Oprøret brød ud efter en 7.000 mand stor march, som en fagforening havde organiseret i byen Dunedin i september. Demonstrationen var stor, når man tager i betragtning, at New Zealand kun har en befolkning på 3,5 millioner.

Marchen var organiseret af den lokale afdeling af sygeplejeskernes fagforening og forbundet af offentlige ansatte.

Det var den største protestmarch nogen sinde i Dunedin, New Zealands fjerdestørste by.

Politikerne har bevidst ikke givet penge nok. Alle steder kan folk se, at sundhedsvæsenet er blevet udsultet.

Folk er vrede over, at regeringen har foreslået en skattenedsættelse til de rige på en milliard dollar. Det er nøjagtigt det samme beløb, som en lækket regeringsrapport skønner, der skal til for at opretholde et ordentligt sundhedsvæsen.

Aktionsdag

Demonstrationer dukker op alle steder, og vi er ved at organisere en national aktionsdag for sundhedsvæsnet i december, der lader til at blive enorm.

Marcherne organiseres af lokale fagforeningsaktivister på gulvplan sammen med aktivistgrupper som pensionisternes organisation, Greypower.

I hver eneste by dannes spontane aktivistkomiteer, der trykker løbesedler og plakater og organiserer transport.

Disse komiteer er ikke styret af fagforeningsledere eller partiet Labour, selv om om partiets vælgere er med. Komiteerne styres nedefra.

De vigtigste organisatorer af en 6.000 mand stor strejke i Whakatane, en arbejderby med mindre end 20.000 indbyggere, var hospitalsarbejdere og lokale maori-grupper.

Protesterne i sundhedsvæsenet finder sted på baggrund af en stigning af en generel stigning i strejketallet.

Kampen står i kontrast til de sidste mange år, hvor vi har haft 13 år med Thatcher-inspirerede angreb fra både Labour og konservative regeringer.

Vi gik i den periode fra at være et land med en anstændig levestandard til at være det mest ulige land i verden.

De arbejdere, der slog fra sig, blev knust af både Labour og de konservative.

Kup

Men i de sidste to år har der været en markant stigning i arbejderklassens selvtillid.

Shipleys kup viser højrefløjens desperation. I 1991 brændte folk billeder af Shipley i gaderne, da hun som velfærdsminister skar ned i understøttelsen.

Kuppet vil sandsynligvis føre til flere protester og gøre den smuldrende regeringskoalition endnu mere ustabil.

Partiet New Zealand First, der er ledet af maori-lederen Winston Peters, gik stærkt frem i stemmetal ved at kombinere fremmedfjendske udtalelser med angreb på det konservative National Party.

Peters foretog bagefter en kovending og deltog i en koalitionsregering med de konservative.

På grund af dette forræderi er New Zealand First faldet til 2 pct. i de seneste meningsmålinger.

Svækkelsen af regeringen er en stor sejr for almindelige mennesker og skyldes ikke Labour, der kun har gjort meget lidt for at opbygge protestaktionerne.

Labours leder, Helen Clark, har nægtet at støtte en “folkets afstemning”, der pålægger regeringen at øge sundhedsvæsenets budget til syv pct. af landets samlede indtægt.

Clarks begrundelse er, at Labour ikke vil forpligte sig til at beskatte de rige.

Protesterne har endnu ikke mundet ud i strejker. Men sygeplejerskerne har stemt for en to-timers arbejdsnedlæggelse for at kunne deltage i en march i Auckland i midten af November.

Der er en ny stemning i landet. Folk bliver mere og mere politiske.