Socialistisk Arbejderavis

Nr. 174 – August 1999 – side 9

Hvem støttede Hitler?

Sosialistisk Arbeideravis

Få historiske hændelser har været udgangspunkt for den samme grad af kontrovers, forvirring og mystificering som nazisternes vej til magten og den tragedie som fulgte.

Donny Glucksteins nye bog ‘The Nazis, Capitalism and the Working Class’ er uvurderlig for alle som ønsker at forstå fascismen.

Hitlers 3.rige varede kun i 12 år; men var alligevel ansvarlig for de værste grusomheder i menneskehedens historie. I alt 55 millioner mennesker døde under 2. verdenskrig, men det er Holocaust, som kaster de tunge skygger over det 20. århundrede, med den overlagte brug af moderne industrielle metoder til udryddelse af i alt 11 millioner jøder, sigøjnere, polakker, russere, socialister, homoseksuelle, handicappede og andre “usunde elementer”.

Forsøgene på at forklare Hitlers vej til magten og Holocaust har resulteret i mange forskellige forklaringer. Nogle fokuserer på enkelte nazisters psyke. Andre som Daniel Goldhagen i bogen ‘Hitlers villige bødler’ mener at tyskerne delte Hitlers patologiske racehad og at denne massepsykose gjorde Holocaust mulig.

Flere studier har beskæftiget sig med naziregimets særlige karakter og har dermed minimeret mulighederne for, at det kan ske igen.

Donny Gluckstein går op mod disse strømninger i sin bog, samtidig giver han med en klar marxistisk analyse af fascismen og dens klassekarakter, og han giver dermed et væsentligt bidrag til forståelsen af nazismens fremvækst, og hvorfor den kan vinde frem igen.

Gluckstein analyserer hvilke klasseforhold, der ligger bag nazisterne vej til magten og beskriver de træk ved tysk kapitalisme, der gav nazismen vækstmuligheder.

I de fleste avancerede industrinationer havde kapitalismen etableret sig i nationalstater og borgerligt demokrati. I Tyskland blev den nationale enhed skabt ovenfra af Kejseren og dermed uden et borgerligt demokrati. Det forhindrede dog ikke kapitalismen i at udvikle sig i Tyskland, det gjorde den absolut; men det betød, at den udviklede sig med enkelte særtræk. Der var bl.a. stærk kapital koncentration i nogle sektorer, som følge af etableringen af store fabriksanlæg. Desuden var der en stor grad af samarbejde mellem stat og kapital, hvilket gav staten en mere fremtrædende rolle end i mange andre europæiske lande.

Staten kom til at spille en stor rolle, fordi Tyskland kom sent ind i kampen om kolonier og de internationale markeder. Det skete først på et tidspunkt, hvor konkurrencen var skærpet, og en statslig opbakning, med militær og økonomi, i langt højere grad var nødvendig. Og nazisternes vej til magten var i høj grad et produkt af kapitalismens imperialistiske epoke. En epoke netop kendetegnet ved koncentration og centralisering af kapital, bankernes øgede betydning som investorer i finanskapitalen samt den større intensitet i konkurrencen om at ekspandere på verdensmarkedet.

Samtidig gik det godt for småborgerskabet, det vil sige for håndværker, småhandlende osv.

Dette er vigtigt, fordi nazismen bygger på en stærk stat, har de imperialistiske ambitioner og samtidig har afsæt i en middelklasse, der er klemt af de store virksomheders voksende dominans.

Nazismens fremvækst havde også rødder i den kontrarevolutionære strømning, som voksede frem efter den tabte revolution i Tyskland i årene lige efter 1. verdenskrig, som, sammen med nederlaget i 1. verdenskrig, havde knust tyske imperialistiske drømme.

Borgerskabet var til stadighed hjemsøgt af revolutionens spøgelse og opmuntrede derfor kontrarevolutionære kræfter til at bruge vold for i fremtiden at forhindre en revolutionær udvikling.

Indtil den økonomiske krise i 1929 var nazisterne, med deres brutale nationalistiske propaganda og gadevold, en sekt i udkanten af samfundet.

Den økonomiske krise skabte imidlertid en frodig grobund for nazisterne. De prøvede at appellere til arbejderne ved at fremstå som et radikalt protestparti, men organiserede arbejdere hoppede ikke lige på de nazistiske ideer.

Gluckstein viser i sin bog, hvordan nazisternes egentlige klassebase var middelklassen, der var fanget mellem nådeløse kapitalister og de store arbejderorganisationer, det drev middelklassen ind i kontrarevolutionær desperation under den økonomiske krise.

Frem mod 1933 var nazisternes propaganda fuld af løfter til middelklassen. “100.000 uafhængige skomagere er meget mere værd for økonomien og for staten end fem store skofabrikker,” lød det fra dem. I forhold til den herskende klasse var nazisterne en stadig mere fristende mulighed, da hetzen mod jøderne afledte vreden nedefra, og samtidig ville nazismen tilintetgøre arbejderklassen som en kraft i klassekampen. Derfor begyndte nazisterne at få støtte fra aviser og forretningsfolk.

Hitler kom ikke til magten på en bølge af popularitet, faktisk var støtten til nazisterne faldende, da Hitler i 1933 blev rigskansler, men den herskende klasse ønskede ham til magten.

Indførelsen af antisemitistiske love, volden under Krystalnatten i 1938 og oprettelsen af jødiske ghettoer blev stærkt opmuntret af en nazi-regering, som behøvede en universel fjende og var ikke udtryk for en folkelig antisemitisme som Daniel Goldhagen argumentere. Gluckstein påpeger ligeledes at nazisterne reducerede brugen af antisemitistisk propaganda før 1933 – netop fordi den var upopulær. Hitlers antisemitisme var knyttet til hans had mod socialisme, i hans forståelse var bolsjevismen lig med jødedom. Derfor var der også mange socialister og faglig aktivister, der blev fængslet straks efter hans magtovertagelse, og som endte deres liv i koncentrationslejrenes gasovne.

Det var først efter den tyske invasion af Rusland i 1941, at praksisen, med udvisning af jøder fra Tyskland udviklede sig til organiseret folkemord.

Både udryddelsen af jøderne og udbytningen af jødisk arbejdskraft blev inkorporeret i den grusomme udvægelsesproces i koncentrationslejre som Auschwitz, der blev drevet i fællesskab af SS og den private virksomhed IG Farben.

Nazisterne bevarede kontrollen ved at udøve massiv undertrykkelse.

Selv om det var ekstremt farligt, var der modstand mod nazisterne, især blandt socialister, ungdomsgrup-per og den jødiske undergrundsbevægelse.

I 1943 var der opstande i koncentrationslejrene Treblinka og Sobibor.

I kampen mod nazisterne var mange arbejdere blevet demoraliseret, dels fordi socialdemokratiet forholdt sig passivt i forhold til at organiserede modstand mod nazisterne. Dels fordi kommunistpartiet fuldstændig svigtede ved at udpege socialdemokraterne som en større fjende end nazisterne. Nazisternes sejr var ikke altså uundgåelig, men et resultat af at Tysklands store arbejderklasse aldrig blev mobiliseret. I Frankrig slog en samlet opposition de franske nazister tilbage i 1934 og drejede samfundet til venstre. Også i Storbritanien blev nazisterne konfronteret og forhindret i at machere i gaderne, de blev aldrig en større politisk kraft.

Senere da mulighederne bød sig sidst i krigen, væltede en antifascistisk bevægelse frem i alle de områder, som vestmagterne erobrede.

De historiske erfaringer om, hvordan og hvorfor Hitlers nazist parti kom til magten, er uhyre vigtige for os i dag, hvor nazisterne konstant forsøger at stikke snuden frem og marchere i gaderne. Vil vi sikre, at nazisterne aldrig bliver andet end et latterligt lille mindretal, som ingen vil have noget med at gøre, er det vigtigt, at konfrontere dem hver gang de forsøger at marchere, som artikelen på side 2 argumenterer for.

Vi kan ikke slette fortiden, men vi kan bruge dens erfaringer til at skabe en anden fremtid, uden kapitalisme og dermed uden grobund for nazister og fascister. Glucksteins bog er et vældigt bidrag til at sikre den udvikling.

Billedtekst:
Nazisterne i Tyskland under 2. Verdenskrig, bevarede magten ved hjælp af propaganda, hård undertrykkelse og koncentrationslejre.

Anmeldelsen af Donny Gluckstein’s “The Nazis, Capitalism and the Working Class” er hentet fra Sosialistisk Arbeideravis i Norge.

The Nazis, Capitalism and the Working Class
af Donny Gluckstein
120 kr.