Socialistisk Arbejderavis
Nr. 161 – 19. juni 1997 – side 4
Parlamentsvalg i England og Frankrig
Chok for Europas magthavere
Ole Mølholm Jensen
De seneste parlamentsvalg i England og Frankrig har sendt chokbølger gennem det europæiske borgerskab.
Først vandt Labour under ledelse af Tony Blair en jordskredssejr ved det engelske valg, som nærmest udraderede de konservative. Denne valgsejr blev fulgt op af en endnu mere opsigtsvækkende sejr til de franske socialister under ledelse af Lionel Jospin.
Det franske valg var udskrevet af præsident Chirac, under den klare forventning, at de borgerlige skulle styrkes i parlamentet, inden de skulle iværksætte nye nedskæringsrunder.
Resultatet blev et sviende nederlag til Chirac og det borgerlige Frankrig. Allerede på selve valgaftenen, hvor den ene valgkreds efter den anden viste nederlag for den borgerlige fløj, begyndte borgerlige politikere i raseri at skændes indbyrdes. Chiracs manøvre blev kaldt “det største politiske fejlskøn i nyere tid”.
Selv om især Tony Blair gør en dyd ud af ikke at sige noget som helst, der kan vække forventninger om forbedringer, så er begge valgsejre det tydeligste signal om, at Europa er på vej væk fra liberalisme – på vej mod venstre.
Valgsejr
Det var nemlig ikke de lunkne politiske udmeldinger fra Blair, der gav Labour valgsejren.
Det var derimod forventningerne om, at velfærdsstaten skal forbedres og ikke længere forringes, der banede vejen for Blair.
Det er forventninger om, at privatiseringerne stoppes og at levevilkårene skal blive bedre. Det er den udbredte forventning i den engelske arbejderklasse, at der skal ske forbedringer på trods af Tony Blairs højredrejende lederskab af Labour.
Det samme er tilfældet i Frankrig. Den borgerlige regering under ledelse af Juppé, har forsøgt at gennemføre omfattende nedskæringer. Hver gang er nedskæringerne blevet mødt af store strejker. Mest markant skete det i december 1995, hvor millioner af arbejdere i den offentlige sektor strejkede i tre uger mod forringelser af blandt andet pensionsordningerne.
Det der virkelig får det til at risle koldt ned af ryggen på de borgerlige, er især baggrunden for den store fremgang til socialisterne.
Den er i både England og Frankrig skabt gennem øget selvtillid til egen styrke i arbejderklassen.
Vendepunkt
I England skete skiftet allerede omkring 1992, hvor de konservative forsøgte at lukke næsten hele den resterende del af kulminerne. Disse lukninger blev afvist af hundredtusinder af strejkende og demonstrerende arbejdere.
Denne sejr for arbejderklassen blev et vendepunkt.
Gradvist blev der de følgende år opbygget større forventninger om forandringer og øget selvtillid til at handle efter det. Denne ændring blev hjulpet godt på vej af talløse skandaler inden for det konservative parti og af den konservative regerings åbenlyse fiasko med at skabe den økonomiske fremgang i England, de havde lovet.
Det samme skete i Frankrig, hvor især de sidste tre år har været præget af strejker og studenterdemonstrationer. Også i Frankrig har den ene skandale med korrupte borgerlige politikere rullet over tv-skærmene aften efter aften.
Oveni er bevægelsen mod Front National og Le Pen gået ind i en ny og meget mere offensiv fase. Gennem det sidste år er titusinder af unge begyndt at gå i offensiv kamp mod Front National. Bedst illustreret da 70.000 deltog i demonstration foran Front Nationals møde i Strassbourg. Mange steder er Front Nationals møder ligeledes blevet stoppet af antinazister.
Så i Frankrig i dag er der både en stærk strejkebevægelse og stærk anti-nazistisk bevægelse. De påvirker hinanden positivt uden endnu at være en samlet bevægelse. Men det er så indlysende, at en enhed vil opstå, at de franske medier dagligt diskuterer, hvornår de to bevægelser smelter sammen til en endnu stærkere.
Den øgede selvtillid i arbejderklassen og blandt unge, hvor især Frankrig er det mest markante eksempel, skaber frygt i borgerskabet.
Frygten går på, at de to valg er startsignalet til opbygning af en endnu større selvtillid og kampvilje i arbejderklassen, der på afgørende vis kan sætte en helt ny dagsorden for den politiske udviklingen i Europa.
En udvikling der peger væk fra et årti med liberalistiske ideer ved roret, frem mod større social retfærdighed, mere velfærd og bedre levevilkår, og ikke mindst mod styrkelse af socialismen som alternativ til markedsøkonomien.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed