Socialistisk Arbejderavis
Nr. 171 – 20. november 1997 – side 7
Liberalismen i modvind
Venstrefløjens store chance
Martin B. Johansen
Verden har i 1997 været vidne til nogle ret bemærkelsesværdige begivenheder, som ingen ville have troet mulige for blot et eller to år siden.
For det første er de såkaldte "asiatiske tigre" – de højt lovpriste mirakeløkonomier i Sydøstasien – på vej til at kollapse. Børskrak og faldende valutakurser har bragt landene ud i en omfattende politisk og økonomisk krise.
For det andet strejkede 185.000 transportarbejdere i det amerikanske United Parcel Service i sommer – og vandt en enestående sejr. Stemningen blandt de strejkende var: “Vi må sige stop. Vi skal ikke længere vende den anden kind til.” Strejken havde enorm opbakning i USA og brød mange års tilbagegang i de amerikanske fagforeninger.
Den sidste tids børskrise i Sydøstasien og sommerens transportstrejke i USA er to eksempler på en udvikling, der kan ses mange steder i verden.
En udvikling, som præges af, at kapitalismen i de højst udviklede lande tynges af over tyve år med lav økonomisk vækst. Den lave vækst gør det svært for regeringerne at opretholde det høje niveau i velfærdsydelser, som blev opbygget under det økonomiske opsving i 1950erne og 1960erne.
Politisk generalisering: I juni 1996 demonstrerede en halv million tyske arbejdere mod Kohl-regeringen. En af parolerne var "Wir sind das Volk – 2. Teil". Det var med blandt andet denne parole, at arbejderne i det tidligere DDR i efteråret 1989 væltede det stalinistiske regime.
Mange regeringer har gennem 1980erne og begyndelsen af 1990erne forsøgt at løse de økonomiske problemer ved at skære ned på de mest udsatte grupper i samfundet – arbejdsløse, bistandsmodtagere og indvandrere.
Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt i længden. Regeringerne og kapitalisterne véd, at de er nødt til at gå mere direkte til angreb på arbejdernes levestandard, hvis de skal kunne hæve firmaernes profitter. Det betyder angreb på løn, sociale ordninger, uddannelse og pensioner.
Derfor risikerer regeringerne overalt at udløse protester og modstand i store dele af arbejderklassen.
Resultatet af regeringernes forsøg på at skære ned på arbejdernes velfærdsgoder har været en stigende polarisering mellem klasserne i samfundet.
Det er en polarisering, som flere steder er slået ud i omfattende strejkekampe. De mest omfattende har indtil nu været massestrejkerne i Frankrig i november-december 1995.
Strejkerne lammede Frankrig i tre uger og var på flere punkter mere omfattende end det berømte Majoprør i 1968. Mens 1968-strejkerne i høj grad var styret af fagforeningerne, så var der i 1995 et større islæt af initiativer og organiseringer, som blev foretaget af arbejdere på gulvplan.
I virkeligheden er det kampene i Tyskland, som er mest interessante. Tilbage i 1970erne var Vesttyskland det stabile centrum i Europa med høj økonomisk vækst og et meget lavt niveau i arbejdskampe.
Men i dag er situationen fuldstændigt anderledes. På den ene side er den herskende klasse indbyrdes uenige om Tysklands tilslutning til ØMU'en – på den anden side har store grupper af arbejdere været i kamp mod fyringer og angreb på velfærden.
Kampene i Tyskland har endnu ikke været omfattende massestrejker som i Frankrig, men de har til gengæld forløbet over en lang periode, og arbejdere fra forskellige områder er tydeligt blevet inspireret af andre arbejderes kampe.
Det borgerlige ugeblad, Wirtschaftswoche, skrev i marts måned:
“Denne søvnige republik har aldrig været så levende. Der går ikke en dag, uden at nogen et eller andet sted går på gaden for eller imod et eller andet. Først var der demonstrationer imod atomkraft, så minearbejderne og derefter bygningsarbejderne. I denne uge er det stålværksarbejdernes tur. Der er ingen tvivl om, at tingene er begyndt at bevæge sig i dette land. Spænd sikkerhedsselen, kære læsere, det bliver yderst turbulent!”
Det er langt fra i alle lande, at polariseringen mellem klasserne er slået ud i direkte kampe. I lande som Danmark, Norge og Spanien er antallet af strejker ret lavt – i Storbritannien endda rekordlavt.
Uanset det faktiske antal strejker, så har der i de fleste lande udviklet sig en politisk polarisering, som mange steder har styrket venstrefløjen.
Det kom tydeligt til udtryk i Jospins og Blairs jordskredssejre ved parlamentsvalgene i Frankrig og Storbritannien for et halvt år siden. I 13 ud af 15 EU-lande er socialdemokratiske partier med i regeringen – de fleste steder med venstrefløjens støtte.
Det er ikke alle steder, at den politiske polarisering direkte kan aflæses som større tilslutning til venstrefløjspartierne. Men alle steder udtrykker den sig ved, at den politiske dagsorden så at sige er rykket "til venstre for markedsøkonomien."
Mens politikerne i 1980erne, og især efter Berlinmurens fald i 1989, i stigende tal hyldede markedsøkonomien som den store positive løsning på alle sociale spørgsmål, så bliver der i dag flere og flere, som anklager markedsøkonomien for at skabe flere problemer, end den løser.
Den holdningsændring er ikke mindst skabt af, at udviklingen efter Berlinmurens fald bestemt ikke har levet op til løfterne. Tværtimod er der skabt enorme problemer med arbejdsløshed og sult i Østeuropa.
Kritikken af markedsøkonomien betyder ikke, at folk automatisk skifter til socialistiske holdninger. Der er i øjeblikket mere tale om en søgen efter mere solidariske løsninger, som ikke lader de gamle, de syge eller de fattige i stikken.
Men det betyder også, at mange mennesker stiller sig mere positivt overfor arbejdere, som går i konflikt. I USA støttede 55 pct. af den samlede befolkning UPS-strejken. Det konservative tidsskrift The Economist skrev om den seneste chaufførstrejke i Frankrig:
"Det er tredje gang på fem år, at Frankrig lider under chaufførernes handlinger. Alligevel har offentligheden udtrykt meget lidt synlig vrede. Medierne præsenterer konflikten som en kamp mellem ækle, grådige arbejdsgivere og et sympatisk, undertrykt proletariat. Billedet er 'dem og os'."
Den nuværende situation rummer enorme muligheder for alle socialister.
Den herskende klasse presses af økonomien til at foretage angreb på arbejderklassen. ØMU-planerne i Europa og den økonomiske krise i Japan og Sydøstasien vil kun presse kapitalisterne endnu mere.
På den anden side er det tydeligt, at den herskende klasse møder stigende modstand i arbejderklassen.
Men det mest afgørende er, at modstanden nu også begynder at udtrykke sig politisk. Hvadenten det udtrykker sig i direkte opbakning til socialdemokratiske og socialistiske partier eller det udtrykker sig mere diffust i form af politikerlede, så er der tale om, at den herskende klasse er ved at miste det ideologiske greb over arbejderklassen.
Det kan betyde en massiv renæssance for venstrefløjen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed