Socialistisk Arbejderavis
Nr. 166 – 11. september 1997 – side 6
Studenterbevægelsen i 70’erne
Oprør mod det borgerlige universitet
Martin B. Johansen
Studenteroprøret i 70’erne startede som en protest mod forældet undervisning og professorvælde. Men påvirket af arbejderoprør og revolutioner i en lang række lande udviklede det sig hurtigt til et generelt oprør mod det kapitalistiske system.
Under indtryk af omfattende studenteruroligheder i blandt andet USA, Tyskland og Polen i 1967-68 spurgte Information d. 20. marts 1968: “Er de danske studenter for sløve til at gøre oprør mod systemet?”
Svaret kom dagen efter, da 3-400 psykologistuderende i København på et møde opfordrede til demonstrationer og undervisningsboykot.
Opfordringen udløste flere års opsparet harme over forældet undervisning, trange lokaler og professorernes enerådende magt over universiteterne.
Studenterne krævede medbestemmelse og ændring af studiernes indhold, så det blev mere moderne og vedkommende.
De studerende ville nedbryde universiteternes position som et isoleret og gammeldags tankeslot og rejste i stedet parolen “Forskning for folket.”
I de følgende år bredte oprøret sig til fag efter fag. Gennem stormøder, demonstrationer og flere gange ved besættelser blev bevægelsen gradvist radikaliseret. Da det første udkast til ny styrelseslov for universiteterne ikke levede op til studenternes krav om reel indflydelse, blev administrationen på Københavns Universitet besat af knap 1.000 studerende. “De taler med folkets universitet,” lød beskeden derefter fra omstillingsbordet.
En vigtig faktor bag studenteroprøret var, at universiteterne nærmest bogstaveligt talt havde sprængt sine fysiske rammer.
På blot otte år var antallet af studerende tredoblet, men investeringerne i lokaler og lærerkræfter var ikke fulgt med i samme tempo.
En af de aktive i oprøret, Morten Thing, berettede: “Der var ikke plads nok. Vi sad i overfyldte lokaler og hørte på et eller andet dødsygt. Fra lærerside var der ingen, der interesserede sig for problemet. Nogen skulle jo falde fra ...”
Men eksplosionen i antallet af studerende betød også, at der kom folk fra miljøer uden akademisk tradition på universiteterne. De kom ind i en verden, som var fremmed for dem, og mange af dem begyndte at se med stigende foragt på det akademiske snobberi og professorernes opblæsthed.
En anden faktor, der skubbede på studenteroprøret, var, at mange unge allerede tidligt i tresserne begyndte at se med stigende skepsis på det materielle ræs i samfundet.
Med blandt andet Vietnamkrigen og de sortes kamp i USA for borgerrettigheder fik denne tvivl et klart fokus. Ganske langsomt begyndte mange unge at sætte begreber som imperialisme, kapitalisme og klassesamfund på deres tvivl. Det begyndte at blive klart, at krig, racisme og undertrykkelse ikke var uundgåelige fænomener, men hang sammen med den måde, som samfundet var bygget op på.
Det betød, at da studenterne først var kommet i bevægelse – og faktisk vandt en lille sejr med Styrelsesloven i 1970, der gav de studerende 50 pct. af stemmerne i studienævnene – så var der åbnet for en politisk radikalisering, der forvandlede store dele af 70’ernes studenter til samfundsoprørere og marxister.
Efterhånden som studenteroprørets mål udviklede sig til et krav om en socialistisk samfundsomvæltning, begyndte studenterne at kigge ud over universitets snævre mure.
De ville bruge deres uddannelse til at forandre samfundet med. Og begivenheder som det franske majoprør i 1968 og omfattende strejkebevægelser overalt i Europa viste studenterne, at arbejderne var den klasse, der havde magt til at ændre samfundet. Derfor måtte studierne tilrettelægges, så de skabte en alliance mellem studenter og arbejdere.
Resultatet blev de såkaldt “fagkritiske” rapporter. Det var rapporter, hvor studenter i samarbejde med arbejdspladsklubber og fagforeninger gik tæt på forhold som arbejdsmiljø, akkordræs og skifteholdsarbejde.
Rapporterne ramte et ømt punkt. “Man er ved at sige til sig selv, at dette helvede af en arbejdsplads, der her er beskrevet, enten hører fortiden til eller er den rene opdigtning. Men taler man med folk, der til daglig går under disse forhold, så bliver der nikket genkendende,” skrev LO-konsulent Jørgen Elikofer om “Linoleumsrapporten” i 1972.
Samarbejdet med arbejderne var dog ikke uden problemer. Ikke mindst fordi LO og mange fagforbund var utilfredse med, at rapporterne – med god ret – kritiserede fagforbundene for ikke at forsvare deres medlemmers interesser. Rapporterne opfordrede fagforbundene til at bekæmpe kapitalens udbytning i stedet for at samarbejde med den.
Men derudover begyndte mange studenter at tvivle på værdien af samarbejdet. “Hvad er det revolutionære perspektiv i at samarbejde med en fagbevægelse, der sjældent beskæftiger sig med andet end to kroner mere i timen,” blev der spurgt.
Resultatet var, at det fagkritiske arbejde i stigende grad blev vendt indad mod universiteterne og satte sig som mål at opbygge en marxistisk videnskab fra grunden af som alternativ til den borgerlige.
En faktor, der skubbede på denne udvikling, var, at de fleste socialistiske studenter havde opgivet de udgaver af marxismen, som allerede fandtes i arbejderbevægelsen. Enten fordi de i Socialdemokratiet og SFs udgave blev stemplet som reformistiske, eller fordi de i den sovjetiske udgave blev set som repræsentant for et voldeligt og undertrykkende system, der havde knust opstandene i bl.a. Ungarn og Tjekkoslovakiet.
Derfor skulle hele marxismen “rekonstrueres” fra grunden af ved at gå tilbage til de originale skrifter fra Karl Marx’ egen pen.
Mange studenter kastede sig over værker som “Kapitalen” og “Grundrids” for derigennem at skabe et marxistisk fundament for de forskellige fag. De mente, at det var nødvendigt med en langvarig afklaringsfase for at kunne opstille en ny socialistisk strategi til erstatning for de gamle, der havde fejlet.
Men det betød i realiteten, at de studerende begyndte at reproducere de akademiske undervisningsformer og hundeslagsmål, som altid har kendetegnet universiteterne.
Vendingen mod teoretisk Marx-læsning betød, at der opstod stridigheder om den “korrekte” udlægning af skrifterne. I diskussioner kunne man kun klare sig ved at rive lange citater af sig og gennem “name-dropping”.
I længden blev de marxistiske studier lige så golde og løsrevet fra virkeligheden som den borgerlige videnskab, man ellers ville erstatte.
Det blev en hård opvågnen for studenterbevægelsen, da nye og kolde vinde som følge af 70ernes økonomiske krise begyndte at blæse ind over universiteterne.
Forringelse af SU, adgangsbegrænsning, fyring af lærere og trusler om lukning af “det røde universitet”, RUC, kom på dagsordenen.
I første omgang så det ud til, at studenterne kunne slå fra sig. Da undervisningsminister Ritt Bjerregaard i foråret 1976 ville bortvise 203 RUC-studerende, gik studenterne i aktion. Studenter over hele landet boykottede undervisningen. 10-15.000 deponerede deres eksamenstilmeldinger. Lærere gik i strejke. Mange fagforeninger sendte protestskrivelser.
Protesterne kulminerede med et “åbent hus”-arrangement på RUC, hvor 20.000 deltog og få dage efter med demonstrationer i København og Århus, der ialt samlede over 40.000.
Studenterne vandt – Ritt Bjerregaard måtte bøje sig. “Denne kamp demonstrerede, at vi ikke finder os i hvad som helst og at vores kamp ikke behøver at føre til nederlag,” skrev en RUC-studerende.
Men allerede året efter kom det til en ny styrkeprøve. Ritt Bjerregaard meddelte, at den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC skulle lukkes.
Trods langvarige protester og forhandlinger var ministeren ubøjelig, og studenterne måtte påny i aktion.
Men Ritt Bjerregaard var indstillet på en udmattelseskrig, og da hun til sidst indgik et kompromis, som var acceptabelt for lærerne på RUC, så begyndte besættelserne langsomt at smuldre.
Efter måneders kamp måtte de studerende bøje sig.
Nederlaget i 1977 viste sig at have knækket ryggen på studenterbevægelsen. “Alting lignede sig selv på overfladen. Men gejsten var væk. Kun resignationen var tilbage,” skrev en af RUCs lærere.
De to aktioner i 1976-77 havde udmattet mange studerende, som havde svært ved at overbevise sig selv om, at aktioner nyttede.
Men i længden var det ikke kun aktionslysten, der gled ud. Den golde universitetsmarxisme havde ikke vist sig som et redskab, der kunne føre til forandring. Det blev forstærket af, at de omfattende arbejderkampe og revolutioner fra starten af 70’erne var ebbet ud.
Resultatet var i længden, at store dele af de studerende i desilllusion gradvist opgav både marxismen og troen på, at samfundet kunne ændres.
Se også:
SAA 166: Studerende: Kamp mod manglende demokrati
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed