Socialistisk Arbejderavis
Nr. 169 – 23. oktober 1997 – side 2
ØMU’en: Fra drøm til mareridt
Kravene fra de europæiske magthavere og finansfyrster om, at arbejderne skal punge ud for omkostningerne ved den europæiske møntunion, fører til stigende politisk urolighed.
Tegn på disse diskussioner ses i de tre vigtigste europæiske lande: Tyskland, Frankrig og Italien.
Der er 18 millioner arbejdsløse i EU, og politikernes iver efter at få den fælles mønt på gaden vil kun skabe endnu flere arbejdsløse
Omkring 20 millioner mennesker i EU er arbejdsløse, og det er endda efter “opsvinget” efter tilbagegangen først i 90’erne. Økonomerne forudsiger allerede en ny krise.
Alligevel presser finansverdenen på med lovforslag, der vil standse den økonomiske vækst og måske skabe et nyt tilbageslag.
De har bestemt sig for, at den fælles europæiske mønt skal på gaden i 1999.
I deres bestræbelser efter at nå det mål, har regeringerne slækket på velfærdsområder som pensioner, hospitaler o.lign.
De har også lyttet til gode råd fra tilhængere af det frie marked, som dikterer lav inflation, der skal sikres ved at holde lønnen nede, og hvis det bliver nødvendigt, at presse renteniveauet op.
Denne politik betyder, at det er arbejderne, der betaler gildet gennem angreb på velfærden.
Det betyder samtidig færre penge til forbrug og færre stillinger i det offentlige. Et højere renteniveau betyder flere dyre lån og investeringer.
I stå
Alt dette sætter den økonomiske vækst i stå, og øger arbejdsløsheden.
Men der er tegn på, at flere og flere europæiske arbejdere sætter spørgsmålstegn ved disse nedskæringer.
I nogle tilfælde har det udviklet sig til kampe, og overalt har det startet en politisk debat, som har åbnet op for alternativer til det fri marked.
Den tyske Bundesbank hævede renten først på måneden. Det fik Nationalbanken herhjemme til at følge trop. Sandsynligvis vil også Frankrig, Belgien og Holland blive nødt til at hæve renten.
Det skyldes alt sammen, at politikerne er besat af at opfylde kravene til den fælles mønt, ØMU.
Arbejdsløsheden steg nok en gang i september til 12 pct., og en rentestigning kan presse endnu flere ud i arbejdsløshed. Samtidig forlanger den tyske borgerlige regering under kansler Helmut Kohl løntilbageholdenhed og nedskæringer på velfærden. Ud over de forringelser den allerede har gennemført.
Men angrebene har ført til stadig mere utilfredshed i arbejderklassen. Og den utilfredshed kommer nu til udtryk gennem møder og protestaktioner.
I starten af måneden kulminerede en lang række protester og strejker mod privatisering med at 300.000 postarbejdere gik på gaden. De sidste to år har der været stadig flere protester mod sociale nedskæringer.
Dette pres nedefra har også forandret den politiske debat. Fagforeningsledere og toppolitikere i det tyske socialdemokrati, SPD, er nu blevet tvunget til afspejle arbejdernes ønsker.
For eksempel siger formanden for det tyske metalarbejderforbund, Klaus Zwickel, "nu er det slut med at være beskeden!" Og forbundet kræver store lønstigninger til den kommende overenskomst. Faktisk er lønnen ikke steget siden genforeningen i 1989, selvom firmaernes eksport, produktivitet og profit har nået uanede højder.
I kølvandet på udviklingen i Frankrig, har det også fået fagforeningerne til at kræve nedsættelse af arbejdstiden uden lønnedgang for at bekæmpe arbejdsløsheden.
Den italienske regering blev kastet ud i en krise først på måneden, da støttepartiet Rifondazione Comunista nægtede at stemme for finansloven.
Regeringen er en koalitionsregering ledet af PDS, der minder om socialdemokratiet. Den kom til magten for 18 måneder siden efter den daværende borgerlige regering blev væltet af massive protester fra de italienske arbejdere.
Men regeringen fører nøjagtigt samme politik og har ovenikøbet trukket en særlig “euroskat” ned over hovedet på arbejderne. Nu vil de gennemføre endnu flere nedskæringer.
Rifondazione Comunista er gået med til nedskæringer før og går også selv ind for den fælles mønt. Men deres vælgere i arbejderklassen er blevet forbitrede over de konstante angreb på velfærden.
Det var det pres nedefra, der fik partiet til at stemme imod i første omgang. Nu har de indgået et kompromis med regeringen, der indebærer, at der skal skabes flere jobs og arbejdstiden skal sættes ned til 35 timer. Men til gengæld har de accepteret skærpede krav til bistandsmodtagere for at kunne opfylde ØMU-kravene.
I Frankrig blev der i starten af oktober afholdt et møde mellem arbejdsgivere, fagforeninger og den socialdemokratiske regering om nedsættelse af arbejdstiden.
Premierminister Lionel Jospin havde lovet en nedsættelse af arbejdstiden fra 39 til 35 timer uden lønnedgang under valgkampen tidligere på året. Men det løfte harmonerer meget dårligt med Jospins tilslutning til ØMU’en.
Løftet om 35 timer og et lignende om skabelse af jobs, var en følge at det pres nedefra, der kom til udtryk i bølger af strejker og protester, som bragte den tidligere borgerlige regering til fald.
Presset nedefra gjorde, at Jospin måtte opfylde løftet på en eller anden måde, selvom det gjorde arbejdsgiverne rasende.
Jernbanestrejker og en demonstration udenfor konferencen, mindede Jospin om presset nedefra. Så han lovede, der ville komme en lov, som sigtede mod en 35 timers arbejdsuge i år 2000. Men detaljerne er meget vage, og loven er afhængig af “den økonomiske situation” til den tid.
Det betyder, der er masser af mulighed for, at løftet bliver udvandet.
Men arbejdsgiverne er rasende. De frygter, at bare løftet om en eller form for 35 timers lov, kan blive fokus for mobilisering af arbejderklassen. En sådan mobilisering kan vende en voksende frustration til en kamp for et andet samfund. Et samfund, der afviser markedets sindssyge logik.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed