Socialistisk Arbejderavis
Nr. 163 – 31. juli 1997 – side 6
Hvem var Che Guevara?
Martin B. Johansen
De jordiske rester af Ernesto Che Guevara dukkede for nylig op i Bolivia og er nu fløjet tilbage til Cuba – 30 år efter at han blev myrdet af Bolivias militær og CIA.
Der skal opføres et særligt Guevara-mausolæum som en hyldest til hans indsats som en af lederne i den cubanske revolution i 1959.
På den måde vil Cubas regering fastfryse Che Guevara som et symbol på revolutionær viljestyrke – som en person, der ikke lod sig korrumpere, men ofrede sig i kampen for en bedre verden.
Den samme symbolske betydning har Guevara overalt i verden, hvor mennesker slås for et mere retfærdigt samfund. Han dukker konstant op på plakater, T-shirts og badges og har fæstnet sig i den historiske hukommelse som en revolutionær helt på linje med Malcolm X, Spartakus og Skipper Clement.
Men en ukritisk heltedyrkelse yder ikke Che Guevara retfærdighed. Det er nødvendigt at tage hans gerninger og meninger op til en uromantisk, men respektfuld vurdering.
Che Guevara blev født i Argentina i 1928 i et middelklassehjem. Som ung medicinstuderende rejste han i starten af 1950'erne rundt i Sydamerika og blev stærkt påvirket af den fattigdom, som han mødte overalt.
“Hos disse mennesker, hvis livshorisont aldrig strækker sig længere end til næste dag, ser man en tragedie udvikle sig, som omfatter proletariatet over hele verden,” skrev han senere.
Disse rejser førte den unge Guevara til Guatemala, hvor han bogstavelig talt blev kastet ind i begivenheder, som kom til at udforme hans politiske ideer: Det CIA-organiserede kup mod en venstreorienteret regering i 1954.
Guatemalas regering forsøgte gennem jordreformer at begrænse de store godsejere og specielt USAs indflydelse. Reformerne truede ikke mindst den gigantiske amerikanske plantagevirksomhed United Fruit, som kontrollerede store dele af Mellemamerika.
Alene i Guatemala ejede United Fruit 200.000 hektar af den mest frugtbare jord. Men selskabet anvendte kun 15 pct. af sin jord – i et land hvor størstedelen af befolkningen enten var jordløse eller måtte overleve på små jordlodder.
Guevara skrev hjem fra Guatemala City:
“På vejen havde jeg lejlighed til at køre gennem United Fruits landområder og blev igen overbevist om, hvor forfærdelige disse kapitalistiske edderkopper er. Jeg kan ikke slappe af, før disse kapitalister er udslettet.”
Regeringens jordreformer var ikke særligt omfattende, men i sammenhæng med de stigende forventninger om forandring hos de fattige var reformerne med til at ryste Guatemalas herskende klasse, United Fruit og deres venner i USA.
CIA organiserede og finansierede et kup, som bragte en mere USA-lydig regering til magten, og som øjeblikkelig gav al eksproprieret jord tilbage til de tidligere ejere.
Che Guevara forsøgte forgæves at gå til modstand mod kuppet.
Til sidst måtte han søge tilflugt i den argentinske ambassade, hvor han drog den konklusion, at den største hindring for udvikling og forandring i verdens fattigste lande var USA-imperialismen og de korrumperede magthavere. Men fredelige reformer som i Guatemala var ikke nok – det var nødvendigt med et militært opgør.
Che Guevara flygtede til Mexico, hvor han mødte Fidel Castro i 1955. Castro planlagde at vende tilbage til Cuba med en gruppe trænede soldater for at genoplive guerillabevægelsen.
Guevara tilsluttede sig Castros gruppe som læge. Han fortalte senere: "Efter mine oplevelser overalt i Latinamerika og ikke mindst kuppet i Guatemala var jeg ikke svær at overtale til at slutte mig til en revolution mod tyranni. Det var af største betydning at gøre noget, at kæmpe, at opnå resultater."
En gruppe på 81 oprørere vendte tilbage til Cuba i 1956, men blev øjeblikkelig mødt af Batistas tropper, der udslettede det meste af gruppen. Kun 18 overlevede.
Men Castro og Guevara gav ikke op. I de følgende år udviklede de guerillakampens teori og praksis, og Guevara blev hurtigt en af lederne i bevægelsen.
For Guevara var det afgørende, at revolutionen blev gennemført af en lille gruppe beslutsomme og viljestærke revolutionære. Revolutionen skulle gennemføres fra landet, hvor bønderne skulle fungere som en passiv støtte for de revolutionære.
Byernes arbejderklasse og socialistiske partier betragtede Guevara med dyb skepsis, ikke mindst fordi de latinamerikanske kommunistpartier havde vist sig at være gennemkorrupte og alt for villige til at indgå kompromisser med de lokale magthavere.
Guevara så industrialisering som en hindring for guerillakrigen. “Byernes ideologiske indflydelse er en hæmsko for guerillakampen,” skrev han.
Dette så ud til at være i overensstemmelse med kampen mod Batista, hvor den cubanske arbejderklasse spillede en meget lille rolle.
Men det er en overvurdering at give guerillakrigen æren for at vælte Batista. Castros guerillaer udgjorde det meste af tiden under 200 mand og havde blot 800 tilhængere, da Batista blev væltet.
Batista-regimet faldt sammen som et korthus først og fremmest på grund af interne modsætninger. Da USA trak sin støtte tilbage, var der intet, som kunne opretholde regimet. Den korrupte og demoraliserede hær opgav at kæmpe, så snart kampen begyndte at kræve ofre.
Castro og Guevara kunne derfor allerede i januar 1959 marchere ind i Havana, hvor de blev hyldet af en mængde af tilskuere.
Det nye regime var uden tvivl yderst populært, ikke mindst i sammenligning med det gamle Batista-diktatur. Regimet gennemførte på kort tid sundheds- og uddannelsesreformer, og der blev foretaget en ny fordeling af landbrugsjorden.
Guevara blev leder af en række økonomiske ministerier og gennemførte nationalisering af udenlandske selskaber. Hans mål var at udvikle den cubanske økonomi væk fra sin store afhængighed af sukkerproduktion.
Men efterhånden som USA gennemførte en total blokade mod Cuba, blev styret mere og mere afhængigt af leverancer fra Sovjet af bl.a. olie og maskiner i bytte mod Cubas sukker. Det betød, at Cuba efterhånden blev mere afhængig af sukkerproduktion, på trods af Guevaras målsætning.
Efterhånden konkluderede Che Guevara, at medmindre Cubas revolution blev gjort international, så ville Cuba blive trukket ned i en stigende afhængighed af en fremmed magt, denne gang Sovjet.
Han kritiserede åbent Sovjet og forsøgte i stedet at udvikle kontakter til andre tredie verdens-lande for at udfordre USA-imperialismen.
Denne kritik af Sovjet og forsøg på at sprede revolutionen var et helt korrekt skridt – men det kom samtidig til at udstille svaghederne i Guevaras politik.
Che Guevara “forsvandt” fra april 1965 og frem til sin død i oktober 1967. Det har senere vist sig, at han i denne periode brugte et år i Afrika, hvor han forsøgte at organisere en guerillakrig i Congo.
Guevara ønskede at udfordre USAs imperialisme på alle kontinenter. Men den kampform, som havde sejret i Cuba, viste sig ikke at kunne holde andre steder.
For Guevara drejede en revolution sig primært om at erobre magten. Det afgørende var, at revolutionens kernetropper var uimodtagelige overfor korruption. Og for at bevare revolutionens “renhed” kunne masserne ikke spille nogen aktiv rolle.
Fra Congo tog Guevara til Bolivia, hvor hans mål var at fremprovokere en amerikansk invasion, som han forventede ville antænde et revolutionært oprør over hele Sydamerika.
Men hans manglende orientering mod masserne gjorde, at han totalt fejlbedømte situationen. Regeringen i Bolivia havde netop gennemført en jordreform og var derfor relativt populær blandt bønderne. Che Guevaras lille håndfuld guerillaer blev derimod mødt med skepsis eller direkte fjendskab.
I længden måtte Guevara trække sig længere og længere ind i den bolivianske jungle, helt uden opbakning fra masserne. I oktober 1957 blev hans gruppe omringet og koldblodigt henrettet af bolivianske soldater for øjnene af en CIA-agent.
Der er grund til at hylde Guevaras selvopofrelse, militans, antiimperialisme og især hans mål om at gøre revolutionen international.
Men hans strategi for forandring var forkert og kom i længden til at koste ham livet. Allerede på Guevaras egen tid viste arbejderklassen, at den var en faktor, som kunne ryste magthaverne. Det skete i Argentina i 1968 og i Chile i 1970. Lige siden har det altid været massernes kamp og organisering, som har været den største trussel for de herskende klasser overalt i verden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed