Socialistisk Arbejderavis
Nr. 165 – 28. august 1997 – side 4
Hvad udløste oprøret i 1968?
Da borgerligheden krakelerede
Charlie Lywood
Det sendte chokbølger gennem hele det amerikanske establishment, da de to sorte løbere, Tom Smith og John Carlos, på sejrsskamlen ved OL i Mexico i 1968 hævede deres knyttede næver mod himlen.
Hvor alle havde forventet et øjebliks amerikansk patriotisme, fik de i stedet en hilsen fra den militante Black Power bevægelse.
Det var et tegn på, at millioner af sorte amerikanere ikke længere ville vente på, at systemet gradvis ville afskaffe racismen og give dem deres borgerrettigheder.
Billedet af Smith og Carlos’ Black Power hilsen var blot ét symbol på den bølge af oprør, som bredte sig ud over hele verden fra 1968 og først var overstået i midten af 70’erne.
Et oprør, der blandt sine højdepunkter talte revolutionslignende tilstande i Frankrig, Chile og Portugal.
Oprøret tog hele det etablerede system på sengen. Systemet havde siden 50'erne været i økonomisk fremgang. Alle politikere og intellektuelle – også de venstreorienterede – forventede, at fremgangen ville fortsætte, og at systemet af sig selv ville ophæve problemer med fattigdom, racisme og klasseskel.
Det var nærmest en universelt accepteret sandhed, at klassekamp og revolution tilhørte fortiden, og at arbejderklassen hastigt var på vej til at uddø.
Opløsning
Alligevel var der allerede tidligt i 60’erne tegn på, at det borgerlige samfund var ved at gå op i fugerne.
Allerede i begyndelsen af 60’erne havde tusindvis af mennesker protesteret imod stormagternes stigende ophobning af atomvåben.
Kampen mod kolonimagterne i den 3. verden – især Vietnamkrigen – fik også mange mennesker i imperialismens hjemlande til at tage afstand fra deres egne magthavere.
I takt med den hastige økonomiske vækst og industrialisering begyndte spørgsmål om forurening og rovdrift jordens ressourcer at rejse tvivl om systemets fremtid.
Fremskridt?
Og op gennem 60’erne begyndte mange kunstnere og intellektuelle at spørge, om den stigende, materielle velstand egentlig var et fremskridt. Gav det egentligt mennesker et bedre liv, når de skulle bo i ensformige, firkantede betonblokke, når deres arbejde foregik ved et samlebånd, og når deres forbrug blev styret af supermarkedernes massive udbud af konsumvarer.
Men selv om tvivlen havde slået rod hos mange, så var det kun ekstremt få, der konkluderede, at hele systemet måtte laves om.
Langt de fleste forventede, at man med fredelige metoder kunne forbedre samfundet. Protestsangene handlede om, at “we shall overcome” – de handlede ikke om socialisme og revolution.
Oprør
Det var først, da folk oplevede, at selv fredelige protester blev mødt af politiets knipler og repression, at tvivlen blev forvandlet til åbent oprør.
Oprøret blev yderligere næret af, at USA ikke kom de vietnamesiske guerillaer i møde med tilbud om fred, men tværtimod med massive bombardementer og indsættelse af hundredtusindvis af soldater.
Det var skiftet fra tvivl til oprør, som gjorde 1968 til et vendepunkt i historien. De fleste ønskede i udgangspunktet blot deres demokratiske rettigheder.
Systemets fortsatte undertrykkelse tvang folk til at indse, at uretfærdigheder i form af racisme, imperialisme og autoritære styreformer ikke blot var enkeltstående vildskud, men alle var symptomer på et sygt samfund, der i bund og grund burde laves om.
Til toppen af siden.
En verden under forandring
Enhver revolutionær epoke er et resultat af vekselvirkninger mellem objektive og subjektive faktorer.
I 50’erne blev land efter land industrialiseret som aldrig før, og arbejderklassen voksede sig langt større end alle andre klasser. Produktionen blev omstillet til teknologi, som først og fremmest krævede ufaglærte arbejdere.
Millioner af unge førstegenerations arbejdere blev underlagt fabrikkernes autoritære styreform, og allerede i 1961-63 var der strejkebølger i flere sydeuropæiske lande herunder Spanien og Portugal, som var under fascismens åg.
I andre lande først og fremmest de nordeuropæiske havde arbejderklassen udnyttet den fulde beskæftigelse til at tilkæmpe sig højere lønninger. Det skete som regel på den enkelte arbejdsplads og uafhængigt af fagforeningerne.
Da de første tegn på økonomisk krise satte ind i 1968/69, var arbejdernes selvtillid stor, fordi de havde oplevet, at de selv var i stand til at ændre ting og ikke var afhængige af, hvad et reformistisk parti eller en fagforening mente.
Studenterboom
Kapitalismen fik et stort behov for højt kvalificeret arbejdskraft i form af ingeniører, fysikere og andre naturvidenskabeligt uddannede. Men også humanister i form af planlæggere, socialrådgivere og masser af undervisere til at sørge for et høj uddannelsesniveau i skolen.
Resultatet var, at antallet af studenter boomede uden at de fysiske rammer blev udviddet, eller at der blev ændret på de autoritære styreformer, som hidtil havde virket.
De oplevede universiteter som uddannelsesfabrikker for erhvervslivet. De oplevede også, at deres fremtidige job ikke var særligt velbetalt for de fleste, og at arbejdsløsheden var en reel fare. De oplevede, at universiteter ikke var til for, at verden skulle blive et bedre sted, men et sted hvor man bl.a. forskede i, hvordan man bedst kunne “bombe Vietnam tilbage til stenalderen”.
Allerede i 1964 startede de første studenterprotester i moderne tid. På Berkeley Universitet i USA protesterede nogle få studerende imod, at de ikke måtte lave politiske virksomhed på universitetet.
Deres protester blev mødt med eksklusioner. Det fik flere til at protestere, hvorefter politiet blev sat ind. Politiets tilstedeværelse på Berkely fik et stort mindretal til at besætte administrationsbygningen, hvorefter civilgarder med tåregas blev sat ind. Sådan var skabelonen for de næste fire-fem års studenteroprør.
Overalt i den vestlige verden, men også i visse østeuropæiske lande, reagerede et mindretal på gabet mellem den ideologi, som de blev fodret med, og den virkelige verden.
I nogle lande tog protesten udgangspunkt i retten til overhovedet at ytre sig som i Østeuropa. I andre lande var det krigen i Vietnam eller racisme, som var drivkraft.
I nogle få lande som fx Frankrig og Danmark handlede det først og fremmest om de studerendes boligsituation eller den autoritære undervisningsform.
Fysisk magt
Men i de fleste lande reagerede statsmagten som om, alle studenter var parat til at vælte regeringen, og den satte fysisk magt ind, der i flere tilfælde dræbte studenter. Det skete både i USA, Frankrig, Italien og Tyskland.
Det affødte endnu større protester og aktioner fra et flertal af de studerende. Men endnu vigtigere blev der sat offentlig fokus på de sager, som studenterne tog op. Studenterne var trods alt sønner og døtre af samfundets støtter og kunne ikke bare affejes.
Arbejderklassen
Men studenterkampene var ofte meget kortvarige. Kun i Frankrig smeltede protesterne sammen med arbejderklassens kamp mod systemet. Her opstod der en halvanden måned lang generalstrejke i kølvandet på studenternes kamp, som tvang den ellers almægtige general de Gaulle i knæ.
Studenternes kamp var i flere vigtige lande den gnist, som startede branden i 68. I årene efter var det også typisk fra universiteterne, at de nye militante, revolutionære medlemmer blev rekrutteret. Både deres egen kamp mod statsmagten og det, at arbejderklassen trådte ind på scenen, gødede grunden for revolutionære ideer.
Til toppen af siden.
Oprørets filosofi
1968 er kendt som studenteroprørets år og banede vejen for marxismens indtog på universiteterne. Men helt frem til slutningen af 60’erne var det kun yderst få, der gav udtryk for, at socialisme og revolution var mulig og værd at kæmpe for.
Blandt dem, der bedst udtrykte stemningen i ungdomsoprøret, var den tysk-amerikanske filosof Herbert Marcuse.
Hans bog “Det én-dimensionale menneske” fra 1964 var grundlæggende pessimistisk med hensyn til muligheden for at ændre samfundet.
Bogen var en gennemgribende kritik af industrisamfundets manipulation med mennesker. Men Marcuse mente, at samfundet gennem masseforbrug og masseproduktion var i stand til at ensrette og styre individernes behov.
Behovene blev rettet helt ind mod materielle ting, der skulle kompensere for individets manglende indflydelse på deres eget liv.
Dermed mente Marcuse, at mennesket var havnet i en situation, hvor der kun var én mulighed: at følge med strømmen. I det én-dimensionale samfund kunne individerne ikke udtrykke andre behov end dem, samfundet ønsker, de skal have.
Marcuses idé om samfundets ensretning af mennesker vandt stor udbredelse blandt mange studenteroprørere, fordi ideen udtrykte deres egen frustration over systemets tilsyneladende ustoppelige fremmarch.
Det tiltalte naturligvis også mange studenter, at Marcuse udnævnte dem som den kraft, der kunne bryde samfundets ensretning. Marcuse mente, at studenterne endnu ikke var indfanget af det materielle forbrugsræs og derfor havde mulighed for at gennemskue det.
Da de franske arbejdere gennem en generalstrejke i maj 1968 imidlertid viste, at arbejderklassen langt fra havde underkastet sig, måtte Marcuse indrømme, at han “ikke kunne forestille sig en revolution uden arbejderklassen”.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed