Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 162 – 3. juli 1997 – side 6

Rusland – juli 1917

Da arbejdernes tålmodighed bristede

Freddie Nielsen

Perioden fra den russiske revolution i februar 1917 til arbejderklassens magtovertagelse i oktober var præget af fortsat kamp om magten.

Arbejderne var utålmodige efter at blive det kapitalistiske styre kvit. Det stillede store krav til arbejdernes politiske ledere at sikre, at opstanden kom på et tidspunkt, hvor den havde tilstrækkelig opbakning.

Den 3. og 4. juli 1917 gik Petrograds arbejdere ud i store demonstrationer. Arbejdere i tusindvis nedlagde arbejdet og sammen med flertallet af Petrograd-garnisonens soldater, gik de bevæbnede til byens centrum, hvor de samlede sig foran sovjetten under parolen “al magt til sovjetterne”.

Men mens Petrograds arbejdere og soldater bakkede op bag kravet, så var sovjetten imod det. På et tidspunkt blev den socialrevolutionære leder og landbrugsminister, Tjernov, hevet ud for at holde tale til masserne. Og da den ellers så ordrige minister i en yderst kort tale afviste kravet, sprang en arbejder frem og pegede på ham med sin knytnæve mens han råbte “tag magten, din skiderik, når den bliver givet til dig”.

I den sætning ligger essensen i “juli-dagene”. Petrograds arbejdere og soldater havde i stort tal mistet tilliden til regeringen, og taget bolsjevikkernes parole “al magt til sovjetterne” til sig.

Regeringen provokerede ved at sætte en storoffensiv i gang ved fronten i stedet for at opfylde folkets krav om fred.

Regeringens motiv var dels et vestligt lån på 75 mio. dollars, som var betinget af offensiven, og dels håbet om, at offensiven ville give større opbakning i befolkningen.

De moderate socialister støttede offensiven. Men situationen ved fronten var opløsning. Samtidig var arbejdsgiverne i offensiven mod revolutionen. Fra en arbejdsgiverkongres i juni hed det: “Ondets rod er ikke bare bolsjevikkerne, men også de socialistiske partier. Kun en stærk jernnæve kan redde Rusland.” Og det var ikke blot en trussel, men det politiske udtryk for det pres de havde startet allerede i marts med virksomhedslukninger. I juni lukkede de 125 fabrikker med 38.000 arbejdere, og i juli 208 fabrikker med 48.000 arbejdere.

På den anden side voksede bolsjevikkernes indflydelse støt. På en konference for Petrograd og omegns fabrikskomiteer i starten af juni, fik bolsjevikkernes resolution 335 ud af 421 stemmer. Og fra slutningen af april til slutningen af juni voksede partiets medlemstal i Petrograd fra 15.000 til 32.000.

Det var i den situation at den 1. alrussiske Sovjetkongres trådte sammen i Petrograd 3. juni. Alligevel stod kongressen i de moderate socialisters tegn. Ud af 820 delegerede var der kun 105 bolsjevikker, mens der var 285 socialrevolutionære og 248 mensjevikker.

Kongressen vedtog sovjetternes støtte til koalitions-regeringen med 543 stemmer mod 126. Og da det blev kendt, at bolsjevikkerne var ved at lave en demonstration 10. juni, der skulle ende uden for kongressen under parolerne “al magt til sovjetterne” og “ned med de 10 kapitalist-ministre” (den borgerlige andel i regeringen), besluttede kongressen at udstede et 3-dages demonstrationsforbud.

Bolsjevikkerne gik ind på at afblæse, fordi opbakningen ikke var stor nok til opstand, og kongressens delegerede tog rundt til arbejdspladser og kaserner for at få stoppet mobiliseringen.

Her gik det for første gang op for mange, hvor eksplosiv situationen var. De fleste kom tilbage med rapporter om “at masserne kun fulgte bolsjevikkerne”. Men også bolsjevikkerne fik en advarsel, mange arbejdere protesterede imod, at de var gået ind på at afblæse, og en del rev deres medlemskort i stykker.

Alligevel gav kongressen de moderate blod på tanden, og de besluttede at afholde en manifestation 18. juni, der skulle vise demokratiets enhed og styrke. Ideen var selvfølgelig en demonstration imod bolsjevikkerne, men det kom til at gå anderledes.

Den 18. marcherede 400.000. Men det var svært at få øje på et officielt banner. Det, man så, var “Ned med de 10 kapitalist-ministre”, “Ned med offensiven” og “Al magt til sovjetterne”. I Petrograd var de moderates politik en komplet fiasko, som Trotskij skrev: “Under bolsjevikkernes paroler marcherede et ikke helt lille antal mensjevikker og socialrevolutionære, der endnu ikke havde brudt med deres partier, men som havde mistet tilliden til deres paroler.”

Den 18. viste, at Petrograd var på vej mod en ny revolution, og alt tydede på, at resten af landet snart ville følge efter.

Petrograds arbejdere og soldater havde mistet tålmodigheden, og blev sværere og sværere at holde tilbage. Alle led de under elendige leveforhold, og soldaterne ønskede ikke at blive sendt til fronten og dø i en krig, der ikke var deres.

Der var en berettiget harme over snart sagt alt, og revolutionen havde nået et stadie, hvor en enkelt gnist kunne sætte en langt større brand i gang.

Det var en stemning, der kunne opleves overalt i byen, og det gjorde selvfølgelig indtryk på bolsjevikkerne. Men dilemmaet var, at det ikke var kendt over hele landet, at offensiven ved fronten var kollapset. Og derfor var der stor sandsynlighed for, at en opstand i Petrograd ville blive isoleret.

Selv om bolsjevikkerne støttede, at en socialistisk revolution skulle vælte den borgerlige regering, var de klar over, at en opstand isoleret i Petrograd ville ende som en katastrofe.

Den borgerlige revolution var blevet gennemført af Petrograd, men en socialistisk revolution kræver en meget højere grad af folkelig deltagelse ud over hele landet.

Men efterhånden blev især soldaterne så utålmodige, at selv bolsjevikkernes indflydelse dalede. Bolsjevikken Lizdin fortæller, hvad soldaterne i 180. reserveregiment sagde til ham: “Hvad laver de dog i Kshesinskaia [bolsjevikkernes hovedkvarter], er de faldt i dyb søvn? Kom i gang, lad os sparke Kerenskij ud!”

Startskuddet kom dog fra en helt anden kant. 2. juli brød 4 af de 10 kapitalist-ministre med regeringen, og som en steppebrand bredte der sig en stemning af, at “nu kan vi lige så godt komme af med resten og få løst magtspørgsmålet”.

Om morgenen 3. juli fik adskillige tusinde soldater fra 1. og 2. maskingevær­regiment besked på at de skulle til fronten. Men de indledte et møde, der skulle få stor betydning for den videre udvikling.

I løbet af dagen sendte de stafetter til fabrikkerne og kasernerne og meddelte, at de havde besluttet “at gå, ikke til den tyske front, imod det tyske proletariat, men imod deres egne kapitalist-ministre.”

Kl. 7 om aftenen lå fabrikkerne stille, og arbejderne og soldaterne marcherede bevæbnede til Tauride paladset, hvor sovjetten holdt til.

Her vedtog de følgende: Væk med kapitalist-ministrene, al magt til sovjetterne, ophør af offensiven, konfiskation af de borgerlige avisers trykkerier, jorden som statsejendom og statskontrol med produktionen.

På fabrikkerne og kasernerne havde bolsjevikkerne mere eller mindre insisterende forsøgt at holde igen, men nu var der ikke længere noget at gøre. En arbejder fra Putilov-værket opsøgte partiets distrikts-ledelse for at høre, hvad de skulle gøre og fik svaret: “Vi ønsker ikke at gå med i manifestationen, men vi kan ikke overlade arbejderne til deres skæbne. Vi må gå sammen med dem.”

Der var allerede sat en artikel i Pravda, der opfordrede til at afholde sig fra strejker og demonstrationer, men nu blev den fjernet. I stedet tryktes en løbeseddel, der opfordrede til, at man samlede sig fredeligt og organiseret for at udtrykke sin vilje over for sovjetten.

Det var et skift af verdenshistoriske dimensioner, bolsjevikkerne foretog. De var den eneste kraft på arbejderne og soldaternes side, der både kunne sikre, at manifestationen blev gennemført på en organiseret måde, og samtidig sikre, at den blev afviklet uden de store ofre. Den ledelsespræstation fik afgørende betydning for revolutionens videre forløb frem mod sejren i oktober.

Flere artikler fra nr. 162

Flere numre fra 1997

Se flere artikler om emnet:
Russ. rev. 1917

Se flere artikler af forfatter:
Freddie Nielsen

Siden er vist 1484 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside