder, at reallønnen gennemsnitligt er steget med 0,8 % for arbejdere og 2,1 % for funktionærer. Noget af grunden ligger i, at regeringens 2 % lønramme i flere brancher, især inden for byggebranchen og dele af metalindustrien ikke længere holder.

Arbejdskraftmangel i bestemte fag betyder, at lønglidningen igen er dukket op for første gang i flere år. Det betyder dog flere produktivitetsfremmende aftaler og dermed mere knokleri.

Endelig er forbruget steget, fordi flere er kommet i arbejde. En løn strækker længere end en understøttelse.

Investeringsproblemer

I en fornuftig verden ville man kunne glæde sig over en sådan udvikling. Men øget forbrug giver de borgerlige søvnløse nætter.

Nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer har siden sommerferien fremført nødvendigheden af finanspolitiske stramninger. En 5 % momsstigning samt afgifter på diverse varer skulle tvinge folk til at holde igen på forbruget. Han forudsætter, at virksomhederne så begynder at sælge flere varer i udlandet, når det bliver sværere at afsætte dem på hjemmemarkedet.

Men kapitalistiske firmaer investerer ikke, fordi de har nogle ledige ressourcer, heller ikke fordi der er brug for deres varer i forskellige dele af verden. De investerer kun, hvis de kan score profit. På verdensplan er profitraten (hvor meget der tjenes pr. investeret krone) stadig for lav. Den ligger på under halvdelen af niveauet under opsvinget i 60’erne.

Det kan bedst ses på, at industriens overskud er vokset fra 8 mia. i 1982 til 15,2 mia. i 1984, mens investeringerne kun er steget fra 6,6 mia. til 9,5 mia. i samme periode.

Både regeringen og DA har hidtil afvist et sådant finanspolitisk indgreb. Finansminister Palle Simonsen udtalte den 11. november, at »for regeringen spiller det en hovedrolle, at indkomstpolitikken bliver holdt på sporet. Hvis man forhøjer skattetrykket, er der risiko for, at indkomstpolitikken løber af sporet. Derfor forsøger vi stadig at undgå et indgreb.« Direktør Skov Christensen fra DA kom i december med den samme advarsel om, at et traditionelt finanspolitisk indgreb kunne skade arbejdsmarkedet og bremse det økonomiske opsving.

Det viser klart regeringens dilemma. Overenskomstindgrebet gjorde det muligt for borgerskabet at udnytte ændringen i den internationale konjunktur. Det var et nederlag for arbejderne, og der har været flere siden. Men det er ikke lykkedes de borgerlige at udrydde arbejdernes organiseringer, kun at svække dem. De håber derfor, at de kan få ro, så de kan udnytte opsvinget, så længe det varer.

En skam

Men de er nødt til at foretage sig noget, ellers løber »opsvinget« ud i sandet. Det skyldes deres manglende evne til at svække arbejderklassen tilstrækkeligt, så rentabiliteten kan genetableres. Og det kræver skrappere midler end den nuværende 2 % ramme.

Hvis borgerskabet ikke gør noget, vil betalingsbalanceunderskuddet stadig vokse, de internationale banker vil på et eller andet tidspunkt sælge deres statsobligationer, kronekursen vil falde og renten vil stige som en konsekvens. Opsvinget vil blive blæst væk med fald i investeringer og nye fyringer til følge.

Julepakken har ikke været det indgreb, Hoffmeyer har argumenteret for. Vi har i stedet set et mildere indgreb, der begrænser kommunernes byggeri. Det vil gøre flere arbejdsløse i byggefagene, men ikke have nogen større virkning på betalingsbalancen. Regeringen forsøger også at skære ned på forbrugslånene, men det er uhyre svært for staten at kontrollere.

Det barske indgreb lader stadig vente på sig. Når det kommer, og når momsen stiger, vil vi have mindre til forbrug, og flere bliver arbejdsløse. Genopretnings-politikken vil være en død sild og kapitalismen vise sig lige så uduelig, som den altid har været.

Kan krisen overvindes?

Schlüters »genopretningspolitik« kan ikke løse krisen. Men er der andre veje?

Socialdemokratiet foreslår »social genopretning« som et alternativ til Schlüter. Andre socialdemokratiske partier i Europa har fremført samme idé.

Mitterrands Socialistparti i Frankrig mente, at det kunne gøres ved at bruge flere penge på sociale udgifter, og ved at staten i højere grad styrede investeringerne. Mitterrand nationaliserede bankerne og nogle centrale virksomheder, indførte kortere arbejdsuge og forhøjede mindstelønnen.

De internationale banker reagerede ved at stoppe for lån, og kapitalisterne nægtede at investere. Milliarder af francs forsvandt ud af landet.

Derefter faldt Mitterrand til patten og er nu lige så højreorienteret som rene borgerlige regeringer.

En svag socialist?

Nogle på venstrefløjen vil mene, at han ikke var stærk eller konsekvent nok, og at en regering, hvor et parti som SF havde større indflydelse, kunne trække kapitalismen ud af krisen.

Problemet er, at den virkelige magt hverken ligger i det franske parlament eller i Folketinget. En regering, uanset hvor konsekvent den er, kan ikke udrette noget, hvis kapitalejerne nægter at låne penge ud og investere.

De samlede kapitalkræfter stejler ved tanken om socialisme og vil gøre alt, der står i deres magt, for at undergrave et arbejderflertal.

Selv om staten begyndte at styre investeringerne, og der blev oprettet investeringsfonds, vil arbejderne stadig være undertrykte og udbyttede.

Man skal blot vende blikket mod arbejderne i østlandene for at se, at statsstyring af økonomien ikke forbedrer arbejderklassens vilkår. Disse lande står, ligesom alle andre, over for presset fra konkurrencen på verdensplan. De er også tvunget til at udbytte deres egen arbejderklasse og holde den nede.

Derfor kan socialismen ikke sejre, hvis den begrænses til et land. Først når kapitalismen på verdensplan er endeligt knust, kan man bygge stabile socialistiske økonomier.

Kapitalismens paradoks

Krisen kan overvindes. Kapitalismen er et udueligt system, der halter fra den ene krise til den næste. Men den har også skabt sin egen banemand, en international arbejderklasse.

I Brasilien, Sydafrika og Indien såvel som i de gamle industrilande er arbejderklassen større end nogensinde. Den har gang på gang vist sin evne til at kæmpe imod de problemer, som kapitalismen skaber.

Opgaven er at vende denne kamp inden for kapitalismen til en kamp imod systemet og få det væltet en gang for alle. Først da kan vi opbygge et socialistisk samfund, hvor almindelige mennesker bestemmer udviklingen, og ikke den blinde jagt efter profit og akkumulation.

USA’s opsving skrumpet ind

Schlüter slår meget på, at udviklingen i dansk økonomi i de sidste to år har været resultatet af en veltilrettelagt plan, »genopretningspolitikken«. Men at tro på denne politik rejser flere spørgsmål, end det giver svar.

Hvis en stram indkomstpolitik kan genoprette økonomien, hvorfor har så tidligere socialdemokratiske indkomstpolitiske forlig, som også har medført reallønsnedgang, ikke haft samme effekt? Hvis nedskæringerne i den statslige sektor kan få regnskabet til at balancere, hvorfor virkede Anker Jørgensens sociale nedskæringer så ikke?

Det er nemt at rette opmærksomheden mod de ideologiske forklaringer, som regeringen giver, og glemme, at tidligere socialdemokratiske regeringer også har gennemført vidtgående angreb på arbejderklassen.

Men realiteten er, at Schlüters politik kun har virket, så længe den har kunnet udnytte nogle ændrede betingelser i kapitalismen på verdensplan, først og fremmest USAs økonomi.

Konjunktursvingninger

Siden kapitalismens fremvækst har der hele tiden været konjunktursvingninger i økonomien. Marx beskriver, hvordan disse opstår som et resultat af konkurrencen mellem kapitalistiske firmaer og stater og jagten på profit.

Perioder med intens akkumulation bliver efterfulgt af perioder med overproduktion, nedskæringer i produktionsapparatet og krise.

Det lange økonomiske opsving efter krigen betød, at opsvingene var længere og akkumulationen større. Der var kun korte perioder med mindre vækst.

Siden 1973 har situationen ændret sig. En længerevarende krise er blevet afbrudt af korte opsving. Krisen i 1973-75 blev afløst af et lille opsving i 1975-76. I 1976-77 kom en periode præget af stagnation, som blev efterfulgt af et nyt opsving i 1978-79. Den sidste nedgang var mest markant i 1981.

Efter 1982 er verdensøkonomien vendt igen. Mest omfattende har opsvinget i USAs økonomi været. Fordi USA står for 40 % af al produktion i den vestlige verden og en fjerdedel af verdensproduktionen, har svingninger i USAs økonomi direkte effekt på verdensøkonomien.

Det var især to ting, der satte gang i det amerikanske opsving. Dels var det et resultat af, at Reagan i efteråret 1982 totalt ændrede sin økonomiske politik, fordi Mexico truede med at standse tilbagebetalingen af sine lån til amerikanske banker.

Havde Mexico gjort alvor af sine trusler, ville det have rystet hele det amerikanske finanssystem i sin grundvold og resulteret i, at flere af de største amerikanske banker måtte lukke.

Den amerikanske centralbank reagerede omgående ved at pumpe penge ud i banksystemet for at holde det i gang. Pengene blev genudlånt og satte yderligere skub i opsvinget.

Det andet, som var afgørende for vesten, kom som et resultat af Reagans enorme rustningsprogram. De nye våbenordrer satte døende virksomheder i gang igen. 7 % af bruttonationalproduktet blev pumpet ind i våbenindustrien. Disse investeringer udgjorde 83 % af alle investeringer i maskiner og anlæg.

Opsvinget inden for våbenindustrien spredte sig til andre dele af økonomien. I 1984 var der en vækst i produktionen på 6,8 %, hvilket var bedre end mange år i 60'erne. 6½ millioner nye jobs blev skabt i løbet af to år. Arbejdsløsheden faldt fra over 10 % til »kun« 7%.

Opsvinget betød ikke lutter velstand for amerikanerne. Stadig lever 35 millioner på et niveau under fattigdomsgrænsen. Den øgede købekraft kom først og fremmest middelklassen og de rige til gode som et resultat af skattelettelser på de høje indtægter og lavere inflation.

Virkninger på verdensøkonomien

Den høje amerikanske rente havde tvunget andre lande til at fastholde en relativ høj realrente for at beskytte deres egen valuta. Det betød, at mulighederne for at opsvinget kunne spredes, var begrænset.

Især de europæiske lande oplevede, at store dele af deres investeringskapital flød til USA og var med til at betale det amerikanske opsving. Den høje rente betød, at flere penge kunne tjenes på spekulation i stedet for investeringer i nye fabrikker.

Generelt gav opsvinget i Europa sig blot udtryk i, at produktionen holdt op med at falde. I store dele af Europa stagnerer økonomien stadigvæk.

I den 3. verden blev land efter land truet af bankerot, da deres enorme gæld blev endnu større på grund af højere renter.

Danmark

Et af de få lande, som kunne ride på ryggen af det amerikanske opsving, har været Danmark.

Da Schlüter overtog regeringsmagten i oktober 1982, gennemførte han en række indgreb. Dyrtidsreguleringen blev afskaffet og stigningen i statsudgifterne blev skåret ned. Den umiddelbare effekt var, at arbejderne havde færre penge og købte mindre. Økonomien stagnerede fortsat igennem 1983.

Renten var begyndt at falde i de sidste måneder af Anker Jørgensens regering. Det var et resultat af lavere inflation. Krisen havde tvunget især råvarepriserne i bund. Men realrenten var stadigvæk forholdsvis høj.

Schlüter fortsatte faktisk den tidligere regerings højrentepolitik. Renten skulle være blandt de højeste i Europa for at tiltrække udenlandsk kapital til landet og dermed nedbringe underskuddet på betalingsbalancen.

Standard and Poors, det private økonomiske institut i USA, der vurderer forskellige landes kreditværdighed, har bidt sig fast i, at investeringerne i Danmark i mange år var blandt de laveste i Europa.

1984 var året der kom gang økonomien. Eksporten steg 14 %, blandt andet til det amerikanske marked. Møbeleksporten til USA steg 17 %. Det satte gang i opbygningen af varelagrene i forventning om fortsat vækst. Den tidligere lave investeringsgrad og den uudnyttede produktionskapacitet betød, at der var meget, der kunne indhentes.

Vækst internt i den danske økonomi kan kun være af begrænset varighed. Et vedvarende opsving kræver vækst også andre steder. Det har lange udsigter, da det amerikanske opsving er ved at skrumpe ind.

Opsvinget flader ud

USA havde suget penge fra resten af verden for at finansiere oprustningsprogrammet og det efterfølgende opsving.

Den øgede oprustning skulle finansieres gennem øget låntagning. Resultatet var et enormt underskud i statsfinanserne på $ 200 mia. pr. år.

For at tiltrække de nødvendige dollars var det et uundgåeligt resultat, at både dollarkursen og renten steg. Den høje dollarkurs betød igen, at udenlandske firmaer kunne sælge deres varer billigt på det amerikanske marked.

Resultatet har været en hurtig stigning i importen og et rekordstort underskud på handelsbalancen på $ 123 mia. i 1984.

USA blev for første gang en gældsat nation, da renteudgifterne blev større end de multinationales indtægter fra udlandet.

Gælden og den høje dollarkurs var blevet en trussel mod stabiliteten i den amerikanske økonomi. Siden sommeren 85 har Den amerikanske Centralbank arbejdet på at bringe dollarkursen ned på det laveste niveau i fire år. Men samtidig har man taget pusten ud af den amerikanske økonomi. Den økonomiske vækst har nået et nyt lavpunkt.

Det amerikanske opsving er ved at skrumpe ind, og det vil umiddelbart få en negativ virkning på dansk økonomi. »Genopretningspolitikken« bliver endnu mere umulig.

Billedtekst:
Nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer har endnu ikke fået det stramme økonomiske indgreb, han har krævet.
DA’s administrerende direktør Hans Skov Christensen er bange for at afgiftsstigninger udløser nye lønkrav.
Poul Schlüters optimisme kan ikke erstatte et opsving i resten af verden.
Industrien i Europa stagnerer stadigvæk.

Flere artikler fra nr. 16

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Øk. kriser: 1980erne

Se flere artikler af forfatter:
Jason Meyler

Siden er vist 1217 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside