Socialistisk Arbejderavis
Nr. 16 – Januar 1986 – side 7
Kapitalismen i krise
Permanent våbenøkonomi
Charlie Lywood
Økonomiske kriser under kapitalismen er et resultat af, at systemet bygger på konkurrence mellem de forskellige enkeltkapitaler.
Kapitalejerne er hele tider presset til at akkumulere, ophobe kapital, så profitterne kan øges, og de kan investere mere og overleve i konkurrencen.
Udgangspunktet for hvad der skal investeres i er udsigten til profit, ikke samfundsmæssige behov. Ofte bliver afgørende beslutninger om investeringer og produktion taget af enkeltkapitalister, aktieselskaber eller monopoler. Samfundet som helhed må betale for konsekvenserne af kapitalismens anarki, som skaber overproduktion, arbejdsløshed og krise.
I forrige nummer af Socialistisk Arbejder Avis beskrev vi, hvordan perioden i de 25 år efter 2. verdenskrig var præget af store statslige investeringer, udvikling af multinationale selskaber og øget handel mellem de største industrielle kapitaler. Hvorfor indtrådte der ikke i disse år en overproduktionskrise? Hvorfor fik man i stedet et økonomisk opsving i Øst og Vest?
Krigen og dens konsekvenser
30ernes dybe økonomiske krise kom til at præge de forskellige staters økonomi og styresæt, helt op til 2. verdenskrigs udbrud.
I 1939 var der stadigvæk 11 millioner arbejdsløse i USA og over en million i Storbritannien.
Tyskland og Sovjet havde overlevet krisen gennem tyrannisk undertrykkelse af arbejderklassen og en benhård statskapitalistisk økonomi, som skulle forsvare statens totalinteresser.
En ny krig var nødvendig for at stadfæste, hvem som fremover skulle dominere verden økonomisk og politisk. Kun hvis USA og Storbritannien brugte de samme ressourcer som Tyskland og USSR på den militære oprustning, kunne de have håb om at overleve som stater og blive nye ledende magter.
Resultatet af 2. verdenskrig blev nyopdeling af verden mellem de to sejrherrer USSR og USA. Men krigen havde også en umiddelbar økonomisk effekt. USA havde brugt over halvdelen af sit bruttonationalprodukt (BNP) til krigsinvesteringer under 2. verdenskrig. Resultatet var faldende arbejdsløshed og stigende profitter.
Våbenøkonomi
Denne absurde »gode effekt« af krigen hænger sammen med, at krigsproduktion er en ganske særlig produktion. Den ligger ikke i konkurrence med den civile produktion.
Selskaber, som producerer forbrugsgoder, bliver ikke tvunget til at holde priserne nede. Tværtimod giver krigsproduktionen høj beskæftigelse og dermed større mulighed for at sælge forbrugsvarer.
Der produceres generelt ikke nye produktionsmidler, som gør kapitalinvestering dyrere. I stedet udnyttes det eksisterende kapitalapparat fuldt ud. I USA’s eksempel var udnyttelsen af produktionskapaciteten 75 % før krigen og 90 % under krigen. Samtidig bliver en stor del af tidligere uudnyttet overskud brugt, altså ikke reinvesteret eller »akkumuleret«.
Disse faktorer tilsammen betød, at kapitalens organiske sammensætning, forholdet mellem investeringer og arbejdskraft, stagnerede. Dette betød igen, at der ikke var et fald i profitraten, det vil sige, hvor meget profit man kan få ud af hver enkelt, investeret krone.
Efterkrigstiden
I USA faldt statsinvesteringerne i våbenproduktionen til sit laveste punkt i 1949. nemlig 4,5 % af BNP. Men da USSR fik atombomben i 1949 og Koreakrigen brød ud i 1950, steg USAs militærudgifter til 14 % af BNP.
Procenten holdt sig på omkring 10 % til slutningen af 70’erne, hvor den steg igen.
Moskva, London, Peking og Paris fulgte trop. I en FN-rapport fra 1962 om våbeninvesteringer viste det sig, at 1.200 milliarder hvert år blev brugt på de militære budgetter. Dette svarede til ca. 9 % af verdens totale produktion af varer og serviceydelser, eller lige så meget som værdien af hele verdens totale eksport.
Investeringerne var koncentreret på seks lande, som stod for 85 % af krigsproduktionen – USA, USSR, Kina, Frankrig, Vesttyskland og Storbritannien.
I alle krige boomer økonomien. Men efter 1. verdenskrig var der i perioden fra 1918 til 1939 et hurtigt opsving i økonomien, som blev efterfulgt af en dyb krise. Det nye var, at verdens industrielle nationer bibeholdt deres militærapparater.
Statsinvesteringerne i våbenøkonomien dannede grundlaget for, at det økonomiske opsving under krigen kunne fortsætte. Økonomien voksede støt og roligt op igennem 50’erne og 60’erne.
Våbeninvesteringer betød, at der ikke blev investeret for meget, og lønningerne kunne holde trit med produktionen af forbrugsvarer. Staternes investeringer betød, at store dele af den traditionelt krise-hærgede sværindustri var sikret gennem våbenkontrakter.
Samtidig undgik man, at profitraten faldt som følge af overproduktion. Kapitalkræfterne i de store lande gik med til at betale en del af prisen for oprustningen gennem beskatning af deres profit. Men hvorfor gjorde de det?
Den kolde krig
Kapitalen kunne ikke forudsige resultatet af den permanente våbenøkonomi. Det var bestemt ikke nogen bevidst plan for at redde kapitalismen på verdensplan.
Fredstidens krigsøkonomi var et resultat af USAs og USSRs sejr i 2. verdenskrig. Knapt var de japanske og tyske imperier faldet sammen, førend de to sejrherrer stødte sammen.
USSR var USA militært overlegen i de konventionelle landstyrker. De havde ikke USAs teknologiske og økonomiske styrke, men USSR havde statsmagtens samlede ressourcer og en undertrykt og disciplineret arbejderklasse.
Statskapitalismen i USSR tvang USA til at investere massive summer for at holde USSR stangen og i bedste fald tvinge dem ud af Østeuropa, som de brutalt havde underlagt sig.
Den kolde krig var forudsætningen for den permanente våbenøkonomi, som i 25 år gjorde kapitalismen krisefri.
Vi vil senere komme ind på, hvorfor en optrapning af våbeninvesteringer ikke længere virker krisedæmpende i den aktuelle situation, og hvorfor dette har været en tendens fra sidst i 60’erne.
Billedtekst:
Investeringer i våben, som var for gamle nogle år efter, holdt krisen fra døren i 25 år.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed