Socialistisk Arbejderavis
Nr. 170 – 6. november 1997 – side 5
Marxisme i hverdagen
Går revolutioner altid galt?
Martin B. Johansen
“En af det tyvende århundredes mest katastrofale fejltagelser.” Denne vurdering af den russiske revolution i 1917 er det fælles indhold i langt de fleste af nutidens analyser af revolutionen.
Det gælder naturligvis især overbeviste anti-socialister, der betragter Lenin som en magtsyg manipulator og Stalin som hans naturlige arvtager.
Det gælder dog også mere sympatisk indstillede, som mener, at Lenin og bolsjevikkerne fra starten burde have indset, at revolutionen var et vovestykke, som næsten kun kunne gå galt.
Men et simpelt og noget banalt eksempel viser, at der er en alvorlig brist i argumentationen. Tag en fabrik, som fremstiller et apparat af jern. Apparatet stilles udenfor i regnvejret og ender med at ruste op. Betyder det, at fabrikken forårsagede rusten?
Svaret er indlysende et nej. Blot fordi en begivenhed efterfølges af en anden, betyder det ikke, at den første forårsagede den anden.
På samme måde er det forkert at sige, at revolutionen i 1917 forårsagede det blodige diktatur, som Stalin mange år senere stod i spidsen for.
Det afgørende er at se på de begivenheder, som lå imellem.
Borgerkrig
Først og fremmest blev Rusland efter revolutionen isoleret fra verdensøkonomien og invaderet af en lang række hære fra de vestlige lande heriblandt England, Frankrig og USA. Dertil kom den borgerkrig, som blev iværksat af de "hvide" generaler, som ønskede at drukne revolutionen i et blodbad.
Dette forårsagede enorme ødelæggelser. Overalt i landet var der omfattende mangel på fødevarer, koleraepidemier spredte sig, og selv kannibalisme fandt sted.
Næsten alle fabrikker blev lukket, fordi de løb tør for råvarer, og produktionen faldt til en ottendedel af niveauet før 1. verdenskrig.
Den arbejderklasse, som havde gennemført revolutionen, gik i opløsning. Mange blev dræbt i borgerkrigen, andre flygtede ud på landet i håb om at kunne overleve.
Det betød, at arbejdernes organiseringer i form af sovjetter, som stod i centrum for at sprede revolutionen over hele Rusland, blev udhulet indefra – de blev ikke aflivet af bolsjevikkerne, men af borgerkrigen og Vestens intervention.
Det var disse økonomiske og politiske ødelæggelser, der banede vejen for Stalin i midten af 1920erne.
Stalin voksede frem på ruinerne af den russiske revolution, ikke på ryggen af den.
Men selv efter at Stalin var kommet til magten stod han overfor det problem, at kommunistpartiet indeholdt titusindvis af revolutionære, som havde oplevet 1917-revolutionen, og som i kraft af deres erfaringer kunne mistænkes for ikke at ville indordne sig loyalt under Stalin.
Stalins løsning var at udrydde alle, som udtrykte skepsis eller blev mistænkt for at ville gøre det.
Udryddelsen ramte næsten samtlige bolsjevikker, der havde gennemført revolutionen og overlevet borgerkrigen. Kun syv procent af bolsjevikkernes medlemmer fra 1917 befandt sig i det Stalin-kontrollerede kommunistparti i 1939.
Hundredtusinder af gamle revolutionære blev udryddet af det hemmelige politi eller døde i arbejdslejre.
Der var, som Trotskij udtrykte det, “en strøm af blod” mellem Lenin og Stalin.
Hvis man siger, at der var en lige linje fra Lenin til Stalin, så lukker man øjnene for, at Lenin og bolsjevikkerne ikke opererede i et tomrum, men var oppe imod stærke kræfter, der satte alt ind på at knuse revolutionen.
At sige, at Stalins diktatur var en uundgåelig følge af revolutionen, er det samme som at sige, at almindelige mennesker ikke er i stand til at styre deres eget liv – at alle forsøg på at gøre det vil ende i katastrofe.
Det er i virkeligheden det samme som at opgive ethvert håb om, at verden kan forandres.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed