Socialistisk Arbejderavis
Nr. 176 – Oktober 1999 – side 9
IS 15 år
15 år for socialisme
Hans Erik Madsen
Verden i dag er farligere og mere uretfærdig end da IS blev dannet for 15 år siden. Men der er også håb midt i kapitalismens vanvid. Hans Erik Madsen opsamler og vurderer erfaringer fra 15 års klassekamp og opbygning af Internationale Socialister.
I efteråret 1984 blev Internationale Socialister (IS) dannet. Dengang var vi 11 medlemmer. I dag, 15 år efter, er vi 130 medlemmer.
Fiasko, succes eller..?
Det virker ikke imponerende, og det kunne også have været meget bedre, men alligevel tror vi på projektet.
Hvorfor det? Fordi IS igennem de sidste 15 år har fået testet vores politik og lært en masse. Dette gør, at vi i dag er rustet til at vokse hurtigt, og gribe fat i den stigende utilfredshed og venstredrejning, som især kan spores blandt unge.
Fra starten af lagde IS meget vægt på at kombinere teori med praksis.
Ugentlige møder med masser af politik, hvor vi forsøgte at forbinde den marxistiske tradition med virkeligheden udenfor. Med månedsavisen Socialistisk Arbejderavis forsøgte vi at nu ud til dem der kæmpede – til dem der strittede imod liberalismen, og ikke mente reformismen var noget brugbart alternativ.
Vi hade forladt Venstresocialisterne, fordi partiet kiggede mere og mere mod folketing og reformer – ligesom Enhedslisten i dag – frem for arbejderkamp og revolution.
Men det var svært at være socialist i 80erne. De borgerlige og deres liberalistiske ideologi havde medvind.
Men pludselig – i 1985 – eksploderede utilfredsheden med de borgerlige. I 10 dage strejkede en lille million arbejdere mod Schlüter-regeringen.
IS blev for alvor testet. Sammen med den øvrige revolutionære venstrefløj forsøgte vi at gøre strejkerne så aktive og demokratiske som muligt med effektive blokader og daglige tillidsmandsmøder på byplan.
Men venstrefløjen var for svag – og strejkerne blev afblæst før kravet om en 35 timers arbejdsuge var indfriet.
Ja, vi var så små, at vi havde svært ved at organisere avissalg på de store demonstrationer – 15 medlemmer i en demonstration med 250.000 arbejdere, de drukner nemt i mængden.
Knap var de landsdækkende strejker ovre før 400 arbejdere på Århus Oliefabrik (Møllen) gik i strejke for fem kroner mere i timen. I 5 uger strejkede de – de fik masser af solidaritet, men de tabte.
Om strejken og IS skrev Socialistisk Arbejderavis: “Mange af de strejkende har oplevet, at det lille arbejderparti IS har betydet mere end det store arbejderparti, Socialdemokratiet, for at bringe strejken ud på landets arbejdspladser.”
Samme erfaringer har en del arbejdergrupper gjort sig de sidste 15 år, fx. de århusianske skraldemænd, da de 10 år senere tabte en lang konflikt og alle blev fyret.
Kim Knudsen, talsmand, og medlem af SF sagde: “Holdt kæft hvor er i ISere godt organiseret, og har gjort et solidt stykke arbejde” ... og det var jo rigtigt.
1989 blev et skelsættende år. IS jublede sammen med millioner verden over, da arbejderne i Østeuropa lavede revolution.
Modsat stort set resten af venstrefløjen så vi det som et ubetinget remskridt – også selvom vi vidste, at alternativet ikke her og nu blev ægte socialisme, men rå liberalisme og markedsøkonomi.
For os havde samfundene i Østeuropa intet med socialisme at gøre – de var statskapitalistiske regimer. Stater der var opstået som et resultat af den russiske revolutions isolation og Stalins kontrarevolution i slutninger af 20-erne, og senere Stalins og vestens opdeling af verden efter 2.verdenskrig. Hele denne opfattelse var grundlaget for IS-tendensens dannelse i 1949, hvor marxismens kerne blev genskabt: socialismen kan kun skabes gennem en revolution, som arbejderklassen laver, og som betyder, at den nye socialistiske stat opbygges på basis af arbejderråd og arbejdermagt.
I 1992 blev IS’s kontor i København udsat for et bombeattentat, hvor Henrik Christensen, medlem af IS blev dræbt.
Selv om attentatet aldrig er blevet opklaret, er der ingen tvivl om, at nazierne stod bag. Nazierne var ude på at skræmme IS og den anti-racistiske bevægelse. Men det lykkedes ikke. 10.000 deltog i Henriks begravelse ugen efter, og fulgte vores opfordring: “Duk dig ikke – duk op.”
I løbet af 93-94 var IS aktivt indblandet i den omfattende mobilisering mod såvel Den Danske Forening – en fremmedfjendsk forening – som mod nazicentrene i to sønderjyske byer – Kværs og Kollund.
Begge steder lykkedes det igennem et tæt samarbejde med de lokale indbyggere at smide nazisterne på porten. Og helt frem til i dag er det lykkedes at holde nazisterne nede på et fåtal, fordi vi hver gang de har stukket snuden frem har mobiliseret mod dem.
Inden for uddannelsesområdet har IS også fra starten af være meget aktive og gjort en forskel.
NU ER DET NOK-bevægelsen er det seneste eksempel herpå, men også et udtryk for, at flere og flere unge ikke længere vil finde sig i den øgede disciplinering, forringelser af studiernes indhold og angreb på de studerendes levevilkår.
Krig har i stadig højere grad været en del af 90ernes virkelighed.
IS forsøgte fra dag ét i NATOs krig på Balkan at opbygge modstand mod krigen, og gennemhulle løgnen om den humanitære krig.
Vi sagde “fjenden er herhjemme”, vi ønskede et nederlag til NATO for at svække imperialismen og hermed vores egen herskende klasse.
Vi gik på gaden og ud på skolerne med avisen og underskriftslister. Få var aktive mod krigen, men det store flertal var kun for krigen, fordi de ønskede at stoppe undertrykkelsen af Kosovaalbanerne. Derfor var de også åbne overfor at diskutere en anden løsning end Natos bomber.
Den politiske dagsorden har skiftet meget de sidste 15 år. IS har forsøgt at holde fast i, at al forandring må komme fra neden – uanset om vi har deltaget i strejker, studenterkampe eller kamp mod racisme og krig.
Vores evne til at gøre en forskel, og vores muligheder for at få nye medlemmer har skiftet meget. Under de store strejker i 1985 var vi for små til at gøre en forskel – under strejken på Møllen gjorde vi en forskel. I denne periode voksede vi fra 40 til 60 medlemmer. I 93-94 spillede vi en vigtig rolle i den antiracistiske bevægelse samtidig med at vi voksede til små 200 medlemmer. Men vi begik en række fejl i denne “vokseværks-periode”: vi udviklede ikke de nye medlemmer fra at være mod racisme til også at være mod kapitalisme og for socialisme; vi formåede ikke at integrere dem i såvel afdelingerne som i aktiviteter i deres hverdag på skolen. arbejdspladsen osv.
Disse fejl betød at IS rutsjede ned medlems- og aktivitetsmæssigt. Først inden for det sidste år har vi for alvor fået fat igen: vi har fået 80 nye medlemmer, 3 nye afdelinger og Socialistisk Arbejderavis er tilbage på banen efter at vi et års tid lavede et tidsskrift Socialistisk Revy.
Men skal vi for alvor gøre en forskel kræver det at vi bliver mange, mange flere. Vi skal være på flest mulig uddannelsessteder og arbejdspladser.
Vil du være med til at gøre en forskel – så bliv socialist. Verden skriger på et socialistisk alternativ.
I løbet af de sidste 15 år er der sket skelsættende forandringer i verden. De statskapitalistiske regimer i Østeuropa blev væltet af folkelige revolutioner i 1989 og fremefter. Den gamle verdens orden med to supermagter – USA og Sovjet – er slut.
De borgerlige triumferede: Nu var socialismen stendød. Markedsøkonomien havde sejret, og en ny verdensorden med frihed, demokrati og fred kunne opbygges. Men fremfor fred og demokrati minder af slutningen på det 20. århundrede meget om starten på det: krig, øget ulighed og social elendighed.
Herhjemme har de 15 år også ændret meget. Ligesom i resten af verden blev 80erne også i Danmark de borgerliges årti. Med Schlüter ved roret fra 1982 blev arbejderklassen og fagbevægelsen angrebet. Men offensiven blev stoppet, da op mod 1 million arbejdere strejkede i 1985 i protest mod den borgerlige regering.
Afslutningen på de borgerliges epoke blev et mareridt for dem. 2. juni 1992 stemte et flertal nej til unionen – på trods af at et samlet Over-Danmark anbefalede et ja.
Folk var røvtrætte af ikke mindst de borgerlige. Socialdemokratiet tog over i 1993 med Poul Nyrup i spidsen.
Hermed var vejen banet for at – med hjælp fra SF – at lave en ny afstemning om unionen, som med visse forbehold, kunne samle et flertal.
Men som IS sagde i 93: “Poul gik – og Poul kom, men ingenting blev lavet om.”
Vi fik desværre ret, selvom forventninger til Nyrup i starten var store. I dag er de afløst af skuffelse og vælgerflugt.
I den sammenhæng betød murens fald i 1989 en masse: For det var ikke alene Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som blev påvirket og faldt sammen, fordi virkeligheden ikke stemte overens med teorien.
For Socialdemokratiet betød det, at de opgav enhver snak om socialisme, baseret på at kontrollere kapitalismen mest mulig, og undgå dens værste skævheder. De kastede sig i armene på mere markedsøkonomi og mindre velfærd. Udlicitering og privatisering er nu også deres politik.
Situationen i dag skriger på et socialistisk alternativ til Socialdemokratiet. Mulighederne er der, og de er bedre end de har været siden 70erne.
Der er to klare tegn på det. For det første er arbejderklassen kommet mere på banen – senest med overenskomststrejken i 98 for en 6. ferieuge. LO og DAs aftale om et nyt aftalesystem som kan forhindre konflikt, bekræfter, at de frygter uro i arbejderklassen. Det andet er, at flere unge bliver røde i dag. Flere og flere unge laver politisk arbejde og organiserer sig på venstrefløjen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed