Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 167 – 25. september 1997 – side 6

Frederik Dreier

Danmarks første socialist

Poul Erik Kristensen

Allerede fra kapitalismens gennembrud i Danmark begyndte socialistiske ideer at spire frem. Den unge medicinstuderende Frederik Dreier (1827-53) var den første, som både i teori og praksis gennemskuede, at kapitalismen var et undertrykkende klassesamfund, som kun fortjente en kort levetid.

“Kapitalen er arbejdets bedste ven, hedder det i en gammel vise, og vistnok er det så, når arbejderne har kapitalen i sin magt. Men når den er i hænderne på en over arbejderne stående klasse, hvis interesse er at købe arbejdet billigt og sælge produkterne så dyrt som muligt, så kan man snarere kalde den arbejdets bitreste fjende.”

Citatet stammer ikke fra Marx, Engels eller andre af de store kendte socialistiske tænkere. Citatet stammer fra Danmarks første socialist, Frederik Dreier, der i midten af forrige århundrede som den første her i landet udviklede en kritik af kapitalismen, som pegede frem mod et socialistisk samfund.

Frederik Dreier

Dreier var aktiv i kampen for at afskaffe enevælden, men var samtidig stærkt kritisk over for det nye borgerskab, der stod på spring for at overtage magten.

Frederik Dreier, født 16. december 1827, startede sin aktive politiske karriere i midten af 1840’erne, og blandede sig både organisatorisk og teoretisk i næsten alt, hvad der rørte sig i Danmark frem til sin død som 25-årig i 1853.

Han deltog blandt andet i det politiske røre omkring indførelsen af Grundloven i 1848, han talte dunder mod den nationalisme som florerede i Danmark, og han søgte indflydelse på den tidlige arbejderbevægelse.

Han deltog i den offentlige debat  om kvindernes stilling og skrev en række bøger om for eksempel opdragelse. Hertil kom udgivelsen af ugebladet “Samfundets Reform” i 1852, og i 1853 tog han initiativ til den første brugsforening herhjemme.

Frederik Dreier startede i 1844 med at læse medicin på universitetet i København. Medicinstudiet blev dog hurtigt skiftet ud med filosofi og samfundsvidenskab.

De nye studier gav ham indblik i de ideologiske diskussioner, som foregik mellem forskellige socialistiske tænkere som Marx og Proudhon, ligesom den revolutionære stemning i Frankrig og Tyskland satte sig dybe spor.

Han organiserede en gruppe radikale studenter, som nøje fulgte udviklingen rundt om i Europa.

Og da Christian d. 8. døde i januar 1848 opstod der store demonstrationer mod enevælden med udgangspunkt fra Frue Plads i København. Demonstrationerne, der først og fremmest bestod af studenter, havde bl.a. Dreier som initiativtager.

Efter den franske februarrevolution samme år, hvor kongedømmet blev afskaffet, gik han ind i en i en gruppe af radikale studenter, der øvede sig i våbenbrug, så man var beredte, når en lignende situation opstod i Danmark.

Den revolutionære bølge over Europa bevirkede sammen med tørke og fejlslagen høst, at der i Danmark udbrød en dyb økonomisk krise, der gav sig udslag i voldsomme prisstigninger og arbejdsløshed.

Samtidig krævede Slesvig-Holsten, der lå under den danske krone, deres politiske frihed. Det betød, at Frederik d. 7. blev presset til at udnævne en borgerlig liberal regering, der med en oppisket nationalfølelse tilvejebragte den folkelige baggrund for treårskrigen mod oprørerne i Slesvig-Holsten i 1848-50.

Dreier var en af de få, der skar igennem alt nationalvrøvlet og tænkte klart om arbejdernes sag.

I skarp modsætning til den herskede opfattelse af nation og enhedskultur så Dreier en håndværkerstand, hvis eksistensgrundlag var ved at forsvinde. Der var opløsning i laugsforholdene, og begyndende arbejdsløshed og dyrtid havde medført social nød. Ændringerne i produktions- og ejendomsforholdene havde slået den forholdsvise ro i det gamle laugssystem i stykker, idet nye og mere rationelle arbejdsmetoder var ved at blive indført.

Men mekaniseringen og rationaliseringen gav anledning til social nød i stedet for at forbedre levevilkår. Denne modsætning mellem den herskede ideologi og den sociale virkelighed så Dreier.

Det gik derfor op for ham, at den nationalisme, som det nye borgerskab benyttede, blev brugt til at skjule klassemodsætningerne.

Dreiers kritik af nationalismen ledte ham også over i en hård kritik af Grundtvigs ideer om folkeopdragelse. Grundtvigs ideer var bygget ud fra den opfattelse, at hele folket udgjorde én nation med fælles interesser, fælles historisk og kulturel baggrund.

Dreier kritiserede dette nationalitetsbegreb. Det kom stærkest til udtryk i hans afstandstagen til treårskrigen mod frigørelsen af hertugdømmerne.

“Hvad den mere politiske side af de internationale stridspunkter angår, da ligger i den demokratiske organisation en ophævelse af grænsespørgsmålets betydning. Et demokratisk parti i Danmark ville således have haft og endnu have den opgave at forene sig med de europæiske fremskridtspartier til fælles kamp for den socialdemokratiske republik, til kamp imod de gamle religiøse, nationalistiske, konservativ-økonomiske og politiske fordomme og partier,” som Dreier formulerede det i pjecen “Folkenes Fremtid” i 1848.

Efter treårskrigens afslutning blev Dreier i stigende grad bevidst om arbejderklassens rolle og dens muligheder for selv at tage magten. Og han kastede nu en meget stor del af sin energi ind i de arbejderforeninger, som begyndte at se dagens lys.

Den materielle baggrund for arbejderforeningerne i Danmark var den voldsomme vækst, der skete i antallet af arbejdere. I København voksede andelen af arbejdere fra 10 procent i 1840 til over 15 procent i 1865.

Arbejdere knyttet til industri og handel var på vej til at blive den største samfundsgruppe i byerne.

De sociale spændinger kom for alvor til udbrud i slutningen af 1840'erne. I 1848-50 strejkede bl.a. de københavnske snedkersvende, typografer og skibstømrere med krav om bedre løn og nedsat arbejdstid.

Som i andre lande var det frygten for samfundsomvæltning, der gav stødet til oprettelsen af en række arbejderforeninger. Foreningerne skulle forsøge slå bro over svælget mellem samfundsklasserne, således af revolutionsideer ikke kunne få fremgang hos arbejderne.

Initiativtagerne og lederne var ofte borgerlige, som ligeledes ønskede, at de organiserede arbejdere skulle støtte det liberale borgerskabs kamp for demokratiske rettigheder.

En af de største arbejderforeninger var Foreningen for Arbejderklassens Vel. Og Dreier tog allerede fra starten aktiv del i opbygningen.

Han kom imidlertid hurtigt i modvind hos lederne, da han på den første generalforsamling i september 1851 stillede forslag om, at bestyrelsen skulle tage initiativ til at udarbejde et egentligt politisk program. Forslaget blev afvist, og kort tid efter trak han sig ud af foreningen og anklagede den for at bruge for meget til på en ligegyldig pensionsordning frem for at organisere arbejderne som en egentlig politisk kraft.

Et af midlerne til at komme ud med sin politik var ugebladet “Samfundets reform.”

Bladet, der først og fremmest henvendte sig til  ungdommen og arbejdere, udkom med afbrydelser i 22 numre fra april 1952 til februar 1853.

Bladet blev både brugt til at kommentere aktuelle begivenheder og til længere dybdegående analyser.

I nummer to havde Dreier således en lang analyse af forholdet mellem kapital og arbejde. Heri skrev han blandt andet:

“Arbejderne af alle klasser, som frembringer alt, hvad der tjener til hele samfundets vedligeholdelse og fremadskridende, nyder selv kun godt af så uendelig lidt deraf. De er på nåde og unåde udleveret til en klasses forgodtbefindende, som er i besiddelse af den allerede erhvervede kapital.”

“Den hele produktion ville gå langt bedre for sig, hvis man var fri for hele denne nådige klasse.”

I efteråret 1852 måtte Dreier på grund af dårligt helbred indstille sin politiske aktivitet. Psykisk nedbrudt og plaget af sygdom begik han selvmord den 9. maj 1853.

En lignende skæbne overgik Foreningen for Arbejderklassens Vel, som Dreier havde været aktiv i. Under ledelse af Rimestad blev den politiske brod taget ud og foreningen omdannet til en uskyldig dannelsesforening.

Men der var hele tiden en opposition i foreningen, som byggede videre på Dreiers synspunkter. Og herigennem blev der trukket en forbindelse fra Dreiers tidlige socialisme til Louis Pios Internationale, der i 1871 blev den egentlige start på den organiserede arbejderbevægelse.

Flere artikler fra nr. 167

Flere numre fra 1997

Se flere artikler om emnet:
DK Historie: Indtil 1900
Biografi: DK indtil 1900

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 1823 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside