Socialistisk Arbejderavis
Nr. 176 – Oktober 1999 – side 7
Marxisme i hverdagen
Hvem skaber vold?
Martin B. Johansen
Gamle enkefrue Jensen skal sikres mod at blive overfaldet på gaden. Derfor har Nyrup-regeringen og de borgerlige partier iværksat en skræmmekampagne, som skal overbevise os om, at der skal meget mere politi på gaden.
Det sker på trods af at en ny undersøgelse har vist, at antallet af voldstilfælde faktisk er faldet voldsomt inden for de seneste år.
Problemet for gamle enkefrue Jensen – og alle andre danskere er, at de lever i et kapitalistisk system fyldt med vold og foragt for almindelige mennesker. Arbejdsløshed, nedslidning på arbejdet, salmonella i maden, nedskæringer på sygehuse og plejehjem, fjernelse af hjemmehjælpen hos syge og ældre – alt dette er hverdagens vold mod almindelige mennesker.
Volden kommer også til udtryk, når Danmark bruger flere penge på militær, end på at hjælpe de fattige i tredjeverdens landene. Eller når FN støtter en fortsat handelsboykot af Irak, som hver måned koster 13.000 almindelige irakere livet.
Systemet udsætter almindelige mennesker for fysiske overgreb i et omfang, der langt overstiger den vold, som almindelige mennesker udøver mod systemet eller hinanden.
Kapitalismen står for volden
Derfor sender vi som socialister enhver anklage om vold tilbage til den herskende klas-se. Vi vil afsløre de hyklere, der kun bekymrer sig om ga-devolden og ikke bekymrer sig om, at almindelige mennesker lemlæstes af at leve et normalt liv i et samfund, hvor det er jagten på økonomisk overskud for en meget lille gruppe mennesker, der er det afgørende.
For socialister er det vigtigt at forstå, at volden i det kapitalistiske system ikke er en uønsket bivirkning, men tværtimod en grundlæggende forudsætning for systemet.
Vold er en indbygget del af den politiske kamp. Et samfund, hvor mindretallet behersker og udbytter det store flertal, kan ikke overleve uden brug af vold.
Naturligvis regerer den herskende klasse ikke alene ved brug af fysisk tvang overfor arbejderklassen. Gennem skoler, medier, kirker og domstole kan de i lange perioder overtale arbejderklassen til passivitet.
Men når overtalelsen ikke slår til, så viger systemet ikke tilbage fra at bruge vold. For eksempel giver loven arbejdsgiverne ret til at nægte folk et arbejde, den modsatte rettighed findes ikke for arbejdernes vedkommmende.
Strejkende arbejdere, som bruger blokadevåbnet, bliver ofte mødt af politiets knipler, hunde og tåregas.
Der er to vigtigte pointer i dette. For det første kommer volden ‚oppefra'. Den grundlæggende årsag til vold er det kapitalistiske system selv. Og statsmagten er grundlæggende et voldeligt apparat.
For det andet tvinger systemet arbejderklassen til selv at gribe til vold, hvis den vil sætte sine krav igennem overfor de herskende.
Slår tilbage
Det er forståeligt, hvis en lille gruppe demonstranter eller andengenerationsindvandrer griber til korporligheder, når de står overfor en massiv og vel-udrustet politistyrke, men det er for det meste også tåbeligt.
I en sådan situation vil en vurdering af styrkeforholdet hurtigt vise, at demonstranterne eller andengenerationsindvandrerne er for få til at holde politiet tilbage.
Når vi ikke tager afstand fra andengenerationsindvandrernes konfrontationer med politiet skyldes det, at de oplever en endnu mere systematisk vold fra samfundets side, idet de bliver skubbet bagest i køen på alle områder, ligesom de dagligt oplever en nedsættende behandling på arbejdsmarkedet, på Arbejdsformidlingen, når de søger bolig, i skolerne, i bistandssystemet m.v.
Men hverken andengenera-tionsindvandrere eller demonstranter vinder noget gennem konfrontation med politiet. Det gør de alene ved at skabe opbakning fra et flertal i arbejderklassen.
Styrken
Arbejderklassens stærkest våben er, at den udgør det store flertal af befolkningen. Og der er stor utilfredshed blandt arbejderne. Det viser de seneste overenskomstforhandlinger. Kun ved at stille sig sammen med kæmpende arbejdere, kan andengenera-tionsindvandrerne og andre utilfredse få ændret deres levevilkår.
Det kan give konfrontatio-nerne med systemet et helt andet forløb. Politiet er uddannet til at tage sig af aktioner og demonstrationer, så længe demonstranterne er få og isolerede. Men aktioner, der mobiliserer tusinder eller titu-sinder, vil hurtigt vise, at magten er i hænderne på de undertrykte, hvis de kan blive enige om at tage den.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed