Socialistisk Arbejderavis
Nr. 169 – 23. oktober 1997 – side 6
Har menneskeheden en fremtid?
Tom Christiansen
Den højtråbende liberalisme er blevet bemærkelses-værdigt tavs i det seneste år.
Den optimisme om fremtiden, som liberalismen repræsenterede i begyndelsen af dette årti, bliver i stigende grad afløst af et pessimistisk syn på samfundets muligheder for at løse problemer som sult, fattigdom og undertrykkelse.
TOM CHRISTIANSEN gennemgår dette skred fra optimisme til pessimisme og præsenterer marxismen som det alternativ, der kan give menneskeheden en fremtid.
Indtil for nylig var det stort set kun socialister, der åbent kritiserede kapitalisme og markedsøkonomi. I dag kommer kritikken fra mange forskellige sider.
For eksempel skriver den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister, Kjeld Olesen, i sin bog Det robotiserede menneske:
“Drivkraften i kapitalismen er grådighed og egoisme. Målet er størst mulig profit på bundlinien af regnskaberne, og forudsætningen for at nå det er en stadig ekspansion. Nye markeder skal hele tiden opdyrkes, og forbrugerne på de eksisterende lokkes med mange midler til at være aktive deltagere i det opskruede forbrugerræs.”
Bekymringen breder sig også blandt de, der har tjent ufattelige rigdomme på det, Kjeld Olesen kalder for turbokapitalismen. Således skrev mangemilliardæren og spekulanten George Soros i begyndelsen af 1997:
Mange frygter, at den teknologiske udvikling er ved at tage magten fra mennesket og føre samfundet ud i ragnarok
“Jeg har skabt mig en formue på det internationale finansmarked, men alligevel er jeg bange for, at laissez-faire-kapitalismens uhæmmede ragen til sig og markedsværdiernes udbredning over alle samfundsområder repræsenterer en risiko for vore åbne demokratiske samfund. Det åbne samfunds væsentligste fjende er ikke længere kommunismen, men truslen fra kapitalismen.”
Den herskende klasses ideer var fra den videnskabelige og industrielle revolutions gennembrud i 1700-tallet præget af en stor fremskridtsoptimisme på kapitalismens vegne.
Navnlig videnskab og teknologi blev set som drivkræfter i en udvikling, der mere eller mindre af sig selv ville føre frem til en bedre verden. En idé, der i dag har fået betegnelsen modernisme.
Denne idé var så stærk, at den også fik en afgørende indflydelse i den reformistiske arbejderbevægelse.
Allerede i den tidlige arbejderbevægelse var det en central idé, at se udviklingen af de menneskelige produktivkræfter – dvs. den samlede sum af teknologi og viden – som noget, der af sig selv ville sprænge kapitalismens rammer og føre os ind i det socialistiske samfund.
Konsekvensen af den holdning er, at arbejderbevægelsen skal medvirke positivt til at gennemføre ny teknik, rationaliseringer og effektiviseringer i produktionen, selvom det betyder fyringer og hårdere arbejdstempo.
Efter revolutionerne i Østeuropa i 1989, der bl.a. væltede Berlinmuren, var optimismen i den herskende klasse stor. De opfattede sammenbruddet for de tidligere stalinistiske regimer som fornuftens sejr over ideologien.
Det betød, at nu kunne de dynamiske kræfter, som markedsøkonomien slap fri, bruges til at skabe en bedre verden.
Det var ikke kun liberalisterne, der jublede. En gruppe socialdemokrater på Nørrebro udgav i 1991 debatbogen En bygning vi vælter. Her skrev de:
“For første gang i menneskehedens historie står vi overfor muligheden for at kunne realisere en verden, hvor ‘få har for meget og færre for lidt’. Den teknologiske, økonomiske og politiske fremtid indeholder mulighederne for at skabe betingelser for alle menneskers lykkelige udfoldelse af deres livsmål og evner i harmoni med naturen.”
Men forestillingen om, at markedsøkonomien og det borgerlige demokrati ville skabe en bedre verden, viste sig hurtigt at være et luftkastel.
Allerede i 1992 begyndte panikken at brede sig, da en valutakrise fik det europæiske valutasamarbejde til at bryde sammen. De økonomiske konjunkturer vendte tommelfingeren nedad.
I stedet for at skabe bedre tider i Østeuropa og Sovjet, satte den fri markedsøkonomi produktionen så meget tilbage, at der i bedste fald vil gå ti år ind i det næste årtusinde, før den når op på niveauet før 1989.
Det sidste halmstrå, liberalisterne knyttede deres håb til, var de såkaldte mirakeløkonomier i Sydøstasien – Korea, Malaysia, Taiwan osv. Men de hærges for tiden af mange fallitter og en deraf følgende finanskrise.
Optimismen er blevet afløst af pessimisme på en række områder. For det første kan tilliden til, at videnskab og teknologi fører til fremskridt, ligge på et ret lille sted.
Tværtimod stiller mange spørgsmålet, om ikke den teknologiske udvikling er kommet helt ud af kontrol: vil genteknologien skabe ragnarok i naturen, vil man indenfor kort tid klone mennesker, der fx er specielt velegnede til at arbejde i industrien, vil computerne efterhånden overtage verden?
Den manglende tiltro til videnskaben viser sig også, når mange virksomhedsejere går til astrologer, når de søger rådgivning om virksomhedens fremtid.
For det andet mener mange i dag, at kontrollen over samfundet er flyttet fra de nationale, demokratisk valgte regeringer til bestyrelserne for de multinationale selskaber.
Regeringerne kan angiveligt ikke stille noget op overfor den multinationale kapital uden at blive straffet for det i form af flytning af kapital og faldende kurser på det internationale børs- og valutamarked.
For det tredje frygter mange, at liberalismens vægtning af den egoistiske individualisme har ført samfundet ind i et moralsk forfald, hvor vi har for travlt med at rage til os til, at vi kan føle noget ansvar for hinanden.
Resultatet af ansvarsløsheden er bl. a. stigende kriminalitet og vold.
Svarene på denne udvikling har varieret. Indenfor miljøbevægelser har der været fremført ønsker om at sætte den teknologiske udvikling i stå.
Andre steder har det ført til dannelsen af konservative bevægelser for moralsk genoprustning – også kaldet kommunitarisme – hvilket bl.a. har været den grundlæggende idé bag både Bill Clintons valgkamp i USA og Tony Blairs i Storbritannien.
Kritikken af modernismens optimisme har til tider inddraget Karl Marx som modernist, fordi han mente, at udviklingen af den menneskelige produktivkraft var en af drivkræfterne i historien.
Men modernismens kritikere har overset, at Marx aldrig gav udtryk for, at udviklingen af produktivkræfterne sker uafhængigt af forholdene i samfundet. Tværtimod mente han, at den måde, samfundet er indrettet på, er afgørende for, hvilken teknologi og videnskab, der kan og vil blive udviklet.
I en kapitalistisk markedsøkonomi, hvor drivkraften bag den teknologiske udvikling er de store koncerners fortjeneste, vil der altid være en risiko for, at teknologien vil udsætte naturen og mennesker for fare.
Konkurrencen fra andre virksomheder kan tvinge virksomheder til at sælge varer, før de kan nå at blive testet ordentligt.
Men det betyder ikke, at teknologiske fremskridt i sig selv fører til katastrofer.
Genteknologien kan bruges til andet end en billig metode til at opdyrke sojabønner.
Den kan bruges til at fremstille insulin til sukkersyge og formentlig også til at fremstille en vaccine mod AIDS. Kloningen af får kan bruges til fremstille blødermedicin.
Det er videnskaben og teknologien, der har gjort det muligt at fremstille så mange fødevarer, at sulten kunne udryddes på verdensplan, hvis fødevarerne blev fordelt til de sultne i stedet for absolut at skulle sælges på markedet.
Marxismen har også et svar til dem, der mener, at de seneste 20 års internationalisering af kapitalen, har fjernet vores muligheder for at forme samfundet efter vores ønsker.
Internationaliseringen er ikke noget nyt. Hvis man sammenligner eksportens og importens andel af bruttonationalproduktet i perioden før første verdenskrig med i dag, så er andelen i dag en smule mindre. I denne målestok er økonomien blevet mindre international.
Internationaliseringen før første verdenskrig fik imidlertid ikke arbejderbevægelsen til at resignere. Tværtimod pegede den på, at arbejderklassens kamp er international og den organiserede sig som modsvar i internationale sammenslutninger.
Et svar der også i dag er aktuelt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed