Socialistisk Arbejderavis
Nr. 16 – Januar 1986 – side 6
Tyskland 1918-23
Opstand og nederlag
Lotte Mylendorff
»Uden en revolution i Tyskland er vi dødsdømte«, sagde Lenin i 1918. Historien har givet ham ret. I perioden op til afslutningen af 1. verdenskrig udbrød der revolution i Tyskland. Monarkiet blev styrtet. I Rusland så man dette som et udtryk for, at verdensrevolutionen var brudt ud – og at den russiske isolation dermed var brudt.
Men verdensrevolutionen udeblev. Den tyske revolutions nederlag førte til kontrarevolution og stalinisme i Rusland og til nazismens magtovertagelse i Tyskland 15 år senere.
Ved starten af den tyske revolution i november 1918 var de revolutionære socialister medlem af USPD (Det uafhængige tyske socialdemokrati). USPD var et centristisk parti, der hovedsagelig bestod af folk, der var blevet ekskluderet af SPD (det tyske socialdemokrati) på grund af deres modstand mod SPDs parlamentariske støtte til krigsbevillingerne.
De revolutionære med Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht i spidsen havde indtil 1917 arbejdet inden for SPD, da de mente, at de revolutionære dermed fik bedre muligheder for at komme i kontakt med store dele af arbejderklassen. De revolutionære dannede deres egen fraktion, da USPD blev dannet efter bruddet med socialdemokratiet.
Venstrefløjen inden for SPD og senere USPD arbejdede fortrinsvis propagandistisk, da de mente, at blot man havde de rigtige svar i en revolutionær situation, ville man få politisk indflydelse på masserne. Rosa Luxemburg mente i forlængelse af dette, at arbejderklassens massekampe ville feje de gamle ledere til side. De reformistiske og centristiske løsninger ville være uden indflydelse på arbejderklassen, når den først kom i bevægelse.
Den revolutionære situation i Tyskland viste imidlertid, at en hurtigt radikaliseret arbejderklasse stadig var åben overfor reformistiske ideer. De tyske arbejdere var i opposition til statsmagten og identificerede sig derfor med den opposition, staten tillod, nemlig det tyske socialdemokrati.
I en revolutionær situation vil arbejderklassen kun kæmpe for socialistiske løsninger, når der er et revolutionært parti med rod i klassen, der igennem lang tid har agiteret og organiseret for et magtoprør. Det er kun i kraft af et sådant arbejde, at de revolutionære kan fremstå som politisk ledende for en massebevægelse.
Dette kræver en klar afgrænsning til centrister og reformister. I Tyskland blev denne afgrænsning først ført til bunds i december 1918. To måneder efter at revolutionen var brudt ud – og da var det for sent.
Bolsjevikkernes muligheder for at præge udviklingen i Rusland i 1917 hang uløseligt sammen med partiets kamp mod mensjevikkerne i årene efter bruddet i 1903. Mindst lige så centralt var opbygningen af en selvstændig organisation og en egen avis.
Lenin opsummerede det således:
»I Rusland var det særligt et held for bolsjevikkerne, at de havde haft 15 år til at føre en systematisk og tilbundsgående kamp mod såvel mensjevikker (dvs. opportunister og centrister) som mod »venstre«-folkene, længe før den umiddelbare massekamp for proletariatets diktatur satte ind.« (Lenin: Udvalgte værker, bind 12, side 94).
Da den russiske revolution brød ud, var bolsjevikkerne både en politisk og organisatorisk faktor i arbejderklassen.
SPDs kontrarevolutionære
Startskuddet til den tyske revolution kom fra matroserne i havnebyen Kiel. De startede et mytteri, som hurtigt bredte sig, da der var voksende krigstræthed blandt de tyske arbejdere og soldater. Den nationalistiske begejstring fra de første krigsår var væk.
I takt med forværringen af den tyske økonomi voksede utilfredsheden. I november 1918 var grænsen nået. I løbet af fem dage var oprøret i Kiel spredt til alle de store industribyer. Og dermed var det tyske junkerregime totalt brudt sammen.
I alle byer blev der valgt arbejder- og soldaterråd efter russisk mønster. Kejseren måtte gå af, hæren gik i opløsning, og borgerskabet stod uden midler og muligheder for at standse arbejderopstanden. Men hjælpen var nær.
Det tyske socialdemokrati forstod borgerskabets problemer og var villige til at knuse revolutionen. I ugerne efter november-revolutionen var SPD med til at forhindre tilintetgørelsen af den tyske kapitalisme og dens magtstrukturer: politi, hær og stadsadministration.
SPD brugte deres flertal i arbejder- og soldaterrådene til på den første rådskongres i december 1918 at tillade afholdelse af valg til rigsdagen. Arbejderne skulle sættes fra den direkte indflydelse på magten.
SPD-bureaukratiet havde ingen interesse i arbejderklassens selvstændige aktivitet. Tværtimod var denne aktivitet en trussel mod bureaukraternes magtpositioner. De arbejdere, der havde væltet kejseren, var trætte af krigen og ønskede et nyt og bedre system. Men man havde ikke et klart bud på, hvad det skulle være.
Og da mange deltog i det politiske arbejde for første gang, havde de derfor svært ved at skelne mellem de forskellige socialistiske partier. SPD var det parti, der bedst udtrykte deres modstridende bevidsthed, blandingen af håb om fornyelse og frygten for et afgørende brud med det etablerede system. Denne situation er klart parallel med Rusland i februar 1917, da de russiske arbejdere først støttede sig til de moderate, mensjevikkerne og de socialrevolutionære.
Centristerne og KPD
I USPD afviste centristerne et krav fra Rosa Luxemburg om en ekstraordinær kongres. Centristerne ville fortsat vakle mellem reform og revolution. Dette var baggrunden for, at den revolutionære fraktion, Spartakus Bund, ti dage efter råds-kongressen brød med USPD og dannede Tysklands kommunistiske parti (KPD).
Det nydannede KPD var fra starten præget af venstreradikale tendenser. På stiftelseskongressen vedtog de delegerede med stort flertal at boykotte valget til rigsdagen på trods af, at de mere erfarne ledere enstemmigt var for deltagelse.
Størstedelen af de mindre erfarne medlemmer havde selv gennemskuet hykleriet i den borgerlige parlamentarisme, men de havde ikke forstået parlamentarismens tag i arbejderklassen.
Spartakus-ugen januar 1919
I januar var situationen mere kaotisk end nogen sinde. Socialdemokraterne ønskede et påskud til at slå ned på den voksende uro i Berlin. Derfor afsatte den socialdemokratiske regering under ledelse af Ebert, Berlins politichef. Politichefen havde fået sit job i de første revolutionsdage, han var medlem af USPD, men reelt en betydningsløs person i revolutionær sammenhæng.
Afskedigelsen var en bevidst provokation fra regeringens side, og KPDs centralkomite var enige om, at en opstand måtte undgås for enhver pris. Men bl.a. Karl Liebknecht opfordrede til at styrte Ebert-regeringen.
Uanset at opfordringen ikke kunne gennemføres på grund af manglende flertal i arbejderklassen i Berlin og resten af Tyskland, blev Liebknechts opfordring af socialdemokraterne brugt til at iværksætte en storstilet militær indsats for at bekæmpe de revolutionære arbejdere.
Det socialdemokratiske rigsdagsmedlem Gustav Noske havde organiseret et paramilitært frikorps, hvis medlemmer primært var reaktionære officerer. Frikorpset blev sat ind mod de socialdemokratiske arbejdere og soldater. Arbejdere der gjorde modstand gennem strejker og demonstrationer blev slagtet, og til slut blev Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht fanget og dræbt af folk fra Frikorpset.
Opstanden knust
Januar-opstanden var hurtigt knust. Det skyldtes dels manglen på et revolutionært parti, der kunne have afværget en for tidlig opstand. Berlins arbejderklasse gik i den fælde, som den socialdemokratiske regering havde stillet.
Når KPD ikke kunne forhindre dette blodbad skyldes det, at partiet manglede fodfæste på arbejdspladserne, at partiets medlemmer generelt var uskolede. KPD manglede kadrer og disciplin, og konklusionen på revolutionens nederlag må derfor tillægges den sene opbygning af et selvstændigt revolutionært parti.
Centristerne i USPDs vaklen og uklare linje blokerede for, at store dele af arbejderklassen tog stilling for revolutionen og mod reformisterne. USPDs rolle i den tyske revolution viser nødvendigheden af at bekæmpe centrismen.
USPD var rede til at indtræde i den arbejderregering, der brugte Frikorpset for at genoprette et samlet Tyskland i »demokratiets« navn.
I foråret 1920 forsøgte højrefløjen at genetablere monarkiet og begrænse socialdemokraternes magt gennem et kup, ledet af den reaktionære general Kapp. Arbejderklassen bevæbnede sig og tog reelt magten i mange byer.
Skønt KPD var ledende i disse kampe, flokkedes arbejderne først og fremmest omkring USPD. Dels på baggrund af KPDs venstreradikalistiske linje omkring boykot af' rigsdagsvalg og KPDs agitation for brud med de reformistiske fagforeninger og dannelsen af nye.
Bolsjevikkerne anså en sejr for den tyske revolution som vigtig for den russiske revolutions overlevelsesmuligheder. Socialismen kunne ikke udvikles i ét land, sagde Lenin. Men da Ruslands i 1918-19 stod midt i en borgerkrig, var mulighederne for at påvirke situationen i Tyskland minimale.
Tiden der fulgte
I 1921 var situationen anderledes, og ledende bolsjevikker i Kommunistisk Internationale begyndte at give
råd til de tyske kommunister. I marts 1921 mente Kominterns ledelse, at KPD skulle gå i spidsen for en generalstrejke i protest mod undtagelsestilstand i provinsen Horsing. KPD havde flertallet af arbejderne i Horsing bag sig, men alligevel blev opstanden en total fiasko.
Marts-aktionen havde baggrund i en teori udviklet i Komintern af Bukharin. Teorien går i korthed ud på, at det er muligt for et kommunistisk masseparti selv at igangsætte en opstand, uafhængigt af opbakningen fra arbejderklassen. Denne fejlagtige »teori om offensiven« blev godtaget af det unge KPD – og med katastrofale følger.
I 1923 forsøgte KPD igen en opstand. Denne gang var anledningen krisen i den tyske økonomi og den franske besættelse af Ruhr-området – én af KPDs bastioner. Men endnu en gang viste det sig, at lederskabet i KPD ikke var modent til at føre arbejderklassens kamp til sejr. Forkerte initiativer på de forkerte tidspunkter førte til, at oprøret hurtigt blev knust.
I løbet af 1923 satte degenerationen af Komintern og den stalinistiske forvrængning af marxismen sit præg på begivenhederne – og mulighederne for socialistisk revolution i de europæiske lande blev udskudt. I Tyskland talte KPD ikke længere om revolution, men om »Schützt die Sowjetunion!« (Beskyt Sovjet).
Den tyske revolution viser, at vi som revolutionære må påbegynde opbygningen af et revolutionært parti i god tid før magtopgøret. Hvis ikke ender de revolutionære som et ubehjælpelig halehæng til, eller en isoleret smågruppe i forhold til massernes kamp.
Billedtekst:
Den 9. november 1918 proklamerede Karl Liebknecht den frie socialistiske republik Tyskland. Liebknecht taler til tusinder af arbejdere i Berlin Tiergarten. Også i Sønderjylland – der dengang var tysk – dannede arbejdere og soldater direkte valgte arbejderråd. Det skete bl.a. i Haderslev og Sønderborg.
Billedtekst:
Det socialdemokratisk ledede Frikorps stod bag myrderier på tusinder af arbejdere. Folk fra Frikorpset stod også bag mordet på Rosa Luxemburg. Tusinder af arbejdere deltog i en mindedemonstration for Luxemburg og Liebknecht i Berlin.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed