Socialistisk Arbejderavis
Nr. 170 – 6. november 1997 – side 3
Socialistisk Arbejderavis mener
Dansk Folkepartis fremgang: Højredrejning eller polarisering?
I de seneste uger er der blevet længere og længere mellem den hysteriske racisme. Pludselig er aviserne fyldt med historier om, at Danmark har brug for indvandrerne.
Det skyldes ikke, at Nyrup kom højrefløjen i møde ved at udnævne Thorkild Simonsen til indenrigsminister.
Tværtimod er der tale om, at folk på gulvet i bl.a. Socialdemokratiet har fået nok af partiledelsens forsøg på at overgå højrefløjens angreb på flygtninge og indvandrere.
Dansk Folkepartis store fremgang har også skræmt mange mennesker og fået dem til at spørge: Er det virkelig udtalelser om at smide folk ud med faldskærm, som skal have lov til at dominere den politiske debat?
Den udvikling viser, at det er forkert at opfatte den politiske situation som blot en højredrejning.
Det er rigtigt at tale om højredrejning, når det gælder politikerne.
Regeringens politik ligger på næsten alle områder betydeligt til højre for 1980ernes borgerlige Schlüter-regering. Udnævnelsen af Thorkild Simonsen var blot endnu en indrømmelse til højrefløjen.
Og regeringen fortsætter med at gøre indvandrere til syndebukke og bliver ved med at tale om stramninger. Socialministeren vil således forringe bistandshjælpen til pensionerede indvandrere, selv om de allerede i dag diskrimineres i forhold til danske folkepensionister.
Men på gulvplan er der ikke som i 1980erne tale om højredrejning, snarere om at de politiske holdninger bliver polariseret mellem venstre og højre.
Det viser sig ved, at Dansk Folkeparti i stigende grad henter vælgere hos Venstre og Konservative, mens Socialdemokratiet går lidt frem.
Og selv når politikere og medier går længst til højre, så holder et flertal fast i velfærdssamfundet og solidariske løsninger.
I 1980erne var de borgerliges fremgang udtryk for en højredrejning, som gennemsyrede hele samfundet. Borgerskabets ideologiske dagsorden blev accepteret i store dele af samfundet. Der blev snakket mere og mere om individualisme og markedsøkonomi og om at beskære den offentlige sektor.
Mange fagforeninger opgav at organisere deres medlemmer til kamp for bedre forhold og satte sig i stedet til rette om forhandlingsbordet med arbejdsgiverne og talte med om løntilbageholdenhed og konkurrenceevne.
Denne højredrejning i hele samfundet var i høj grad en reaktion på, at 1970ernes høje aktivitet i klassekampen var ebbet ud.
I dag er baggrunden
en anden. Den fremgang, som først Venstre og siden Dansk Folkeparti har haft, skyldes først og fremmest skuffelsen over en socialdemokratisk ledet regering, der fører en økonomisk politik, der er mere højredrejet end Schlüters.
Derfor er der et misforhold mellem den politik, som folk på gulvplan ønsker, og den politik, som de politiske partier står for.
Der er ikke som i 1980erne tale om, at folk generelt er på retræte i forhold til, hvad de tidligere kæmpede for, men om utilfredshed med, at politikerne ikke løser samfundets problemer.
Og selv om utilfredsheden ideologisk er meget diffus, så finder den også udtryk ved, at dele af fagbevægelsen udtrykker stigende skepsis ved regeringens højredrejning.
For eksempel kritiserer HK, SiD og Kvindeligt Arbejderforbund regeringens planer om nye stramninger overfor indvandrere. LO siger, at stramninger i dagpengereglerne går for vidt. Og LO har også kritiseret, at de i mindre og mindre grad bliver hørt af regeringen.
Den ideologiske vind, som blæser over verden, er ikke en højrevind. I nogle lande har den udtrykt sig i massestrejker og omfattende protester. Frankrig har siden 1995 været præget af et højt antal strejker – senest chaufførstrejken, som har stor opbakning i befolkningen.
Ingen kan sige, hvornår sådanne tilstande slår igennem i Danmark. Men den generelle stemning betyder, at kampe mod regeringens politik hurtigt kan blive populære og blive samlingspunkt for utilfredsheden.
I dén situation vil utilfredsheden ikke udtrykke sig i opbakning til den populistiske syndebukkepolitik, men i solidariske løsninger vendt mod overklassen.
Mange mennesker er blevet skræmt af Dansk Folkepartis fremgang, ikke mindst fordi partiet oppisker fremmedhadet og spreder løgne om indvandrere.
Men reaktionen mod Dansk Folkeparti viser sig ikke i en øget opbakning til regeringen. Tværtimod er der mange, som kritiserer regeringen for ikke at have taget folks bekymringer over såvel sociale som globale problemer alvorligt og i stedet overladt scenen til populisterne på højrefløjen.
Det betyder, at hos mange mennesker rettes blikket mod de fundamentale sociale problemer, som findes i samfundet, men som politikere og medier i lang tid har ignoreret og i stedet talt om “foregangsland” og “vi er alle middelklasse”.
Også blandt intellektuelle breder der sig en erkendelse af, at de alt for længe har beskæftiget sig med verdensfjerne spørgsmål og holdt sig på afstand af de mere dagligdags problemer.
Dette kan meget vel være starten på en spirende drejning til venstre.
Reaktionære rører på sig
Utilfredsheden med regeringen har mest taget form af en passiv opbakning til højrefløjspartier.
Men i ly af højrefløjens fremgang forsøger reaktionære kræfter at komme til orde:
- Den kristelige fagforening opererer aktivt i konflikten på Fåborg-Gelting overfarten, hvor en enkelt provokatør vil unddrage sig det faglige fællesskab på arbejdspladsen.
- I Odense har to lærere forsøgt at udelukke tre somaliske piger fra undervisningen, fordi de bærer tørklæder.
- Fordomsfulde biskopper og præster nægter at lade bøsser og lesbiske blive gift efter kirkelige ritualer.
- Flygtninge, som har ønsket at bosætte sig i mindre byer, chikaneres væk.
Dette er blot begyndelsen på højreekstremisternes chikane og overgreb, hvis Dansk Folkeparti får indflydelse. Men heldigvis er de fleste angreb blevet mødt af aktiv modstand.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed