Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 168 – 9. oktober 1997 – side 4

Efter Verdensbankens topmøde

Det globale mareridt

Frank Antonsen

Intet illustrerer det globale mareridt så godt som smoggen, der har indhyllet Sydøstasien de sidste uger.

Mindst 70 millioner menneskers liv og helbred er truet af smoggen. Og der kan gå år, før ilden, der har skabt smoggen, bliver slukket. Røgen har også været skyld i, at et fly med 234 passagerer styrede ned. Ingen overlevede.

Smog over Sydøstasien

“Lad mig ånde igen,” lyder teksten på disse demonstranters maske. Smoggen over Sydøstasien skyldes ikke vejret, men tømmer- og palmeolieindustriens afbrænding af skovene.

Ilden og smoggen skyldes ikke usædvanlige vejrfænomener som den meget omtalte el Niño. For de har eksistere gennem tusinder af år. Årsagen skal findes i markedsøkonomien.

Ilden påsat

Smoggen stammer fra den ild, som tømmer- og palmeolieselskaber, som er Indonesiens vigtigste eksportindustri, har påsat skovene for at omdanne dem til plantagearealer.

Afbrænding er den billigste måde at rydde skoven på. Alle andre metoder kræver flere arbejdere og giver derfor mindre profit.

Presset fra konkurrencen fra de globale markeder har betydet, at selskaberne har fået lov til at afbrænde gigantiske områder uden hensyn til konsekvenserne.

Indtil videre er der blevet brændt områder af, der er mere en to gange Danmarks størrelse. Men det bliver værre endnu.

Ifølge den indonesiske regerings plan skal eksporten af papirmasse ni-dobles inden år 2003. Samtidig skal produktionen af palmeolie fordobles på få år. Derfor skal der ryddes endnu mere skov.

Den Internationale Valutafond og Verdensbanken udtrykte på deres møde i Hong Kong bekymring over skovbranden. Men samtidig hyldede de Indonesiens korrupte diktator, Suharto, der har sørget for, at tømmerfirmaerne ikke bliver retsforfulgt, selvom skovafbrænding er forbudt.

Suhartos venner

Det er nemlig Suhartos nærmeste venner, der står bag skovafbrændingen. En af dem er Mohamad Bob Hasan, som dominerer produktionen af palmeolie sammen med en af Suhartos sønner.

Hasan, der er formand for Det Indonesiske Skovbrugsselskab og en af Indonesiens rigeste mænd, er Suhartos faste golfpartner, og i fællesskab med Suharto-familien ejer han flere af de største selskaber i Indonesien. Sidste måned fritog regeringen seks store virksomheder fra at betale skat, heriblandt Hasans papirmølleselskab.

Markedet øger verdens fattigdom

Selv om Verdensbanken og Den Internationale Valutafond udtrykker bekymring over den globale udvikling er deres eneste svar mere af den markedsøkonomi.

I EU er der mindst 18 millioner arbejdsløse. Det er den herskende klasses plan, at den økonomiske og monetære union, ØMU, skal gøre EU mere konkurrencedygtig overfor USA og Japan.

Men konkurrencen skaber overproduktion, ulighed, arbejdsløshed og i sidste ende krise.

For at presse landbrugets produktion i vejret i EU, får landmændene stor økonomisk støtte. Det fører til overproduktion. For at komme af med disse overskudslagre, sælger EU varerne til dumpingpriser i ulandene.

Det betyder, at de statsstøttede europæiske firmaer kan sælge varer, der underbyder det lokale landbrug. Samtidig sætter EU begrænsninger på, hvor meget ulandene må sælge til Europa. Fx må landene syd for Sahara kun sælge 1000 tons æbler tilsammen til hele EU.

Det ødelægger den lokale produktion og gør ulandene afhængige af Vesten.

Verdensbanken og OECD har beregnet, at ulandene og Østeuropa til sammen mister 1200 milliarder kroner om året af den grund. Det er mere end tre gange så meget som den samlede ulandshjælp fra alle de rige lande tilsammen.

Ulighed vokser

En undersøgelse fra FN viser, at 22 af de fattigste lande er blevet endnu fattigere siden 1980.

I disse lande får befolkningen nu mindre at spise. Og børnedødeligheden er steget i otte af dem mellem 1985 og 1995.

Til gengæld er antallet af dollarmilliardærer steget til 447. Disse 447 milliardærer ejer mere end halvdelen af jordens befolkning ejer tilsammen.

Østasien bruges gerne som bevis for at de frie markedskræfter fungerer. Men området er kastet ud i sin værste krise i 20 år.

Thailand har haft den højeste økonomiske vækst over de sidste ti år. Men det er i Thailand, at krisen i dag er værst. Valutafonden har måttet komme med en økonomisk hjælpepakke på over 115 milliarder kroner. Thailand har 12 af verdens rigeste milliardærer, men 8 millioner må leve for under 4 kroner om dagen.

Heller ikke i resten af Østasien er den høje vækst kommet befolkningen til gode. Officielt bor 350 millioner af verdens allerfattigste i Østasien. Og ca. en femtedel af alle asiater må leve for under 6 kroner om dagen.

Myten om globalisering

“Vi må erkende, at vi lever med en tidsindstillet bombe, og med mindre vi gør noget nu, kan den eksplodere for øjnene af vores børn.”

Sådan udtrykte Verdensbankens præsident, James Wolfensohn, sin bekymring over, at den voksende ulighed og modstanden mod den rundt om i verden, vil true de riges børns fremtid.

Ikke desto mindre kan verdens ledende finansfolk ikke finde på andre svar end mere af den markedsøkonomi, der har skabt uligheden.

Deres problem er, at de kun kan genskabe acceptable profitrater for den herskende klasse gennem angreb på arbejderklassen realløn, nedskæringer på de sociale udgifter og en kynisk ignorering af verdens fattigdom og miljøkatastrofer.

Deres undskyldning for denne politik er myten om “globaliseringen”. Kernen i den er, at verdensøkonomien ikke længere styres af nationerne, men af multinationale selskaber, som uafladeligt kan flytte kapitalen derhen, hvor lønningerne og skatterne er lavest, og hvor miljølovgivningen er svagest.

Men myten om, at de multinationale selskaber uden videre kan flytte til lande, hvor fx lønningerne er lave, holder ikke. Nogle få arbejdspladser bliver slagtet på denne måde, men den store arbejdsløshed skyldes ikke, at firmaerne har forlagt deres produktion til ulandene.

Et eksempel er, at Landbrugets EDB Center, LEC, for to år siden besluttede at oprette et datterselskab i Indien, hvor lønningerne var lave.

Markeder

I dag er der ikke fyret nogen, men i stedet ansat flere folk i både Danmark og i Indien.

Datterselskaber oprettes først og fremmest for at komme ind på et nyt marked. For at kunne overleve konkurrencen er kapitalister nødt til hele tiden at finde nye markeder, de kan prøve at erobre fra hinanden.

Det har næppe så meget med lønninger at gøre, når fx det koreanske firma, Samsung, starter fabrikker i Tyskland, Spanien og Skotland.

De investeringer, der flyder fra Vesten til Østeuropa eller ulandene, er størst der, hvor firmaernes hjemlande i forvejen har størst politisk indflydelse. Tyske firmaer investerer først og fremmest i Østeuropa, franske i Nordafrika, amerikanske i Sydamerika og japanske i stillehavsområdet.

Rationaliseringer og fyringer har derfor ikke så meget med globalisering at gøre, men skyldes derimod, at aktionærerne ikke kan få profit nok. Fx lukker den internationale cornflakes-koncern Kelloggs fabrikker, som giver overskud, fordi aktionærerne derved kan øge deres udbytte med 15-20 pct.

Vi kan kun opnå større lighed og velstand for de mange ved at angribe de riges privilegier og mulighed for at ophobe ufattelige rigdomme, mens flertallet af jordens befolkning lever i fattigdom.

Håbet ligger i den tidsindstillede bombe, James Wolfensohn frygter – i den voksende modstand mod markedets uretfærdigheder.

Hyldet for at skabe fattigdom

Den russiske finansminister Anatoly Chubais blev hyldet som “Årets Finansminister” af Den Internationale Valutafond.

Rusland er en af de helt store modtagere af støtte fra Valutafonden, hvis direktør, Michel Camdessus, udtalte på mødet i Hong Kong, at “opgaven består i at lette den byrde, som understøttelse og sociale ydelser udgør på budgettet”.

Rusland har da også været meget ivrig efter at indføre Valutafondens programmer for liberalisering.

Resultatet har været, at over 60 pct. af alle børn i Rusland lever under den officielle fattigdomsgrænse. I 93-94 alene var der mindst 60 millioner fattige i Rusland. Og antallet er syvdoblet siden 1988.

Sociale ydelser er blevet beskåret kraftigt, og mange statsansatte har i månedsvis ikke fået deres løn udbetalt.

Flere artikler fra nr. 168

Flere numre fra 1997

Se flere artikler af forfatter:
Frank Antonsen

Siden er vist 1305 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside